"Jeg græd lidt der på parkeringspladsen"

Hver dag knokler næsten 700 medarbejdere og 30.000 frivillige for kræftsagen. En af dem er fundraiser Silvia Dan. For hende er det særligt en solvarm eftermiddag foran et butikscenter i Slagelse, der har sat sig fast i erindringen som den dag, hun gjorde en forskel.

                                                             

SILVIA DAN, FUNDRAISER:

Det havde været en lang og varm dag foran butikscenteret i Slagelse. Folk var i sommerferiehumør, og der var næsten ingen, der gad tale med mig. Men sidst på eftermiddagen dukkede et ældre ægtepar op. Og da kvinden hørte, at jeg kom fra
Kræftens Bekæmpelse, spidsede hun ører:

”Min mand har selv kræft, så det vil jeg gerne støtte,” sagde hun og kiggede over på sin mand.

”Men det er op til dig?”

Han sagde ikke ret meget. Men det var tydeligt, at han blev rørt over hendes gestus. Og et par minutter senere gik de glade derfra med et medlemskab af Kræftens Bekæmpelse i indkøbsposen.

Det lykkedes mig at holde facaden. Men bagefter var jeg nødt til knibe en tåre. For det rører mig altid, når folk fortæller deres personlige historier i forbindelse med, at de bliver medlem. Så kan jeg mærke, at min arbejdsplads betyder noget for dem – og jeg ved samtidig, at nu har jeg gjort en forskel for kræftsagen.

Hvert enkelt medlem er vigtigt. Ellers ville vi jo ikke have råd til at drive forskning, kræftrådgivninger og alt det andet. Og så betyder det noget at have mange folk med, når der for eksempel skal drøftes kræftpakker med politikerne. Jo flere vi er, desto stærkere står vi.

Af og til er det hårdt at stå på gaden for at hverve medlemmer. Nogle mennesker bliver irriterede, og der er sågar folk, der kan finde på at råbe ad os. Men helt ærligt, så gør vi jo bare vores arbejde. Og vi er afgørende for foreningen, ellers ville den slet ikke være så stærk, som den er i dag.

Heldigvis får jeg også mange søde tilbagemeldinger:

”Tak, fordi du står her – kræft kan jo ramme os alle,” siger folk nogle gange til mig, når de går forbi.

Det bliver jeg selvfølgelig glad for. Og ja – jeg ved om nogen, at kræft rammer tilfældigt. Som barn fik min storebror leukæmi. Det var hårdt for os alle sammen, specielt mine forældre. Han blev heldigvis rask, men jeg tænker ofte på ham i løbet af min arbejdsdag. Så får jeg endnu mere lyst til at støtte op om at finde bedre behandlinger mod denne her frygtelige sygdom. Det er en kæmpe motivation.

Vil du være en del af kræftsagen?

Bliv medlem her

Silvia Dan

Tekst: Rikke Hovn Poulsen      Foto: Morten Andersen 

Publiceret: Juni 2023