Theis sidder ved et cafébord i Rigshospitalets gårdhave sammen med sin far, Torben. Majsolen rammer dem i ansigtet, og sommeren er på vej. Men det er fuldstændig lige meget. For lige dér går det op for Theis: Hans far har kræft!

32-årige Theis har altid haft et tæt forhold til sin far. Som ung knægt på Amager kom han ud i en del ballade, og på et tidspunkt kom han på kant med loven. Men selv om Torben var politimand, følte Theis sig aldrig dømt ude af sin far.

”Jeg var en rod dengang. Men min far var altid først og fremmest… min far. Da jeg fik tatoveringer i ansigtet, blev min mor tosset. Men far tog det afslappet og syntes egentlig, det så meget sejt ud. Det er en god indikator for, hvordan han er,” siger Theis.  

For omkring syv år siden rammer Theis bunden. Han lider af angst og PTSD og har i en længere periode dulmet følelserne med alkohol. Det går op for ham, at han er misbruger. Og han beslutter sig for at lægge sit liv om.

”Jeg lod mig indlægge for at få behandling. Og da var min far der bare for mig: Han kørte mig til hospitalet, hjalp mig igennem forløbet – og da jeg kom hjem, passede han mig, selvom jeg jo var en voksen mand. Han fik mig til at føle mig tryg. Og det betød alt lige der,” fortæller Theis.   
 
Men her i Rigshospitalets gårdhave er det hele vendt på hovedet. Pludselig er det Theis, der skal være den stærke.
 
”For første gang i mit liv skulle jeg være den voksne af os to. Oven i købet skulle jeg selv have en datter to uger senere. Noget ændrede sig inden i mig lige der på bænken, og jeg blev voksen i en helvedes fart,” husker Theis.  

Et par måneder tidligere mærker Torben første gang, at noget ikke er, som det skal være. Han har en knude i halsen. Og selv om lægen i første omgang slår det hen, insisterer han på at blive undersøgt.

Timingen kunne næsten ikke være værre: Theis’ kone er højgravid – og det samme er Torbens datter, Theis’ søster. Så glæden og frygten blander sig på en underlig måde sammen for familien dette forår.  
 
Det hele kulminerer den dag, hvor Torben får sin kræftdiagnose.  

De tre tager på café for at snakke situationen igennem. Men som timerne går, får søsteren det mere og mere mærkeligt.  
 
”Til sidst havde hun det så skidt, at jeg var nødt til at køre hende på hospitalet. Så vi efterlod min far alene med sin kræftdiagnose og kørte ind på Riget. Og pludselig gik hendes vand, og hun gik i fødsel, to måneder før termin,” husker Theis. 
 
”Jeg var på hospitalet i mange timer, men når jeg prøver at huske tilbage, er det hele bare tåget. Det var en virkelig voldsom dag,” fortæller han.  
 
Både søsteren og barnet klarer den. Men med et for tidligt født barn har hun naturligvis svært ved at finde tid og overskud til at være der for Torben i de følgende uger. Så Theis føler, at han står med et kæmpestort ansvar for sin far – samtidig med at hans egen kone kan føde, hvad øjeblik det skal være.  
 
”Det hele var så vanvittigt i den periode: Jeg stod op tidligt om morgenen, tog på arbejde, ud til far, på hospitalet, hjem og tage mig af min gravide kone, der også havde brug for støtte… det er svært at sætte ord på, hvordan jeg havde det. Det var bare ren overlevelse.” 
 
Theis er ved at slide sig selv ned i forsøget på at være der for alle andre. Så da hans datter melder sin ankomst, beslutter han og Torben i fællesskab, at Theis skal trække sig lidt i baggrunden i forhold til det praktiske omkring sygdommen. 

”Jeg havde virkelig glædet mig til at blive far, og jeg havde brug for plads til at nyde fødslen. Min far satte pris på, at jeg kunne finde ud af at sige fra. Men jeg følte mig som den lorteste søn i hele verden, fordi jeg måtte trække mig, mens han stadig havde det skidt.” 
 

Der går et par uger, hvor Theis ikke ser sin far. Og da det sker, kan han næsten ikke kende ham igen. 

Det første, Theis får øje på, da han træder ind på hospitalsstuen, er sin store, stærke far – helt tynd og grå i ansigtet, iklædt hvidt hospitalstøj og med en sonde i næsen, fordi det gør alt for ondt for ham at spise.  
 
Faderen har tabt sig 13 kilo, og han er indlagt for at få mad i kroppen.  
 
”Han lignede jo en skindød, som han sad der! Og hans stemme var helt rusten på grund af behandlingerne. Det ramte mig lige i maven,” husker Theis.  
 
Alligevel tager han den glade maske på. Hans far har det skidt, både fysisk og psykisk. Så han holder sammen på sig selv og er igen den stærke søn, der spreder håb og humør.  
 
”Jeg forsøgte at tage pis på situationen og sige ’fuck det lortekræft, vi skal sgu nok klare den’. Og jeg tror, det hjalp ham. Men det var hårdt på den måde at holde mine egne følelser inde.” 

Efter besøget tager Theis elevatoren ned og går ud i sin bil. Og så bryder han sammen.  

”Jeg sad foran rettet og græd i en time. Det var første gang, jeg tillod mig selv at tænke: Hvad nu, hvis han dør? Ellers sagde jeg altid til mig selv, at selvfølgelig skulle han nok klare den. Men synet af ham i hospitalskostumet gjorde sygdommen meget visuel – og umulig at slå hen.” 
 
De følgende måneder er hårde for alle i familien. Selvom prognoserne for Torbens sygdom er gode, er det en barsk omgang. Men kroppen reagerer, som den skal på medicinen. Og midt på efteråret kommer endelig den besked, som de har håbet på: Torben er kræftfri. 
 
”Det var en kæmpe forløsning. Jeg havde det, som om mit hoved var blevet holdt under vand i en lang periode, og jeg havde kun akkurat fået luft nok til at overleve. Men den dag kunne jeg endelig trække vejret frit igen, og jeg tænkte ’yes man, nu er det endelig overstået’,” husker Theis.  
 
Men så let skal det desværre ikke gå.   

I al den tid, Torben har kræft, er familien i overlevelses-tilstand: Det her er noget, de skal igennem, og alle de mørke tanker bliver parkeret bagerst i hovedet. Men da først han er erklæret kræftfri, rammer tankerne med 180 kilometer i timen.  
 
”Da den første lettelse var forduftet, gik min far ned med flaget. Jeg tror først, det var der, det gik op for ham, at han havde været tæt på at dø. Det var faktisk den værste periode i hele forløbet,” siger Theis.  
 
Som mange andre kræftpatienter skal Torben nu til at forholde sig til senfølgerne efter en hård behandling. Selvom han ikke længere har kræft, er han ikke ’rask’ på samme måde som før. Og det er en svær pille at sluge.  
 
”Det var et kæmpe antiklimaks for os alle sammen. Jeg havde brug for, at vi skulle være glade. Men der kom ikke nogen glæde hos ham. Og det var svært at rumme for mig, efter alt hvad vi havde været igennem. Jeg blev pisseirriteret, for hvorfor fanden kunne han ikke bare være glad? Jeg vidste, det ikke var fair – om nogen burde jeg jo vide, hvordan det er at være psykisk nede. Men sådan var mine følelser,” forklarer Theis.  
 
Heldigvis er Theis’ søster kommet til hægterne igen. Og det skaber rum til, at Theis kan få lov til at mærke sig selv.   
 
”Jeg havde holdt på mine følelser i lang tid. Nu var der igen plads til mig. Og så gik jeg også ned med flaget. Det er lidt ligesom hvis du har arbejdet hårdt i lang tid, og så får du influenza, når du endelig har fri. Jeg var helt udmattet og ked af det,” indrømmer Theis.  

I dag er både Torben og Theis ovenpå igen. Selvom rollerne nok aldrig bliver som før, har alle i familien fundet hinanden igen. Torben er vendt tilbage til kollegerne på stationen. Og Theis har endelig fået lov at nyde livet som familiefar.
  

”Jeg føler mig sindssygt heldig, at det endte, som det gjorde. Men det har sat sig sine spor. Det var ikke bare min far, der blev ramt af kræft – det var os alle sammen! ”