'Det er ikke en falliterklæring at have brug for hjælp'

Rasmus skal på påskeferie med sin kæreste. De har lånt et sommerhus i Jylland. 

De plejer at ses uden børn, og har i halvandet år været hinandens frikvarter fra hverdagen med skoletasker, fritidsaktiviteter og madpakker. Men nu skal de afsted med både hans to piger og hendes datter. 

Siden Rasmus fik kræft for et halvt år siden, har forholdet været en opslidende spiral nedad. Han bruger al sin energi på børnene i de uger, de er hos ham, og har ikke overskud til at være en særlig god kæreste. 

Det piner ham, at han ikke kan være den, han gerne vil over for sin kæreste. At han ikke kan overskue noget. Han er lukket inde i sit eget univers, og har ikke noget at give af. Deres forhold er slidt, og de glæder sig til at komme lidt væk.

Hårdknude 

De skal køre fredag eftermiddag. Hans kæreste har gjort et stort arbejde med at planlægge ferien, lave madplaner og købe ind. Om formiddagen skal han på hospitalet og have svar på, om strålebehandlingen har virket.  

Det har den ikke. Knuderne er ikke skrumpet. 

I ferien er Rasmus kort for hovedet og meget firkantet overfor børnene. Især sin kærestes datter, der ikke er vant til at tage hensyn til en syg far, som hans egne børn er det. 

Efter fem dage har han brug for at komme væk, og tager på tur med sine egne børn. Da de kommer tilbage til sommerhuset, er hans kæreste taget hjem. Det er sidste gang han ser hende. 

Grænseløs

Omkring et halvt år tidligere fejrer Rasmus sin 39-års fødselsdag med et par venner til middag. 

Han er en mand, der gennemfører det, han sætter sig for. Hvis der er noget, han synes, han skal, så gør han det. Og der er meget, han synes, han skal. 

Han passer et ansvarsfuldt job som projektleder, holder styr på to piger i lige uger, renoverer hus, laver mad fra bunden, rejser og mødes med sine venner. Og så dyrker han ultraløb på højt niveau og deltager i konkurrencer både i Danmark og udlandet. Ofte er han en af de bedste. 

”Du har ikke nogen grænse for, hvad du kan overkomme,” siger hans venner. 

Han har i noget tid døjet med hovedpine. Han tænker, at det nok er, fordi han har meget at se til på arbejde og derhjemme. 

Da vennerne er gået, kigger han sig i spejlet. Hans ene øje ser mærkeligt ud. Det buler ligesom ud i den side, hvor hovedpinen sidder. Ikke meget, men nok til, at han lægger mærke til det. 

Dagen efter ringer han til sin læge, der sender ham til øjenlægen. Øjenlægen sender ham videre til øjenafdelingen på Glostrup Hospital, der sender ham til Rigshospitalet. Her bliver han scannet. 

Få dage efter bliver han ringet op, mens han er på arbejde. 

”Der er noget på scanningen, som skal vi skal undersøge nærmere,” siger lægen.

Metastaser

Rasmus har en helt klar idé om, hvad det er for ”noget”. 

Som 27-årig får han konstateret kræft i spytkirtlerne, og bliver opereret. Han mister følelsen i halvdelen af tungen ved operationen, og skal bagefter lære at tale og spise igen. 

I fem år går han til kontrol, uden at kræften vender tilbage. Han bliver erklæret kræftfri, og fortsætter sit liv i højt tempo uden de store tanker om sygdommen. 

Indtil den dag, han bliver ringet op af Rigshospitalet. 

Bag øjet og flere steder i lungerne lyser billedet fra PET-scanningen op. Det er kræft. 

Hans hoved er tomt, samtidig med at tankerne flyver rundt. Mest af alt tænker han, at han skal dø af det her. Selv om det nok ikke bliver i morgen, har han fået en dødsdom. 

En biopsi viser, at det er metastaser af hans tidligere kræftsygdom. Nu har han uhelbredelig kræft. Desuden er han blevet blind på det venstre øje som følge af biopsien.

Indre kamp 

Den type kræft, som Rasmus er ramt af, reagerer dårligt på kemoterapi. Behandlingen er derfor ståleterapi eller operation. 

Lægerne anbefaler operation, som er mindre smertefuld og hurtigt overstået. Men det betyder, at hele øjenhulen – ikke bare øjet – skal fjernes, og det vil ændre hans ansigt radikalt. Glasøje er ikke en mulighed. 

Han vælger strålebehandling. Han kan slet ikke overskue tanken om et vansiret ansigt og det gentagende spørgsmål om, hvorfor han mangler et øje. 

I to måneder løber han hver dag otte kilometer ind til Rigshospitalet til strålebehandling og hjem igen. Udadtil ser det ud, som om han har kontrol over situationen. Men indadtil kæmper han. For virkeligheden er, at behandlingen dræner ham for kræfter og giver store smerter i hovedet. 

Kun vilje og store mængder smertestillende medicin gør løbeturene mulige.

Ufærdige projekter

Rasmus prøver at holde fast i sit arbejde, men hurtigt får han besked på, at han skal blive hjemme og tage sig af sig selv. Det er rart, at det er andre, der tager beslutningen, når ens stopknap virker dårligt. 

Han har stadig masser af idéer til ting, han skal ordne: Der skal fikses vandrør, hænges gardiner op, købes sofa. Han får købt materialer i byggemarkedet og kørt dem hjem. Men projekterne hober sig op, og han kommer ikke i mål med dem. 

Han savner den gamle Rasmus, der ikke havde grænser for, hvad han kunne overkomme. 

Han fortæller sine piger på syv og ni år, at han ikke magter at arrangere legeaftaler for dem, når de er hos ham. Det bliver heller ikke til mange ture i svømmehallen eller ud i skoven med dem. Han gruer for weekenderne, hvor han ikke kan hvile sig, mens de er i skole. 

Der er rent tøj, de kommer i skole klokken otte, og der er mad på bordet klokken 18. Men de hjælpes ikke ad med at lave aftensmad, som de plejer. Han kan ikke overkomme at involvere dem.

Alene med kræft 

Det hele bliver accepteret uden modstand. Børnene brokker sig ikke. De er ikke sure. De skændes ikke. Den største begynder at smøre madpakker og dække bord om morgenen. De opfører sig eksemplarisk, og det er ganske forfærdeligt. 

Rasmus har dårlig samvittighed over, at han ikke kan være den far, han gerne vil. At hans sygdom skal gå ud over pigerne. Han savner nogen, der siger til ham, at han gør det okay for sine børn - alt taget i betragtning. 

Han er misundelig på dem, der har en familie. I alle de fortællinger om kræft, han hører, er der en ægtefælle eller en kæreste, der støtter den kræftsyge. De kæmper sig sammen gennem krisen og kommer styrkede ud på den anden side. Der er bedsteforældre, der passer børn og laver mad. 

Men Rasmus er bare sig selv. Han er skilt og har ikke kontakt til sine forældre. Og så er han vant til, at han kan klare alting selv. 

En god dag 

Rasmus får den sidste strålebehandling lillejuleaften. I påsken får han det nedslående scanningssvar og bliver forladt af sin kæreste i sommerhuset. 

Seks uger efter skal han scannes igen. Og nu kan lægerne se, at kræften er skrumpet. 

”Det vokser langsomt, og det dør langsomt,” siger kræftlægen. 

Det har taget noget tid, før strålerne har virket, derfor var der ikke sket noget på den første scanning. 

Rasmus er sammen med sin gode ven den dag. De tager ud i byen og fejrer det. Slentrer rundt i København, drikker øl i solen på kajen, spiser noget mad og tager i teatret. Drikker en øl mere. 

Derhjemme begynder døtrene snart at skændes med hinanden igen, smække med dørene og skælde ud på deres far. Om morgenen smører Rasmus madpakkerne, mens han råber til dem, at nu skal de altså stå op, ellers kommer de for sent. Det er fantastisk. Nu er det igen ham, der er den voksne.

Personlig rekord 

Allerede mens han er i behandling, sætter Rasmus sig et mål: Han vil løbe igen. Det skal kræften ikke tage fra ham. 

I starten er det en underlig fornemmelse. Fordi han er blind på det ene øje, har han har ingen fornemmelse af dybde. Selv om vejen er flad, har han svært ved at stole på, at den virkelig er flad. 

Stille og roligt bygger han op. 

”Jeg er vores øjne – jeg skal nok sørge for, at vi kommer hjem,” siger hans løbemakker. 

Rødder, sten og ujævnheder gør, at han ikke så hurtig, når det bliver teknisk. Men det indhenter han i fladt terræn. I maj sætter han personlig rekord til maraton i København.

Tag imod hjælp

Rasmus kommer i en samtalegruppe hos Kræftens Bekæmpelse med andre, der også har kronisk kræft . Han er den yngste. Mange af de andre har voksne børn og børnebørn.   

”Det er uretfærdigt,” tænker han. ”De andre har fået lov til at leve et liv – hvad er der at være ked af?” 

Han er selv knap 40 år og ved ikke, om han når at se sine børn blive voksne. 

Tankerne gør ham flov. Kan han tillade sig at synes, at hans sorg og tab er større end de andres? Efterhånden opdager han dog, at de - trods aldersforskellen - har de samme tanker, og at sorg ikke kan rangordnes.

Rasmus ved, at der kommer en dag, hvor han skal i behandling igen. Så vil han være bedre til at tage imod hjælp fra vennerne, arbejdspladsen eller forældrene til børnenes legekammerater. Og fra pigernes mor. Hans kræftforløb betød, at de fik snakket ud om nogle ting og kom tættere på hinanden efter skilsmissen. Hun har været en stor støtte. 

Når han tænker over det i dag, var der faktisk mennesker, der tilbød deres hjælp, da det var allersværest. Men han var ikke god nok til at gribe de hænder, der rakte ud. Det er svært, når man plejer at klare alting selv. 

Men det ikke en falliterklæring at have brug for hjælp.