Skip navigation

Nogle af hendes patienter har gået i 25 år uden at få hjælp

Lise Ventzel er netop blevet tildelt Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2024 for sit utrættelige arbejde for mennesker ramt af senfølger. Fra klinikken i Vejle hjælper hun hver dag dem, der ellers ikke ville have noget sted at gå hen.

""

- Senfølgeklinikken er som et redningsnet, der er spændt ud under mig.

Ordene kom fra en ung kvinde, der for nylig var blevet erklæret kræftfri. Og de faldt under en konsultation hos afdelingslæge Lise Ventzel på Senfølgeklinikken for kræftoverlevere i Vejle.

Nu var kvinden gået i overgangsalderen på grund af sin kræftbehandling – og derudover var hun angst for, om hun var arveligt disponeret for andre former for kræft. Kræftafdelingen havde sagt farvel. Så nu stod hun der med alle sine gamle håb og drømme for fremtiden, der virkede fuldstændig urealistiske at opnå i hendes nye situation.

- Vi kunne ikke fikse alle hendes problemer på én gang. Men vi kunne hjælpe hende med at disponere den nærmeste fremtid, sætte gang i behandlingerne og følge op på de forskellige prøver. På den måde undgik hun at blive kastebold i systemet. For hende var det som at blive grebet, indtil hun var klar til at gå videre, fortæller Lise Ventzel.

Og eksemplet med kvinden er bestemt ikke enestående. Hver dag kæmper Lise Ventzel de senfølgeramtes sag. Og derfor er hun i denne uge blevet tildelt Kræftens Bekæmpelses hæderspris 2024. 

Tid er kodeordet 

Klinikken i Vejle er et af de få steder i Danmark, der er dedikeret til at hjælpe mennesker med senfølger efter kræft. Og der er god brug for den: Efterhånden som befolkningen bliver ældre, og flere heldigvis overlever kræft, må mange flere kæmpe med senfølger. Derfor er det også en af Kræftens Bekæmpelses mærkesager i forbindelse med kræftplan V at få flere af den slags klinikker rundt om i hele landet – og i det hele taget sikre hjælp til mennesker med senfølger.

Selv om klinikken henvender sig til mennesker, der er kommet ud på den anden side efter et kræftforløb, ligger den ikke på sygehusets kræftafdeling.

- Mange tidligere kræftpatienter får dårlige associationer på den afdeling. Den bringer mindelser om en svær tid. Så der har vi ikke lyst til at tage dem hen som det første, forklarer Lise Ventzel.

Derfor tager hun imod på etagen nedenunder – sammen med kollegaerne i teamet, der ud over hende selv består af endnu en læge, to psykologer og to kræftsygeplejersker med speciale i henholdsvis klinisk sexologi og alternativ behandling. Snart kommer der yderligere to kræftsygeplejersker til.

Alle patienter bliver som det første indkaldt til en halvanden time lang samtale, så der er god tid til at gå i dybden med alle symptomerne. På forhånd er de blevet bedt om at udfylde et særligt spørgeskema, så Lise og kollegaerne ved, hvor skoen trykker. Og ofte er der flere senfølger end først antaget.

- For eksempel har vores patienter overraskende ofte seksuelle problemer, som de aldrig har drøftet med deres læge. Det kan være impotens, tørre slimhinder eller manglende lyst. Der har måske ikke lige været en anledning, og mange er flove over at tage hul på den samtale. Men det seksuelle er en meget vigtig del af livet. Den slags kommer frem i lyset, fordi vi har tid til at komme hele vejen rundt, forklarer hun.

""

De svære tilfælde 

Klinikken har fungeret i sin nuværende form siden 2021. Den er dedikeret til patienter med såkaldt komplekse senfølger, og de skal have en henvisning for at komme ind – enten fra egen læge, kræftafdelingen eller kommunen. Men så får de til gengæld også en samlet indgang til hele sundhedsvæsenet.

- Langt de fleste senfølger kan – og skal – klares ude i kommunerne eller hos de praktiserende læger. Men de kan have svært ved at håndtere mennesker, der har flere forskellige komplekse senfølger samtidig. Og det kan være ekstremt invaliderende for patienterne – nogle har for eksempel stærke smerter og kommer aldrig nogensinde ind på arbejdsmarkedet igen, hvis senfølgerne ikke bliver behandlet. Derfor er det så vigtigt, at der er et sted som her, hvor de kan henvises til, understreger Lise Ventzel.

Når den indledende samtale på klinikken er overstået, begynder Lise fra en ende af: Måske har patienten udviklet angst, der kræver psykologbehandling. Samtidig skal han startes op på noget medicin, der dæmper nervesmerter efter kemoterapi – og måske skal han også i udredning for problemer med blæren. Lise og kollegaerne bliver en slags tovholdere, der har det forkromede overblik over de forskellige undersøgelser og behandlinger, der går i gang.

- Nogle ting kan jeg selv behandle. Men ofte går jeg i gang med at finde ud af, hvor jeg kan sende patienterne videre hen – på sygehuset, til kommunale rehabiliteringsforløb eller måske til gruppesamtaler hos Kræftens Bekæmpelse. Det er et stort koordineringsarbejde, som kan være rigtig svært for patienterne selv at holde styr på. Så er det en stor tryghed, at vi er med på sidelinjen, siger hun.

""

Hjælp at hente 

Det er i sagens natur meget forskelligt, hvilke problemer patienterne kommer med, når de sætter sig i stolen hos Lise Ventzel – og hvor lang tid, de har kæmpet med dem.

Nogle er blevet kræftfri for et halvt år siden, mens andre har gået i årtier med invaliderende senfølger uden at få hjælp.

- For nylig havde jeg en patient, der havde fået en lav dosis strålebehandling for 25 år siden. I al den tid havde hun haft problemer med slimhinderne i både mund, hals og spiserør. Og der var ingen, der troede på hende, når hun sagde, det havde noget med kræftbehandlingen at gøre, fortæller Lise Ventzel.

- Kvindens tilfælde var meget specielt, så man kunne ikke forvente, at den praktiserende læge skulle vide det. Derfor var det så vigtigt for hende, at hun fik tilbud om at komme ind til os, så hun endelig blev bekræftet i, at det var senfølger, hun led af. Hun havde ikke noget ønske om behandling, men et enormt behov for at tale sin situation igennem.

En stor del af senfølgeklinikkens patienter kan heldigvis hjælpes på en eller anden måde; til nogle findes der medicin, andre kan have god gavn af træning eller psykologsamtaler. Mange må dog indstille sig på, at de skal lære at leve med deres senfølger.

- Men det er faktisk min oplevelse, at en stor del af dem alligevel føler, at vi har hjulpet dem. Alene det at vi tager senfølgerne alvorligt og giver dem en forklaring – det betyder meget, siger Lise Ventzel.

Stærkt fokus

I Region Syd er der i dag senfølgeklinikker opbygget efter nogenlunde samme skabelon på hvert af de kræftbehandlende sygehuse i Esbjerg, Sønderborg, Odense og Vejle. De arbejder tæt sammen og har
ugentlige møder, hvor de diskuterer patienter og lærer af hinanden.

- Det havde selvfølgelig været lettere at samle det hele ét sted. Men vi har en ambition om at være et tilbud for alle – ikke kun de ressourcestærke, der selv kan finde rundt i systemet. Og der er det bare vigtigt at være tæt på patienterne, forklarer Lise Ventzel.

Hun understreger dog, at de selvfølgelig ikke har fundet den hellige gral inden for senfølgebehandling. Der er masser af rum til forbedring. Men hun mener, at de er godt på vej i Region Syddanmark.

- Kritikerne siger, at der ikke er brug for generelle klinikker som vores – at der kun bør oprettes højt specialiserede, organspecifikke senfølgeklinikker. Men jeg mener klart, at der er brug for begge dele. For mange patienter har jo flere forskellige senfølger på samme tid. Hvis du eksempelvis har kronisk diarré og angst for tilbagefald på samme tid, hænger det selvfølgelig sammen. Vi ser på hele patienten og sørger for, at tingene bliver behandlet i den rigtige rækkefølge. Det er virkelig vigtigt, understreger hun.

Heldigvis oplever hun, at der sker meget på området i disse år. Da Lise Ventzel startede som kræftlæge i 2009, var der slet ikke det samme fokus på senfølger.

- Dengang tænkte lægerne for eksempel ikke så meget over, hvad medicinen gjorde ved folk på lang sigt. Fokus var mere entydigt på at gøre patienterne raske. Det har virkelig forandret sig i de senere år. Ikke mindst på grund af Kræftens Bekæmpelse, der i mine øjne har gjort et stort arbejde med at sætte senfølgerne på dagsordenen, siger hun.

Artiklen er første gang udgivet i Kræftens Bekæmpelses medlemsmagasin Tæt på Kræft november 2023. Læs hele magasinet her:

Tæt på Kræft