Iført benprotese jagter Emil det bedste

Det er noget ved Emil, som tit vækker opmærksomhed.

Noget, der kan få børn til at udbryde: Årh, er det en superhelt?! Eller få folk til at stoppe ham og spørge: Hvad er det?

Men det er også noget, der har affødt tarvelige kommentarer, og som han i mange år har forsøgt at skjule. Særligt én kommentar, glemmer han ikke. Den vender vi tilbage til.

Det, der er genstand for opmærksomheden, er 34-årige Emil Wulffs benprotese. En opmærksomhed, som det har taget Emil årevis at vænne sig til.

For protesen begrænser ham ikke. Men det kæmper han stadig for at overbevise omverdenen om – ligesom han har skullet overbevise sig selv.

En tennisbold under knæet

Da Emil er 12 år gammel dyrker han sport to gange dagligt. Det er fodbold og badminton, og det fylder både hverdag og weekend. 

Da han begynder at få smerter i sit højre knæ, er det derfor let at ty til en forklaring om, at det må være en overbelastning. 

Først et halvt år efter, da Emil ikke længere kan støtte på sit ben, tager hans forældre ham med til familielægen. 

Hun sender ham videre til nogle tests. Og her overrækker en læge ham beskeden:

- Emil, det ser ikke så godt ud, det her.

Under hans knæ presser en kræftknude på, så stor som en tennisbold.

 - På det røntgenbillede, jeg har af dit knæ, kan jeg se, at hele dit underben er begyndt at smuldre, forklarer lægen ham. 

Emil er forberedt på en dårlig besked. Alligevel bliver han fuldstændigt paf. 

Derefter bliver han præsenteret for to muligheder: At lægerne opererer knuden ud og stiver benet med metalplader – eller at de amputerer benet, og han får en protese. 

Den første mulighed er attraktiv rent visuelt – men den betyder samtidig, at han må sige nej til sport. Og foran lægen siden en dreng, der i den grad har krudt i røven.

Lægen fortæller Emil, at han vil få langt mere livskvalitet med protesen. 

Udviklingen af proteser skal nok følge med dig, lover lægen. 

Det er et stort løfte, når man skæver til Emils ambitionsniveau – ikke mindst i forhold til sport. 

Men Emil vælger protesen.

En ny identitet

Mulighederne i fremtiden er dog ikke lige det, man tænker på, når man kommer etbenet hjem fra hospitalet, en uge før sin 13-års fødselsdag. 

Tværtimod ser Emil hele sin verden ramle. 

- Hvor ender jeg henne? spørger han sig selv. 

Det er en helt ny identitet, han skal forholde sig til. Lidt som at blive født på ny og begrave den gamle Emil. 

En genfødsel, der langt fra bliver smertefri. 

Han stiller sig selv tusind spørgsmål: Hvad siger mine venner? Hvad siger folk, der ikke kender mig? Hvad siger min kommende kæreste? 

Som de fleste andre teenagere vil han bare gerne være normal. Og for Emil er det særligt noget, der jagter ham i forhold til sport. Han vil være med på lige niveau med de andre, selvom han kun har ét ben.  

"Gå sgu da ordentligt!"

Det betyder, at Emil vinker farvel til de sportsgrene, han har dyrket indtil da. 

At give afkald på fodbolden er nok det værste. 

De første to-tre år efter amputationen bruger han alene på at lære sig selv og sin nye krop at kende. Finde balancen. Lære at gå. 

En frustrerende periode, hvor han konstant vil mere, end han kan. 

På det her tidspunkt gør han samtidig alt for at skjule, at han mangler et ben. For eksempel går han altid i lange bukser. 

En dag går han gennem Aalborg midtby med sin søster. Iført bukser, men med en gang, der måske ikke er helt perfekt. 

Pludselig kan han høre nogen råbe. 

- Gå sgu da ordentligt! 

Den havde han ikke set komme. Den bider sig fast.

Den helt rigtige sport

Gennem hele livet har sport dog været det middel, der har kunnet få tunge tanker til at lette. 

Og da Emil flytter fokus fra væk sine ben og op til sine arme og hænder, sker der noget. 

Nu er det dem, han må tage udgangspunkt i, hvis han skal tilbage til sporten, erkender han. 

Derfor tropper han som 15-årig op hos den lokale bokseklub. 

Han har brug for at presse sig selv fysisk. At svede. At mærke adrenalinen i kroppen og blive træt. 

Han får hjelm og handsker på og fortæller de andre i bokseklubben, ”at han altså godt kan klare en uppercut, selvom han har en protese”. 

Og han finder ud af, at han er landet det helt rigtige sted. 

På grund af sin protese må han ikke deltage i konkurrencer. Men da han får mulighed for at stille op til en opvisningskamp, griber han den straks. 

Han går i ringen, og det er mega hypet, grænseoverskridende og foran flere hundrede mennesker. 

Men det er her, han kan vise dem alle sammen at: Ja, jeg har ét ben – men bokse det kan jeg altså!

Første gang i shorts

De sportslige sejre til trods har skammen og de lange bukser, svært ved helt at slippe taget i Emil.   

Faktisk er han oppe i tyverne, før det for alvor begynder at vende. 

Den første gang han går i shorts i det offentlige rum er på en ferie sydpå. Her føler han sig mere anonym.   

En helt afslappende oplevelse er det dog ikke. Faktisk er han hele tiden på vagt, og tankerne kører rundt: Du har ét ben, og alle står og stirrer. 

Men støtten fra sine nærmeste er noget af det, der hjælper ham. 

Sætninger som: Det er jo ikke dig som anderledes, de kigger på. De er måske bare fascinerede af, at du har en benprotese og synes faktisk, du er sej.

Ny protese er ”toppen af poppen”

Samtidig får lægen ret: Ham, der forudså, at udviklingen af benproteser nok skulle følge med Emils drømme. 

Med boksningen som afsæt fortsætter Emil nemlig med både crossfit, cykling og svømning. I dag har han kastet sin kærlighed på styrketræningsformen calisthenics. 

Derfor stiller Emil også store krav til sine bandagister - de personer, der er uddannet i at designe, fremstille og tilpasse proteser.

Det er vigtigt for ham konstant at skubbe til grænserne for, hvad både han, og ikke mindst proteseteknologien, kan præstere: Hvad for et lille stykke stål kan skiftes ud? Hvad for et knæled kan holde til de tunge løft? 

Han insisterer på at være med i processen og have en stemme. 

Hans nuværende protese er kun et par måneder gammel og med hans egne ord ”toppen af poppen” inden for proteser. 

Den giver ham alle muligheder for at leve det aktive liv, han gør. For eksempel kan han løbe direkte ud i vandet med den. 

- Med den nye protese har jeg ingen begrænsninger, fortæller Emil. 

De sportslige bekymringer er gjort til skamme. Men også de romantiske. 

For to år siden mødte han sin kæreste Lene, og hun støtter og motiverer ham – også til at trække i shortsene. 

Jagt det bedste

Det sidste, Emil vil, er at blive set som en ”skæv eksistens” med begrænsede muligheder. 

Sådan én, der skal have hjælp til at bære sine poser, eller som en arbejdsgiver bør være betænkelig ved at ansætte. 

Derfor er hans vigtigste budskab – både til andre protesebrugere, til omverdenen og til sig selv: Du kan, hvad du vil. 

- Jeg ved godt, at alle protesebrugere ikke kan det samme, som lige præcis jeg kan. Men de finder deres vej hen til det, de gerne vil gøre. Om det så er at gå 100 meter eller gennemføre et halvmaraton, siger han. 

Med det sagt ved Emil også godt, at det kan være krævende at presse på i systemet og få tildelt den protese, man mener at have brug for. 

Derfor råder han andre protesebrugere til at sætte sig ind i paragrafferne omkring hjælpemidler, væbne sig med tålmodighed og alliere sig med en støttende ven, familiemedlem eller anden pårørende, og ikke mindst en dygtig og hjælpsom bandagist. 

I dag har han vendt skam til accept. For selvom der ikke vokser et nyt ben ud, kan han sagtens jagte det liv, han drømmer om:  

- Jeg søger hele tiden det bedste af det bedste for mig, slår han fast.