Her ringer folk i deres livs krise
Hvert år ringer tusindvis af danskere til Kræftlinjen for at få hjælp og vejledning – eller måske bare for at få én at tale med.
Stemmningen i rummet er fuldstændig rolig, selv om samtalerne er intense. Ved det forreste bord taler en kvinde i telefon. Hun beroliger mennesket i den anden ende:
"Jeg kan sagtens forstå, at du er nervøs. Det er helt naturligt. Men jeg er enig med din læge - en test vil ikke kunne give dig den afklaring, du har brug for."
Bagved lytter en rådgiver til en længere forklaring om senfølger. Hun og brugeren i den anden ende af røret bliver enige om, at en bandagist nok vil være den bedste til at hjælpe.
I det modsatte hjørne er der gang i en dyb samtale:
"Hmm...ja...det kan jeg godt forstå", lyder det af og til.
Vi befinder os på kræftlinjens kontor dybt inde i hjertet af Kræftens Bekæmpelse. Her sidder et team af rådgivere klar 70 timer om ugen til at tage telefonen. Sidste år ringede den mere en 12.500 gange - og hver eneste gang var det et lyttende øre og en vidende sjæl, der samlede røret op.
En ældre kvinde ringer, fordi hun netop har fået konstateret uhelbredelig kræft. Hun er bange for at blive overbehandlet. Det skete nemlig for hendes søn for nogle år siden, og sådan et forløb vil hun ikke igennem. Kvinden og rådgiveren tager en lang snak om frygt, sorg, lægesamtaler og overlevelsesstatistikker. ”Gem tallene lidt væk – der er ingen, der har en statistik på dig,” beroliger rådgiveren. ”Jeg er glad for, at jeg har snakket med dig nu. Tak for hjælpen,” slutter kvinden.
Det er sygeplejerske Hanne Mendel, der har kvinden i røret. Hun har arbejdet med kræftpatienter siden 1987, både på kræftafdelinger, hospice og kræftrådgivninger. Siden 2006 har hun været fast på Kræftlinjen.
”Erfaring er en rigtig god ballast at have med sig her. Jeg bliver ikke væltet af pinden, når folk ringer ind midt i en stor krise og er helt opløste. Jeg kan tale stille og roligt med dem,” forklarer hun.
Hver gang telefonen ringer, bruger Hanne Mendel de første minutter på at finde ud af, hvad det egentlig er, mennesket i den anden ende vil. Nogle gange lægger folk ud med at spørge om én konkret ting, men hun kan hurtigt høre, hvis det måske er noget ganske andet, de har brug for at tale om.
”Samtalerne udvikler sig hen ad vejen. Vi har sjældent en løsning på folks problemer. Men vi kan lytte, rumme, guide og rådgive. Og vi har modet til at være til stede, selv når det er svært,” siger hun.
En hjemmesygeplejerske ringer ind. Hun er på vej ud til en kræftramt borger, der er alene med to børn, og hun er usikker på, hvilken støtte borgeren kan få. Rådgiveren fortæller om Kræftens Bekæmpelses nærmeste kræftrådgivning, hvor de kan hjælpe med en afklarende samtale – og dermed finde frem til de helt rigtige tilbud til familien. ”Det var godt, jeg ringede ind – det gjorde mig meget klogere,” siger hjemmesygeplejersken, inden hun smækker bildøren bag sig for at gå ind til den kræftramte mor.
Det er ikke sjældent, at professionelle ringer til Kræftlinjen, når de møder kræftramte i kraft af deres job og har brug for professionel sparring. Men den langt overvejende del af brugerne er dog patienter og deres pårørende.
De befinder sig alle steder i kræftforløbet – fra den 17-årige, der er bange, fordi han har fundet en lille plet på sin penis. Til den 50-årige, der er i dyb krise, fordi lægerne har fundet kræftceller i hendes prøve. Og enkemanden, der sørger over tabet af sin hustru.
”Jeg er nødt til at vide lidt om alt, der har med kræft at gøre,” fortæller Hanne Mendel.
”Nogle gange er det forholdsvis simple spørgsmål, som jeg kan slå op og svare på. Men ofte er det dybe, eksistentielle samtaler. Folk ved, at de kan sige alt til mig, uden at det kommer videre. Det er befriende for mange, at jeg ikke er personligt involveret.”
Kvinden er for nyligt blevet opereret for lungekræft. Scanningerne ser gode ud, men hun har mange bivirkninger og nedsat lungekapacitet. Genoptræningen kræver al hendes energi, og nu har jobcenteret meldt sig på banen. Hun skal have møde med dem i morgen, og hun er nervøs for, om de vil stoppe hendes sygedagpenge. Rådgiveren lytter og spørger, men ender med at aftale med kvinden, at hun vil blive ringet op af en kollega, der er socialrådgiver.
Mette Lise Petersen får noten om at ringe til kvinden, da hun møder ind på arbejde næste dag. Ligesom Hanne Mendel har hun mange års erfaring med sig i bagagen: Hun har arbejdet som socialrådgiver i næsten 40 år – de sidste ti af dem på Kræftlinjen.
”Nogle gange er det faktuelle oplysninger, folk har brug for, når de ringer til mig: Hvordan er mine forsørgelsesmuligheder, hvis jeg ikke kan vende tilbage til mit job? Har jeg ret til en særlig kompressionsstrømpe? Og hvor kan jeg klage?” forklarer hun.
”Jeg kan ikke sagsbehandle. Men jeg kan hjælpe folk med at navigere i systemet – hvor de skal henvende sig, og hvordan de bedst kan formulere sig, når de skriver til systemet.”
Det er dog langt fra alle Mettes samtaler, der tager udgangspunkt i hendes faglighed som socialrådgiver. For selv om der både er læger, sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere ansat på Kræftlinjen, kan og skal de alle kunne svare på det meste.
”Det sker af og til, at folk ringer ind og beder om at tale med en læge. Jeg forsøger altid at spørge ind til, hvad det handler om – for ofte kan jeg faktisk hjælpe dem lige så godt. Men hvis det rækker ud over min kompetence, sender jeg dem selvfølgelig videre,” fortæller sygeplejerske Hanne Mendel.
En mand er bekymret, fordi han gennem sit arbejde er udsat for stoffer, han har læst kan være kræftfremkaldende. Han vil høre, om Kræftens Bekæmpelse mener, at hans helbred kan have taget skade? Rådgiveren kan ikke svare på stående fod, men lover at vende tilbage, når hun har rådført sig med en forsker.
Fysisk er Kræftlinjens lokaler placeret lige under Kræftens Bekæmpelses forskningscenter. Her holder nogle af verdens dygtigste forskere til i alt fra kræft og kost til støjforurening og ny kræftmedicin.
På den anden side af en lille havegang ligger forebyggelsesafdelingen, hvor landets fremmeste eksperter i for eksempel rygning og unges alkoholforbrug har
deres daglige gang.
”Kræftlinjen er ikke en ø – vi er en del af et kæmpestort netværk, der er sat i verden for at hjælpe og gribe patienterne. Så selvfølgelig har vi et tæt samarbejde med kollegaer rundt om i hele huset,” understreger socialrådgiver Mette Lise Petersen.
Hun henviser ofte folk til kræftrådgivningerne, der ligger rundt om i hele Danmark. For selv om det er en stor hjælp for mange med et lyttende øre, er det ikke altid nok:
”Vi kan ikke kommunikere med kropssprog og mimik over telefonen, så i nogle situationer er vi lidt begrænsede. Og vi kan ikke tilbyde grupper og netværksaktiviteter. Der har de nogle helt andre muligheder i de fysiske rådgivninger,” siger Mette Lise Petersen.
”Omvendt kan telefonen også være en fordel, fordi folk nogle gange er mere åbne og tillidsfulde, når de sidder i deres egen stue. Og for nogle er det slet ikke en mulighed at bevæge sig hen i en fysisk rådgivning, fordi de har det for dårligt enten fysisk eller psykisk. For dem er vi måske den eneste mulighed for hjælp,” siger socialrådgiver Mette Lise Petersen.
En bruger har læst i medierne om forsinkede mammografier. Hun ventede selv 2,5 år for længe på den mammografi, der afslørede hendes brystkræft. ”Måske havde jeg ikke fået fjernet mit bryst, hvis de havde opdaget det i tide,” siger hun harmdirrende. Rådgiveren forklarer, hvordan kvinden kan søge erstatning, og sender et link til en piece, der forklarer udførligt om proceduren. ”Det vil jeg gå videre med. Tak for god behandling!”
Efter en lang dag med dybe samtaler føler både Hanne Mendel og Mette Lise Petersen sig af og til lidt tyndslidte, når de går hjem. For de giver noget af sig selv, hver gang de er på arbejde.
”Det kan selvfølgelig godt være belastende. Men den dag, jeg ikke bliver berørt – så skal jeg ikke være her mere. Jeg skal kunne mærke mig selv i samtalerne, ellers er det ikke et meningsfuldt arbejde for mig,” understreger sygeplejerske Hanne Mendel.
Socialrådgiver Mette Lise Petersen er enig:
”Det kan godt være hårdt. Men samtidig er det også meget meningsfuldt at være til stede med mennesker i svære situationer. Og når en bruger bagefter siger: ’Tak, fordi I er her, det har virkelig været en hjælp’ – så behøver jeg jo næsten ikke at få løn for at gøre det, vel?” smiler hun.