Tarmkræft i Danmark: Fra bundskraber til Nordens højeste overlevelse

Siden 1970, da man begyndte at sammenligne kræftoverlevelsen i de nordiske lande, har Danmark haft den absolut dårligste femårsoverlevelse efter tarmkræft.

Men sådan forholder det sig ikke længere.

Et halvt århundredes bundplacering er vendt, og i dag har både danske mænd og kvinder den højeste overlevelse i Norden.

73 pct. har overlevet deres tamkræftdiagnose mindst fem år, efter de fik deres diagnose, viser den seneste opgørelse fra NORDCAN, der dækker perioden 2016-2020.

'Vi var røven af 4. division'

Søren Laurberg er professor i Mave- og Tarmkirurgi ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, tidligere præsident for Det Europæiske Tarmkirurgisk Selskab (ESCP) og internationalt anerkendt for sin indsats for at forbedre overlevelsen hos patienter, der behandles for tarmkræft.

I årtier har han på nærmeste hold fulgt dansk kræftbehandling, der i 1990’erne haltede så alvorligt bagefter, at det blev tydeligt for politikerne, at der måtte gøres noget.

Erkendelsen førte til, at der i 1998 blev nedsat en Kræftstyregruppe, og da kirurgi har en så central rolle i behandling af kræft, valgte Sundhedsstyrelsen som det første område, at belyse hvordan man kunne forbedre tarmkræftkirurgi.

Styregruppen anbefalede samling af kirurgien på otte-ti afdelinger, forbedret tværfaglig samarbejde, fælles kurser for alle involverede specialer og en specialistuddannelse i tarmkirurgi samt styrkelse af forskningen.

- Vi lavede alt for mange stomier, hvor vi fjernede hele endetarmen, og vi havde en dødelighed ved operationer på omkring otte pct., hvor den i dag ligger på omkring én pct. inden for 30 dage efter operationen. Det er på trods af, at vi i dag behandler flere ældre og mere syge patienter. Og der er immervæk stor forskel på, om det er en ud af 12 eller en ud af 100, der dør af en operation, siger Søren Laurberg og forklarer, at Sundhedsstyrelsens tarmkræftrapport har haft afgørende betydning for løftet af behandlingskvaliteten. 

- Rapporten, der var baseret på en systematisk gennemgang af litteraturen, medførte blandt andet en samling af specialer. Hvor man f.eks. før havde 50 afdelinger, der beskæftigede sig med endetarmskræft, har vi i dag kun 13. Det er ligesom et fodboldhold, hvor det ikke kan nytte noget, at man har en super god angriber, hvis målmanden ikke duer til noget. For 25 år siden var vi røven af 4. division i Danmark. Vi var gammeldags i vores behandlinger og opererede på nogen, som burde have haft strålebehandling først for at skrumpe svulsten, således den kunne fjernes helt ved operation, siger han.

Screeningsprogram er genialt

Ifølge Søren Laurberg er screeningsundersøgelserne meget vigtige, fordi de giver mulighed for at finde kræftsvulsterne så tidligt, at man i mange tilfælde kan nøjes med lokal behandling. En lokal behandling giver meget mindre risiko for komplikationer og vedvarende gener, og i nogle tilfælde kan man fjerne forstadier til kræft, der med stor risiko vil udvikle sig til kræft.

Da det nuværende screeningsprogram i 2014 kom til, førte det i begyndelsen til et stigende antal kræftdiagnoser, men senere er tallet faldet igen. I dag undgår vi en del af kræfttilfældene ved at fjerne forstadierne.

- Med screening kan vi finde kræften, inden den har givet symptomer, og patienterne ikke har mærket noget til den. Store polypper afgiver ofte en lille smule blod i afføringen, og det er ikke noget, man kan se med det blotte øje. Men det kan man altså i prøverne, siger Søren Laurberg, der kalder screeningsproceduren for ”genial.”

- Umiddelbart ville man tro, at det med at undersøge egen afføring ville være et problem, men det er faktisk mere renligt end at tørre sig med toiletpapir – og det gør vi jo alle sammen. Screeningen foregår ved, at man får tilsendt et papirstykke, som man klistrer ned på toilettet. Her er der er et lille hul, så urinen ikke bliver blandet med afføring. Bagefter stikker man en lille pind ned i afføringen, inden det placeres i et lille tilhørende glas. Bagefter kan man bare skylle papirstykket ud i toilettet. Det er så super smart!

Senfølger og individuel efterkontrol

Med bedre screening finder vi i dag kræften tidligere. Nationale retningslinjer betyder, at de praktiserende læger er blevet bedre til at henvise patienterne til kikkertundersøgelser, og kvaliteten af undersøgelserne er også blevet bedre.

Da langt de fleste patienter i dag overlever efter en tarmkræftbehandling, er der behov for individualiseret kontrol - afhængig af personens behov og risiko for, at kræften kommer igen.

Det er også vigtigt at interessere sig for, om patienten har fysiske og psykiske senfølger, mener Søren Laurberg.

En forholdsvis stor del af dem, der har været i behandling for tarmkræft, lever nemlig med generende senfølger, der kan sætte store begrænsninger for, hvilket liv, de kan leve, forklarer han.  

- En del har fået beskadiget tarmfunktionen og ved aldrig, hvornår de pludselig skal på toilettet, selvom de måske lige har været det. Det kan være enormt invaliderende, og mange er bange for at bevæge sig ud, fordi de altid skal vide, hvor det nærmeste toilet befinder sig. Stråling og operation for endetarmskræft kan også påvirke nerverne og ardannelsen i underlivet, hvilket fører til hyppige blæresymptomer, seksuelle problemer hos kvinder med især skrumpning af skeden og regulær impotens hos mænd.

- Vi skal blive bedre, men vi er faktisk kommet rigtig langt inden for behandling af senfølger efter tarmkræft. I Danmark har vi været pionerer indenfor at hjælpe de her patienter ved at tale med dem om deres symptomer, regulere hvad de spiser, gøre noget ved toiletbehandling, understøtte afføringstrangen og måden man tømmer sin tarm på. Vi har fundet ud af, at efterkontrollen skal være meget individuel. Man har behov for enkelte billedundersøgelser, men mange patienter har også et stort behov for at snakke med læger eller sygeplejersker om deres forløb, siger han.

Forskningen skal følge med

Der er god grund til at glæde sig over de store fremskridt på tarmkræftområdet. Men ifølge Laurberg er det samtidig vigtigt ikke at lade resultaterne blive en sovepude. Vi skal fortsætte med at prioritere specialisering og forskning i tiltag, der gavner patienterne. Vi kan nemlig blive langt bedre, end vi er i dag.

Screening og øget bevågenhed har ført til, at vi finder kræften meget tidligere. Tilsvarende har nye avancerede lokal kirurgiske indgreb og strålebehandlinger samt helt nye onkologiske behandlinger (en mindre andel af patienterne ser ud til at blive helbredt alene ved immunterapi) betydet, at mange personer undgår stor kirurgi – men det er meget vigtigt, at vi i tværfagligt samarbejde får ordentligt dokumentation via forskning, og er med helt i front inden for forskning, da man må forvente, at der sker store ændringer i behandlingen af tarmkræft inden for de næste 10-20 år.

- Der bliver i øjeblikket arbejdet med, at man sluger en tablet med et lillebitte kamera indeni, der kan tage billeder indvendigt i tarmen. En anden metode, der bliver forsket i, er, at kræftsvulster og forstadier har nogle ændringer i arvemassen. Har man mulighed for at finde og teste dem gennem en blodprøve i generne, er det enormt interessant, siger han og tilføjer:

- Det, der er smart i dag, er ikke det samme, som er smart om bare få år. Derfor er det vigtigt, at det hele ikke bare ender som samlebåndsfabrik, og at sygehusejerne også bruger penge på forskning og vedvarende tværfaglig efteruddannelse, så tingene fortsat bliver bedre for patienterne. Vi har desværre set, at de anbefalinger, Sundhedsstyrelsen tidligere er kommet med i forhold til at afsætte flere ressourcer til at styrke forskningen på området, ikke er indfriet. Argumentet er ofte, at det bliver for dyrt. Men hvis man ikke sørger for at følge med, så bliver det endnu dyrere.