”Jeg blev sendt hjem med en BH med vat i og tænkte: Hvad så nu?”

Vi skal turde tale om, hvordan sygdom påvirker forholdet til kroppen og kærligheden, lyder opfordringen fra 36-årige Kristina Sutherland Strang i dette essay.

                                                             

Efter flere års kræftsygdom døde Kristina ulykkeligvis i november 2023. Det er de pårørendes ønske, at artiklen her stadig skal bringes, da hun igennem alle sine år med kræft kæmpede for at gøre forholdene for andre unge med kræft bedre ved at stille op og fortælle åbent om sit forløb.

 

Hvis min mand pludselig kyssede mig i nakken, kunne jeg være sådan:

- Ej, lad være. Det fører jo ikke til noget!

Kræft har haft kæmpestor betydning for intimiteten mellem os. Når jeg ikke føler mig attraktiv, er det svært.

I 2019 blev jeg ramt af brystkræft. På hospitalet snakkede jeg med lægerne og sygeplejerskerne om, at jeg skulle have fjernet et bryst. Men ikke rigtigt om, hvad det betød.

Efter operationen fik jeg en BH med vat i, der var alt for stor i omkredsen. Så kunne jeg få den på og gå hjem. Det var det.

Så stod jeg dér, skaldet og uden et bryst, og følte mig ikke særligt kvindelig.

- Hvad så nu? tænkte jeg bare.

Det var forfærdeligt. Jeg ville ønske, at nogen havde taget mere fat i mig. At vi havde snakket om, hvad det betød for mig, at kroppen ændrede sig så meget.

Jeg blev erklæret rask i august 2020. Men siden har jeg haft tilbagefald med metastaser i ryggen og hovedet.

I de perioder, hvor jeg havde stærke smerter, kunne jeg ikke så meget sammen med min mand. Og selve intimiteten forsvandt også hurtigt.

Der gik meget praktik og sygdom i den. Jeg kæmpede for at være mor – for at være det hele. Mine børn var meget bekymrede, og nogle gange havde jeg børn på skødet hele tiden.

Jeg kunne bare ikke klare at blive rørt mere.

Mit palliative team havde vist været på kursus på sexologisk afdeling, og bagefter opfordrede lægen mig til at opsøge en sexolog:

- Det synes jeg, at alle kvinder burde gøre. Men især i den situation, som I er i. Kunne det ikke være noget for dig?

-  Jo… det kunne det nok godt, svarede jeg.

 Jeg har altid været meget privat. Men det var en lettelse at blive skubbet ud i det.

I sensommeren 2022 kom jeg for første gang til sexolog. Her lærte jeg, at jeg skal øve mig i at elske min krop igen.

Blandt andet med en noget så simpel øvelse som at vaske mig ind i sæbe.

Én ting er, at kroppen ser anderledes ud. Men jeg lærte også, at det er normalt at have føleforstyrrelser og steder på kroppen, der føles anderledes.

Så det der med at lære min krop at kende på ny var virkelig godt for mig.

Senere kom min mand med i det. Vi skulle bare ligge tæt og mærke hinanden.

Holde i hånden og røre ved hinanden på en ny måde, uden at det behøvede at føre til mere.

I stedet for at sidde i hver vores ende af sofaen, sad vi lige pludselig ved siden af hinanden. Det var små ting.

Men den intimitet, vi havde der på sofaen, var jo lige så vigtig som den, vi havde i soveværelset.

Min opfordring til de sundhedsprofessionelle er, at de ikke skal være bange for at spørge ind – og fortælle om andres erfaringer. 

Jeg havde brug for at vide, at det var normalt at have det som mig. At det ikke bare var mig, der var fjollet.

At jeg nok skulle komme igennem det hele.

Unge patienter vil gerne tale om sårbare emner

Kristina står ikke alene med sin opfordring til sundhedsprofessionelle om at turde bringe krop, parforhold og lignende emner på banen.

I en undersøgelse blandt unge kræftpatienter udtrykte størstedelen af de unge, at de gerne ville tale om de mere sårbare emner, som fylder meget i kræftbehandlingsforløbet.

Du kan læse hele rapporten fra projektet Ung i Tale her:
Ung i tale

Du kan også finde en række konkrete råd til, hvordan du som sundhedsprofessionel gør sårbare emner til en naturlig del af samtalerne, i den tilhørende guide:
Ung i tale - guide

                                                             

Tekst: Sofie Gauger Munk
Foto: Flemming Leitorp 
Publiceret: September 2023