Ann Louise er til ultralydsscanning. Hun ligger på briksen og stirrer krampagtigt ind i væggen, mens jordemoderen kører apparatet hen over hendes gravide mave. Hun kan ikke få sig selv til at kigge på skærmen, hvor konturerne af et lille menneske viser sig.

”Ved mine andre børn var scanningerne glædelige begivenheder. Men nu var det hele bare så trist. Jeg kunne ikke holde ud at kigge på scanningsbillederne, for jeg vidste endnu ikke, om jeg skulle beholde barnet. Om jeg ville kunne varetage at blive mor igen,” forklarer hun.

Alligevel er det, som om scanningen rykker ved et eller andet.

”Det gjorde noget ved mig at vide, at der var et sundt og raskt lille barn derinde. Mine følelser begyndte at flytte sig, babyen blev mere virkelig. Og pludselig var der noget andet end sygdom, der fyldte i livet,” husker hun.

Ann Louise har flere samtaler med en psykolog. Og langsomt vokser erkendelsen: Hun vil have dette barn!

”Jeg følte, at når jeg var blevet gravid midt i alt det her – så var der nok en mening med det. Og jeg vidste jo, at Jacob og jeg var stærke sammen. Vi var begge overbeviste om, at tumoren var godartet. Vi skulle nok klare den!”

22. marts skal tumoren opereres ud. Ann Louises hoved bliver boret fast i et jernstativ, og hun skal være vågen igennem hele forløbet, så hun kan hjælpe lægerne med at vurdere, hvor meget de kan fjerne uden at skade det raske væv. Underligt nok er hun ikke bange.

”Alle på stuen var enormt professionelle, og jeg følte mig tryg – jeg har aldrig været så afslappet under noget så alvorligt. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det gik ud over barnet. Det var nok det, der fyldte mest hos mig,” fortæller hun.

Operationen går som planlagt, og to uger senere bliver Ann Louise og Jacob indkaldt til endnu en samtale. De er begge fortrøstningsfulde, for bivirkningerne efter operationen er ikke så slemme som frygtet. Men dagens besked rammer dem som en hammer i maven.

”Den gode nyhed er, at vi har fjernet mere af tumoren, end vi havde regnet med,” siger lægen.

”Men jeg er ikke så glad for svaret på vævsprøverne…”

Herefter hører Ann Louise ikke mere. Lægens ord blander sig sammen i en mærkelig pærevælling. Og hun kan kun tænkte én ting: Jeg har kræft. Jeg har kræft. Og jeg har valgt at være gravid. Fuck!

I sofaerne udenfor på gangen kommer tårerne. En sygeplejerske prøver at hjælpe ved at påpege, at kræften heldigvis ikke er i så fremskredent et stadie. Men Ann Louise kan ikke tage noget som helst ind lige nu. Hun vil bare væk.

Turen gennem Rigshospitalets lange gange bliver noget af det mest surrealistiske, Ann Louise nogensinde har oplevet. Da de gik den modsatte vej, var hun glad og fortrøstningsfuld. Men nu kan hun ikke få sig til at se folk i øjnene. Hun stirrer stift ned i gulvet. Og samtidig får hun en underlig fornemmelse af, at alle disse mennesker omkring hende har kræft.

”Det var ekstremt ubehageligt. Alting kom pludselig meget tæt på – samtidig med at jeg følte, at jeg gik i min egen underlige boble. Det var en virkelig mærkelig følelse,” forklarer hun.

Det føles som en evighed, før Jacob og Ann Louise endelig når ud til bilen, hvor de kan være alene. Han bliver ved med at sige, at det hele nok skal gå – at lægerne jo også har sagt gode ting. Men lige nu er det svært for hende at tro på. Hun stirrer bare ud gennem ruden på den regnvåde parkeringsplads. Hvordan i alverden skal hun klare det her?

Ann Louise skal vente i to måneder efter operationen, før lægerne kan vurdere, hvad næste skridt skal være. Den første tid er tung.

”Døden fyldte meget. Det værste var det med, at jeg måske ville forsvinde fra mine børn. Det var forfærdeligt,” husker hun.

Tanken om, at hun selv har valgt at forblive gravid, bliver ved med at vende tilbage – lægerne havde jo sagt til hende, at hun skulle overveje det grundigt. Kræftdiagnosen har ændret alting. Men samtidig kan hun også mærke, at hun ikke har fortrudt sin beslutning.

I begyndelsen blander chokket sig med bivirkningerne efter operationen. Hjernen er påvirket, og hun kan kun klare én opgave ad gangen: Bare det at lukke køleskabsdøren efter sig, når hun har sat mælken tilbage, er umuligt at overskue.

Men langsomt kommer kræfterne og hukommelsen tilbage. Hun kan bage boller igen. Lege med sine børn. Solen skinner hende i ansigtet, når hun cykler Sofie frem og tilbage til vuggestuen. Og hendes mave begynder at være synlig gennem tøjet.

Hun ved, at der er stor risiko for, at babyen skal ud, når de to måneder er gået – at han vil blive født alt for tidligt.

”Det var jeg meget bekymret for. Men det gav mig også et skub til at gå i gang med at forberede alt det praktiske. Jeg tillod mig selv at glæde mig til at blive mor igen. Og det var enormt dejligt at have det at fokusere på,” forklarer hun.