Holdkaptajnen

Står op klokken halv syv. Med tre store døtre og ét badeværelse kræver det kirurgisk præcision at nå derud. Heldigvis lykkes det akkurat, og jeg svinger mig op på cyklen i god tid, så jeg kan tage en lille omvej på arbejde langs Søerne i København. Sådan en forårsmorgen, hvor solen spejler sig i vandet… det er jo skønt!

Jeg er virkelig blevet morgenmenneske på mine gamle dage – det er, som om der er lidt højere til loftet på den tid af dagen. Mine møder begynder ved ni-tiden, men jeg forsøger at være på kontoret en time før, så der er tid til nogle mere uformelle snakke. Det har folk luret, så der er altid nogen, der stikker hovedet ind.

I dag er det et par kollegaer, der vil diskutere senfølgepolitik. Det er et emne, der bliver vigtigere og vigtigere for Kræftens Bekæmpelse, fordi flere overlever kræft og derfor må leve med eftervirkningerne. Så det prøver vi at sætte højt på dagsordenen overalt.

I sidste uge var jeg til konference i Vatikanet med nogle af verdens dygtigste kræftforskere. På forhånd havde jeg svært ved at forstå, hvorfor jeg havde fået plads blandt alle de ekstremt kloge hoveder, men det viste sig, at min viden om at sætte en politisk dagsorden var meget brugbar. Det var spændende – og fantastisk at se de private gemakker bagved. Men turen betyder også, at min kalender i dag er endnu mere tætpakket end sædvanligt.

På cykelturen hjem gør jeg et stop for at mødes med den tidligere departementschef i Sundhedsministeriet. Vi har været kollegaer i mange år, så vi drikker en kop kaffe og udveksler holdninger til sundhedsvæsenet.

Om aftenen roder jeg mig ud i en længere diskussion med en af mine døtre. Hun går i 3.g og er i gang med en større opgave, så hun vil lige høre faderen om det guddommelige hos Platon og Nietzsche. Det er vildt, så meget unge kan nu om dage – hun er tydeligvis meget klogere end sin far!

Over morgenmaden læser jeg avis. Jeg holder både Politiken, Berlingske og Weekendavisen, men jeg er åbenbart en af de eneste, der stadig er så gammeldags, at jeg insisterer på at læse dem på papir – affaldssorteringen er i hvert fald ikke indrettet til det. Vi har syv skraldespande, og den til papir er mikrolille.

Vel ankommet i Kræftens Bekæmpelse er det tid til et af mine favoritarrangementer: Jeg skal byde velkommen til et hold nye frivillige fra vores genbrugsbutikker. Jeg får lov til at kloge mig lidt, og de stiller altid nogle gode og anderledes spørgsmål. Det er virkelig sjovt.

De frivillige er rygraden i alt, hvad vi foretager os i Kræftens Bekæmpelse – uden dem var vi ingenting. Jeg nyder altid at mødes med dem, og jeg tager jævnligt rundt til arrangementer, fra Horsens til Bornholm, for at hilse på i vores genbrugsbutikker og kræftrådgivninger, holde oplæg i lokalforeninger, deltage i Stafet for Livet og en masse andet.

Bagefter byder dagen på et noget mere jordnært møde med afdelingscheferne, men emnet er skam spændende nok: Vi evaluerer foreningens arbejde med ulighed. I Danmark er der 15 års forskel i kræftoverlevelsen, alt efter hvor velstillet man er. Jeg mener, at ulighed er et valg, vi har taget som samfund – hvis vi ville, kunne vi sagtens gøre noget ved det. Der har vi i Kræftens Bekæmpelse et stort ansvar for at gå forrest, og på mødet får jeg også præsenteret flere konkrete resultater fra de seneste år. Godt at se, at der sker noget.

Apropos ulighed, så har jeg om aftenen et onlinemøde med en læge fra Nuuk. I Grønland er kræft-dødeligheden dobbelt så høj som herhjemme. Vi er i gang med at etablere en kræftrådgivning deroppe, og jeg håber virkelig, at vi kan være med til at gøre en forskel. Jeg har selv boet i Nordgrønland som ung knægt, så Grønland har altid betydet noget helt særligt for mig.

Jeg har udviklet et ritual: Når jeg cykler på arbejde om morgenen, hører jeg altid P1 Morgen for at være up to date på verdenssituationen. Men på vej hjem er der reggae i ørerne. Det har jeg været vild med, siden jeg som ung hørte Bob Marley på Roskilde Festival. For nogle år siden var jeg endda til verdens største reggaefestival på Jamaica, der starter klokken ti om aftenen og kører hele natten. Fantastisk!

Dagens højdepunkt er, da jeg over middag slår et smut forbi Christiansborg for at deltage i en konference arrangeret af vores venner i Lungeforeningen. Jeg er en del af et panel, der diskuterer, hvordan man kan bruge erfaringerne fra kræftområdet til at løfte behandlingen af KOL-patienter. For 15-17 år siden var kræftbehandlingen i Danmark i bund internationalt, men siden har vi løftet os til at være blandt de bedste. Det er takket være en systematisk indsats på mange forskellige områder.

Jeg har ti punkter med, som forhåbentlig kan bruges som inspiration andre steder i sundhedsvæsenet. Det er meget positivt, når vi patientorganisationer samarbejder på den måde. Faktisk har vi og Lungeforeningen mange fælles interesser, for eksempel når det kommer til rygning. Når vi rotter os sammen på vigtige dagsordener, står vi stærkere, end vi gør hver for sig.

Det er altid en fornøjelse at besøge Christiansborg, men jeg savner ikke hverdagen på Slotsholmen. Det er et stort privilegium at få lov at arbejde for kræftpatienter og deres pårørende, og med så kæmpestor folkelig opbakning. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre eller vigtigere sag, og jeg tænker hver dag på, at jeg har verdens bedste job!

I dag er det lykkedes os at samle forskere, hospitalsfolk, patientforeninger, folk fra styrelser og andet godtfolk, der arbejder med prostata-screening i Danmark, til en stor konference. Her præsenteres sidste nye internationale viden på området.

Der er ret stor uenighed mellem de forskellige aktører, om det vil være en god idé at indføre et nationalt screeningsprogram – altså om alle mænd skal screenes for prostatakræft på linje med mammografier for brystkræft. Forskerne mener ikke, der er belæg for at gøre det lige nu, mens vores venner i Prostataforeningen er stærke fortalere for det. De to parter har stået stejlt over for hinanden, så vi er på forhånd spændte på, hvordan det vil gå. Men jeg tror på, at det virker supergodt at samle dem i et rum og få en god, fremadrettet diskussion.

Jeg er jo ikke selv fagperson, men jeg bliver voldsomt meget klogere i løbet af dagen. En af konklusionerne er, at vi under alle omstændigheder skal blive bedre til tidlig opsporing af prostatakræft i de kommende år. Måske kan vi snart få hjælp af kunstig intelligens? Det er et spændende område, hvor der sker meget.

Om aftenen tager jeg i biffen med min kone og en af vores døtre. Det er skønt at læne mig tilbage i to timer, mens det eneste, der forventes af mig, er, at jeg investerer i en billet og et stort bæger popcorn. Vi ser den vanvittige irske ’The Banshees of Inisherin’ – en af de mærkeligste film, jeg har set i mange år, men samtidig fuldstændig fantastisk. Jeg kan ikke ryste den af mig i flere dage bagefter.

Jeg lægger ud med en times kaffesnak med to journalister fra mediet Mandag Morgen, der vil høre, hvad jeg tænker om civilsamfundets rolle i Velfærds-Danmark.

Det er i første omgang kun til baggrund – ikke noget, de umiddelbart har tænkt sig at bruge i en artikel. Men det er alligevel vigtigt på den måde at være med til at præge debatten.

Jeg bruger ret meget tid på at tale med medier og journalister. Man kan nærmest kalde mig en slags udenrigsminister, der er med til at tegne vores forening i pressen. Vi er jo i høj grad også en interesseorganisation, som lever af at sætte politiske dagsordener på vegne af alle landets kræftpatienter og pårørende. Og det gør man i hvert fald delvis via pressen.

Senere på dagen laver jeg en lille video til en konference i Lægemiddelindustriforeningen. I Kræftens Bekæmpelse gør vi en dyd ud af at være uafhængige, så vi modtager ikke støtte fra medicinalbranchen – undtagen  for eksempel til Knæk Cancer eller Landsindsamlingen, hvor de kan donere på lige fod med alle andre. Men derfor har vi jo alligevel nogle fælles snitflader, for eksempel udvikling af ny medicin, så selvfølgelig går vi i dialog med dem, når det giver mening.

Aktuelt har de lavet en rapport om, hvordan man øger kræftoverlevelsen i Danmark, og jeg er blevet bedt om at kommentere fra patienternes synsvinkel. Det gør jeg gerne, for det er altid vores opgave at være kræftpatienternes vagthund og bide magthaverne i haserne alle vegne.

Sidst på dagen drikker jeg kaffe med Lægeforeningens direktør. Det gør vi cirka hvert halve år for at holde styr på, hvad hinanden mener om diverse emner inden for sundhedsvæsenet. Personlige relationer betyder overraskende meget i et job som mit.

Der ryger ofte sindssygt mange kopper kaffe ned i løbet af en arbejdsdag. Men det er fint, for jeg elsker kaffe! Faktisk går der en vandrehistorie om mig i Statsministeriet: De satte altid en ekstra kande kaffe frem, når jeg som departementschef i Undervisningsministeriet kom til møde derovre, fordi de vidste, at jeg drak så meget kaffe. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det passer nok meget godt. Af og til prøver jeg at skære lidt ned, for det er måske ikke så sundt med al den kaffe. Men der går aldrig mere end en uge, så er indtaget tilbage på normalt niveau igen.

Fredagen topper sidst på eftermiddagen, da jeg besøger min datters gymnasium for at se hende danse lancier med klassekammeraterne. De danser ikke specielt godt, men sådan et hold unge, smukke, søde mennesker med livet foran sig… Det er svært ikke at blive optimist på Danmarks fremtids vegne ved sådan et syn!