”Jeg blev sendt hjem med en BH med vat i og tænkte: Hvad så nu?”

Jeg blev erklæret rask i august 2020. Men siden har jeg haft tilbagefald med metastaser i ryggen og hovedet.

I de perioder, hvor jeg havde stærke smerter, kunne jeg ikke så meget sammen med min mand. Og selve intimiteten forsvandt også hurtigt.

Der gik meget praktik og sygdom i den. Jeg kæmpede for at være mor – for at være det hele. Mine børn var meget bekymrede, og nogle gange havde jeg børn på skødet hele tiden.

Jeg kunne bare ikke klare at blive rørt mere.

Mit palliative team havde vist været på kursus på sexologisk afdeling, og bagefter opfordrede lægen mig til at opsøge en sexolog:

- Det synes jeg, at alle kvinder burde gøre. Men især i den situation, som I er i. Kunne det ikke være noget for dig?

-  Jo… det kunne det nok godt, svarede jeg.

 Jeg har altid været meget privat. Men det var en lettelse at blive skubbet ud i det.

I sensommeren 2022 kom jeg for første gang til sexolog. Her lærte jeg, at jeg skal øve mig i at elske min krop igen.

Blandt andet med en noget så simpel øvelse som at vaske mig ind i sæbe.

Én ting er, at kroppen ser anderledes ud. Men jeg lærte også, at det er normalt at have føleforstyrrelser og steder på kroppen, der føles anderledes.

Så det der med at lære min krop at kende på ny var virkelig godt for mig.

Senere kom min mand med i det. Vi skulle bare ligge tæt og mærke hinanden.

Holde i hånden og røre ved hinanden på en ny måde, uden at det behøvede at føre til mere.

I stedet for at sidde i hver vores ende af sofaen, sad vi lige pludselig ved siden af hinanden. Det var små ting.

Men den intimitet, vi havde der på sofaen, var jo lige så vigtig som den, vi havde i soveværelset.

Min opfordring til de sundhedsprofessionelle er, at de ikke skal være bange for at spørge ind – og fortælle om andres erfaringer. 

Jeg havde brug for at vide, at det var normalt at have det som mig. At det ikke bare var mig, der var fjollet.

At jeg nok skulle komme igennem det hele.