- Vi svæver stadig på en lyserød sky. Det var en fantastisk dag, selvom den kom til at foregå anderleder end vi oprindeligt havde planlagt. Men nu er vi endelig blevet gift. Det har længe stået øverst på min ønskeliste over ting, jeg skal nå i mit liv – og vi nåede det! Vi fik ovenikøbet lov til at fejre dagen sammen med vores venner og familie – uden at vi selvfølgelig var fysisk sammen. 

Sådan fortæller Anne Smidt efter, at hun lørdag den 21. marts – på sin 29 års fødselsdag – hjemme i huset i Århus sagde ja til sin kæreste, Franz Posch.

Men så kom livet på tværs igen. Denne gang i form af coronavirussen, der for 14 dage siden for alvor rullede ind over Danmark. 

- Jeg havde lige gennemgået en stor operation i ryggen, hvor jeg næsten havde mistet min førlighed – og så kom det her oveni. Vi kunne jo godt se, at vi nok var nødt til at aflyse vores bryllup, og det kunne jeg slet ikke kapere. Der gik faktisk fire dage, hvor vi slet ikke talte om det.

- For vi kan ikke bare udskyde brylluppet og vælge en ny dato, da ingen kan sige, hvor jeg er henne om bare en uge på grund af min sygdom. Og jeg kan heller ikke udsætte mig selv for at blive smittet med coronavirus, så vi kunne ikke se nogen anden udvej end at aflyse, fortæller Anne.

Men det kunne Annes svigermor. Så hun præsenterede Anne og Franz for idéen om et virtuelt bryllup: 

- Hun foreslog, at vi skulle opsætte et konferencekald via et program, der hedder Zoom. Alle vores gæster skulle være på med video, og på den måde kunne vi stadig være sammen – bare i hver vores bolig Da den plan tog form, kunne jeg pludselig trække vejret igen. Og så begyndte vi at glæde os.

'Nu kan det ikke gå galt!'

På ganske få dage blev et helt nyt arrangement stablet på benene., Anne og Franz pakkede gaveposer til alle gæsterne. I dem lå deres bordkort og pynt, så alle kunne pynte op til bryllup i deres eget hjem. Cateringfirmaet portionsanrettede maden, og de piger, der skulle have serveret til festen, sagde i stedet ja til at køre rundt og levere mad, gaveposer og drikkevarer til gæsterne.

 Da Anne og Franz i lørdags vågnede op til en smuk dag med høj sol og rimfrost i græsset, var det med sommerfugle i maven og store forventninger til dagen. Formiddagen gik med at pynte rækkehuset og gøre klar til fest. Gaver og blomster blev leveret på dørtrinnet hele formiddagen igennem, og om eftermiddagen ankom præsten, en fotograf, to vidner og Anne og Franz’ mødre. 

Videokameraet blev sat op og indstillet, så alle gæsterne kunne se brudeparret. Langsomt begyndte de festklædte gæster at dukke op på fjernsynsskærmen i stuen, og så gik vielsen i gang.

- Det var en meget speciel følelse at sidde der i sin egne stue i brudekjole. Vores mødre stod og så på med tårer i øjnene, og jeg tænkte bare: ’ Nu kan det ikke galt – nu sker det endelig!’ Det var helt vildt overvældende. 

Anne og Franz har været isolerede de sidste par uger af frygt for at bliver smittet med coronavirus, og ingen af dem havde set deres mødre længe, så også det var en overvældende oplevelse.

- Jeg græd bare, da jeg så min mor – jeg følte mig som en lille pige igen. Men vi skulle jo stadig holde afstand, så jeg kunne selvfølgelig ikke kramme hende – men det var fantastisk, at hun var med, smiler Anne. 

Efter vielsen tog præsten, vidnerne og de to mødre afsted igen. Kun fotografen blev for at tage et par billeder af det nygifte par ude i haven. 

Og snart efter tonede de 99 gæster frem på skærmen igen. Den første time gik med, at alle hver især præsenterede sig selv og fortalte om deres relation til brudeparret. Dernæst fik alle tid til at varme forretten, og mens selskabet spiste begyndte de første taler og indslag. Alt sammen som ved et helt traditionelt bryllup – eneste forskel var, at gæsterne sad hver for sig og kun fulgte med på skærmen.