Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på tidlig diagnostik af kræft. Vi bringer beretninger fra unge, som føler, at de ikke er blevet taget alvorligt af deres praktiserende læge. Det er de unges egne oplevelser fortalt med deres egne ord.
Her kan du læse Chanettes historie.
Af: Chanette Foto: Privatfotos
Min historie begynder i september 2018, hvor jeg får voldsomt ondt i ryggen. Jeg kan ikke ligge i den samme stilling eller sidde ned i mere end 30 minutter, fordi det gør så ondt. Jeg har også svært ved at sove om natten og falder først i søvn, når min krop er udmattet, og selv dér sover jeg max 1-2 timer af gangen.
Jeg tager til min praktiserende læge, som kigger hurtigt på mig. Jeg føler, at han ikke rigtig tror på, at jeg har så mange smerter, som jeg giver udtryk for.
Jeg siger til ham, at: ”Ja, det gør faktisk fucking ondt.”
Han går ud og taler med en anden læge på gangen. Jeg kan høre, at jeg bliver kaldt for en ”hypokonder.”
Lægen kommer ind til mig igen og giver mig en recept på Panodiler og Ipren, og så får jeg besked på at hvile mig.
Han giver mig også en henvisning til en kiropraktor, men siger, at jeg ikke skal regne med, at det hjælper.
Det har han ret i. Jeg er hos kiropraktoren seks gange uden at få det bedre.
Læs også: Kræft er ikke det første en læge tænker på - men unge får faktisk også kræft - Temaartikel om unge med kræft
Jeg siger til ham, at: ”Ja, det gør faktisk fucking ondt.” Han går ud og taler med en anden læge på gangen. Jeg kan høre, at jeg bliver kaldt for en ”hypokonder.”
Jeg går til lægen igen et par dage efter. Her møder jeg en ny læge, som er i gang med sin uddannelse. Hun tager nogle blodprøver og laver nogle forskellige test. Hun beder mig stå på tæer, hvilket jeg ikke kan – jeg har senere fået at vide, at her skal lægens alarmklokker begynde at ringe.
Jeg får at vide, at smerterne nok skyldes iskiasnerven, som har sat sig fast. Og derfor bliver jeg opfordret til at tage til kiropraktor igen.
Vi er nu i oktober, og jeg får det værre. Både min krop og psyke er udmattede, og jeg kan ikke holde hverken mad eller væske nede.
Blodprøverne, som lægen fik taget, viser, at jeg har forhøjet lever-, nyre- og infektionstal. Jeg får at vide, at jeg er ung, og min krop nok skal få bekæmpet infektionen.
Min kæreste begynder at kalde mig for pylret, for lægerne har jo undersøgt mig, og jeg fejler ikke noget. Det bliver jeg ked af, for jeg har bare så mange smerter. Men jeg kan jo godt forstå ham – jeg har jo været til lægen, som siger, alt er ok.
Jeg er kun i skole én gang i oktober, men er nødt til at gå hjem, fordi jeg har så ondt og ikke får min nattesøvn.
Jeg fortæller lægen om alle mine symptomer lige fra vægttab til nattesved.
Den 11. november skal jeg i teateret med min svigermor og min kæreste. Vi går hen til teateret, men jeg bryder sammen i smerte. Jeg græder og skriger. Min svigermor siger, jeg skal gå til lægen dagen efter. Og det gør jeg.
Her møder jeg en ny praktiserende læge. Jeg fortæller, at jeg gerne vil have scannet min ryg. Hun laver også nogle test på mig og beder mig stå på tæer, hvilket jeg ikke kan.
”Der er noget galt. Du skal have scannet din ryg,” siger hun.
Hun får presset en tid igennem på hospitalet.
På hospitalet bliver jeg indlagt, fordi de ikke ved, hvornår de kan scanne mig. Jeg må bare vente på, at der dukker en ledig tid op. De beder mig lave en urinprøve, men på trods af, at jeg ikke har tisset i flere timer, så kan jeg ikke. De scanner blæren og ser, at den er fyldt med én liter urin. De forsøger at sætte et kateter op, men der kommer ikke urin ud. Nu bliver de urolige.
Du kan søge om erstatning hos Patienterstatningen, hvis din kræftbehandling har medført en behandlingsskade eller lægemiddelskade. Patienter og efterladte til patienter er omfattet af patienterstatningsordningen. Det kan du læse mere om her.
Jeg bliver hasteindlagt på et andet hospital. Jeg har så mange smerter, da jeg indtil nu kun har fået Panodiler og Ipren mod smerterne. De forsøger at give mig morfin, men det hjælper ikke, fordi jeg ikke er blevet smertedækket tidligere. Sygeplejersken må ikke give mig mere smertestillende.
De vil gerne MR-scanne mig, men jeg kan ikke ligge ned på grund af smerter, og de kan ikke smertedække mig ordentligt endnu.
De forsøger at lave en hurtig scanning, men det lykkes ikke.
Til sidst besvimer jeg af træthed og smerter.
Dagen efter er jeg bedre smertedækket, og de laver en hurtig scanning.
Her ser de, at jeg har en knude på 5x6 centimeter i ryggen, to knuder i bækkenet på 12x12 centimeter per knude. Senere finder man også ud af, at den "blære", de har scannet tidligere, er en knude.
De siger, at det er alvorligt. De tager nogle flere scanningsbilleder. Her finder de også en knude ved den ene lunge samt væske.
Jeg får at vide, at det er kræft, men at de endnu ikke ved hvilken kræftform.
Jeg får det stadig værre, og jeg er nødt til at gå med rollator, for jeg kan ikke bevæge mine ben. Det er knuden i ryggen, som trykker på nerverne og gør mine ben følelsesløse.
Jeg får taget biopsi ved højre lunge, hvor de også fjerner 1,1 liter væske. Jeg har kateter, for jeg kan ikke tisse. Jeg kaster op. Jeg skal have hjælp til alting. Jeg kan ikke gå i bad, og jeg kan ikke gå på toilettet. Jeg har det ad helvede til.
Udadtil prøver jeg at vise, at jeg er ok. Jeg joker.
Men jeg er bange. Jeg siger det bare ikke højt.
Tankerne og spørgsmålene kører rundt i mit hovedet. Jeg tænker, at det er bedst, at jeg slår op med min kæreste, fordi jeg ikke kan byde ham at se mig dø af kræft. Jeg har også mange spørgsmål, men jeg holder de fleste for mig selv: Kommer jeg til at gå igen? Kan jeg få børn? Hvad er det for en kræftform? Mister jeg håret?
"Men jeg er bange. Jeg siger det bare ikke højt."
Lægen fortæller, at jeg har burkitt lymfom, som er en sjælden form for kræft. Jeg har aldrig hørt om det før, og jeg kan ikke lade være med at tænke, hvorfor jeg skal have en sjælden kræftform. Jeg gider ikke være særlig.
Kort tid efter opstarter jeg kemo.
Jeg bliver ved med at spørge, om jeg kan få børn, og om jeg mister håret? Det er de ting, der fylder for mig. Men ingen kan rigtig svare på det med børn, for de ved det ikke. Men en ting er sikkert, de ved, at jeg mister mit hår.
Mit behandlingsforløb varer syv måneder med forskellige kemobehandlinger, indlæggelser og infektioner.
Efter kemobehandlingen er kræften helt væk, og i april 2019 afslutter jeg min behandling.
Jeg er taknemmelig over at være i live. Taknemmelig over, at kræften er væk. Jeg føler mig heldig. Men jeg er også ked af det, fordi det har været så forfærdeligt et forløb. Og fordi, jeg har mistet en del af den, jeg var. Jeg skal stadig bede om hjælp til mange ting, og det værste er, at jeg skal se mig selv som en handikappet, fordi jeg har svært ved at gå.
Jeg kæmper også med hukommelsen, min udtale, og mit immunforsvar er heller ikke så stærkt, som det var engang. Jeg har følelsesforstyrrelser i ben og fødder, og så er jeg ramt af træthed. Jeg kan slet ikke alt det, jeg kunne engang.
Jeg har stadig problemer med at gå, fordi jeg har nerveskader i mine ben. Jeg går derfor med krykker, når jeg skal gå langt eller på ujævnt terræn, eller hvis jeg er træt. Jeg bruger en særlig skinne til at holde min højre fod oppe, da jeg ikke selv kan gøre det, da nerverne er så skadede. Men sådan vil det altid være. Det bliver ikke bedre, end det er nu, siger lægerne.
Igennem mit forløb har jeg talt med både sygeplejersker og en psykolog, som bekræftede mig i, at mit forløb ikke har været, som det burde. Og derfor har jeg hele tiden tænkt, at hvis fagpersoner uafhængigt af hinanden siger det, jamen så må der jo være noget om det. Derfor søgte jeg om erstatning hos Patienterstatningen, men min sag blev afgjort til mine praktiserende lægers fordel, fordi de jo ikke kunne vide, at det var kræft, lød det.
Jeg klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatning. De sendte min klage ind til en specialist i neurologiske skader. Han har gennemgået min sag, og hans vurdering er, at der er begået fejl hos både min praktiserende læge og på hospitalet.
Sagen ligger lige nu hos Patienterstatningen, men jeg har lige fået at vide, at jeg er berettiget til erstatning. Nu skal de så finde ud af, hvad erstatningen skal lyde på. Det gør de bl.a. ved at vurdere mine varige mén. Sagen har indtil videre taget mig halvandet år, og den er endnu ikke afsluttet.
Pengene er en fin gestus, men det er ikke årsagen til, at jeg søgte om erstatning. Det gjorde jeg fordi, jeg håber, at min sag kan være med til, at ingen anden skal gå det samme igennem.
Der er brug for opmærksomhed på, at unge også får kræft. Jeg er ung og udadtil, så jeg rask ud, men der var jo faktisk noget galt. Det var kræft.
Ung kræft er Kræftens Bekæmpelses indsats for unge, som har eller har haft kræft, i alderen 15-39 år. Ung kræft har 11 grupper over hele landet, hvor unge spiser sammen, bowler, klatrer i træer og går til stand up. De deler erfaringer, hænger ud, griner og bakker hinanden op i det svære. Ung kræft har også en enkelt gruppe for unge pårørende og efterladte til unge kræftpatienter. Læs mere om Ung kræft her og find din nærmeste gruppe.
