Skip navigation

Når verdens bedste far dør

Hvordan er man en god klassekammerat for en ven i sorg? Maja og Ida gik i tredje og sjette klasse, da deres elskede far blev syg af bugspytkirtelkræft. De var 10 og 13 år, da han døde. Undervejs i det hårde forløb fik de stor støtte fra lærere og klassekammerater, og det er de så taknemmelige for. Nu deler de deres historie, så andre børn og unge, der har mistet en forældre, ikke føler sig alene. De har også været med til at lave Kræftens Bekæmpelse nye undervisningsmateriale om sorg, som netop er blevet lanceret.

I dag er det tre og et halvt år siden, at Maja og Ida mistede deres far. Og de har meget på hjerte omkring sorg, og hvordan man kan støtte børn og unge bedst muligt gennem den. 

- Det er så vigtigt for os at være med og at fortælle vores historie til andre, så man ikke føler, man står alene. Det er helt i vores fars ånd, og det ville han have ønsket. At vi kunne bruge hans historie til at hjælpe andre, siger storesøster Ida.

At miste en mor eller en far er en svær og belastende oplevelse. Desværre sker det for 1.700 børn og unge under 18 år hvert år.

Det skete også for Maja og Ida. I 2019 måtte de to døtre - og deres mor Jonna - sige farvel til verdens bedste far og det dejligste familiemenneske i verden.

Michal Lykkegaard Kristiansen elskede at arbejde som elektriker og at være sammen med familie og venner. Og så var han en hjemmeværnsmand, der elskede far-jokes og var madglad.

""
Michal må sige farvel til livet 1. marts 2019. Han dør som 45-årig efter et længere sygdomsforløb, der begynder med blødende mavesår – og ender i en hård periode med kemoterapi, medicin og op- og nedture. Han dør af bugspytkirtelkræft med spredning til leveren.

Læs mere om bugspytkirtelkræft

Hans død ramte hele famiilien og de to efterladte døtre hårdt. Mor Jonna, familien, skolen og venner var faste støtter for de to døtre - men de var påvirkede af sygdomsforløbet og dødsfaldet.

Den yngste datter Maja var kun ni år, da hendes far blev syg - og kun 10 år, da han døde.

Det var svært for hende at vide, hvad hun skulle stille op med sorgen.

- Jeg havde tit en ensomhedsfølelse og følte mig anspændt. Da han døde, følte jeg mig meget tom indeni, men også lettet over, at han ikke havde smerter mere.
Maja Schmidt Kristiansen - 10 år, da hun mistede sin far

Da faren døde, bearbejdede Maja mest sine tanker og følelser sammen med de allernærmeste, og det var vigtigt for hende, at hun også kunne få pauser fra sorgen, fortæller hun.  

- I skolen var det godt, at mine klassekammerater spurgte ind til mig, men det var også en balancegang. De skulle heller ikke spørge alt for tit, for så blev det for meget for mig. Jeg havde og har det stadig svært, og derfor har jeg også brug for pauser fra min sorg, siger Maja.

Ramt af sorg og brug for tale med en rådgiver? Ring til Kræftlinjen på 80 30 10 30

""

Storesøster Ida var 13 år, da hun mistede sin far.

- Det hele føltes meget surrealistisk, da han døde. Jeg husker, at jeg var meget rastløs, bange og nervøs. Da min farmor tog os i hånden og fortalte os, at vores far var sovet ind og ikke var her længere, stod tiden stille. De kommende dage var meget triste og svære – men jeg følte også en lettelse over, at han havde fået fred og ikke havde ondt længere, siger Ida.

I dag, knap tre år efter det store tab, ser Ida tilbage på lærerne i skolen med kæmpestor taknemmelighed.

- Lærerne var helt fantastiske, da min far døde. Jeg skylder dem min halve arm.
Ida Schmidt Kristiansen 13 år, da hun mistede sin far

Skolen var min hverdag

- Da min far døde, var skolen det eneste sted, hvor jeg kunne være mig selv, fordi så meget andet havde ændret sig i min hverdag. Lærerne tog ofte fat i mig og fulgte op på, hvordan jeg havde det. De har ingen idé om, hvor stor en indflydelse, de har haft på mit liv. Jeg har så stor respekt for dem, siger Ida.

Selvom Ida godt kunne mærke, at folk omkring hende i skolen ikke altid vidste, hvordan de skulle reagere, når hun talte om sin far – så har klassekammerater og veninder virkelig forsøgt at være der for hende og søsteren i tykt og tyndt.

- Min far døde på en fredag, så jeg var ikke i skole den dag. Mandag morgen havde de købt en gave til mig og min søster. Uden dem tror jeg ikke, at jeg var kommet så godt igennem og haft et så åbent forhold til min sorg, siger Ida.

Mor Jonna har i høj grad været til stede med sin store kærlighed og støtte til pigerne. Det gør, at de i dag har en god hverdag og er kommet godt videre i livet.

- Min mor elsker os for to. Hun er helt fantastisk, siger Ida.

Hvordan kan klassekammeraterne støtte?

Ud over støtten fra familien er det også vigtigt, at skolen og klassekammeraterne er klædt på til at håndtere sorg.

- Det er en rigtig god ide at undervise i sorg – og både Maja og jeg er enormt glade for at have været med til at give input til Kræftens Bekæmpelses undervisningsmateriale, der lige er blevet lanceret.

Find undervisningsmaterialet om sorg

Det er godt at undervise i sorg - men det skal være uden en tjekliste. Klassekammeraterne må ikke føle, at de kan gøre noget forkert over for én, der er i sorg.
Læs Majas og Idas råd til andre i sorg og til klassekammeraterne:

Lillesøster Majas råd til andre i sorg:

  • Det er vigtigt at snakke om sorgen, ellers kan man ende med at stå med en stor sorg helt alene. Og det kan meget hurtigt blive for meget for en.
  • Søg hjælp – f.eks. i en sorggruppe med andre, der har mistet.
  • Det er okay at tage en pause fra sorgen, hvis man synes, det fylder for meget.

Til klassekammeraterne:

  • Det er vigtigt at vise hensyn til den, der er i sorg. Måske har man ikke en særlig god dag.
  • Vær opmærksom på de små signaler hos den, der er i sorg. Måske har hun/han brug for lidt ro.

Storesøster Idas råd til andre i sorg:

  • Vær åben om, at din mor eller far er død.
  • Lad dig ikke stoppe af det.
  • Vær glad for den forælder, der er tilbage – og som altid vil gøre alt for dig.

Til klassekammeraterne:

  • Det bedste du som klassekammerat kan gøre, er at sige, at du er der, og at du lytter.
  • Du skal ikke ændre adfærd, for det kan vi mærke. Det er så vigtigt, at man kan mærke, at noget er hverdag og normalt og som det plejer.
  • Undgå ikke en, der er i sorg – men stil bare spørgsmål.
""
Der er gode og knap så gode dage, fortæller de to døtre. På billedet ses mor Jonna i midten - hun har givet kærlighed og opmærksomhed for to i hele forløbet. Familien føler sig styrket, og Maja og Ida er klar til at dele ud af deres erfaringer med sorg . På billedet ses også familiens hund Balder.

Nyt undervisningsmateriale om sorg skal klæde klassekammeraterne på

Fordi børn og unge sørger og reagerer forskelligt på deres tab, kan det være rigtig svært for klassekammeraterne at vide, hvordan og hvornår man skal spørge ind. Der findes nemlig ikke en tjekliste til, hvordan man er en god ven i skolen, og det kan det skabe stor usikkerhed i klasserummet og i frikvarteret, når en klassekammerat er i sorg.

Det fortæller Maria Hartmann, der er projektleder i Kræftens Bekæmpelse.

Derfor lancerer Kræftens Bekæmpelse et helt nyt sorgmateriale til skolerne med forløb og viden om sorg tilpasset de enkelte klassetrin. Det hele tilgås digitalt med både film, øvelser og aktiviteter, der åbner op for samtaler om sorg.

Find undervisningsforløbet til 0.-3. klassetrin

Børn og unge, som oplever at miste mor eller far, har dårligere odds for at klare sig godt. De er føler sig ensomme og anderledes. Det kan komme til at påvirke deres liv på langt sigt, hvis de ikke får den rette støtte.

- Sorg er vigtig at tale om, så man ikke føler sig alene. Derfor skal man allerede i skolen tale om, hvad sorg er – og få redskaber til at være en god klassekammerat, siger Maria Hartmann.

Find alle undervisningsforløb om sorg

Sorg er en svær størrelse at forstå. Det ene øjeblik kan man være glad, og det næste øjeblik ramt af så meget savn, at man ikke kan være med i klassens sociale liv
Maria Hartmann, projektleder i Kræftens Bekæmpelse

Sorgmaterialet til 7.-10. klasse er udarbejdet i samarbejde med instruktør Jonas Risvig. Eleverne skal arbejde med at få en større forståelse af sorg gennem klip fra serien, cases, dilemmaer og kreative øvelser.

Ungdomsserien handler om venskaber og sorg og får premiere på Jonas Risvigs YouTube-kanal 9. oktober 2022.

Find undervisningsforløbet til 7.-9. klassetrin