Der er ingen, der hjælper Didde med, hvordan hun kan tale med Agnete om, at hendes mor har fået kræft. Men hun googler som en vanvittig: ”Børn og sorg”, ”børn og kriser”, ”kræft i familien”, ”mor har kræft”. Hun ringer til en organisation, der arbejder med børn og sorg, og har en telefonsamtale med en psykolog om, hvor dan hun bedst kan hjælpe Agnete.

- Jeg fortalte, at vi snakkede meget om det og at jeg havde aftalt med Agnete, at jeg ikke holdt noget hemmeligt. Psykologen bekræftede mig i, at det var godt at være åben, så der ikke opstod spekulationer. Og at jeg skulle acceptere, at Agnete ikke var mig, og måske ikke havde samme behov for at snakke. Hun skulle bare vide, at hun altid kunne komme til mig.

Diddes behandling kører slag i slag. Hun kalder det et ’nemt forløb’, men kemoen giver hende kvalme, hun taber håret, og hun er træt. I august får hun fjernet det ene bryst.

- Jeg lå meget i min seng og havde ingen hår og øjenvipper eller noget som helst - det var hårdt for hende at se. Og jeg ville bare helst, at hun kunne komme over det så nemt som muligt.

Didde oplever, at Agnete sidder mere på sit værelse og snakker mindre med vennerne.

- Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Var hun bare en almindelig teenager, eller havde det noget med min sygdom at gøre?  Jeg lagde mærke til, om hun grinede med sine venner, om hun var sammen med dem. Jeg spurgte også alt for meget: ”Har du snakket med nogen?” eller ”Nå, du har ikke snakket med nogen i dag?”. Jeg skrev også til lærerne hele tiden. Hun var ved at få pip af mig, og jeg var også ved at få pip af mig selv.

Men Didde finder ikke nogen samtalegruppe for unge med alvorligt syge forældre. Ingen organisationer i Esbjerg har nogen. Kommunen har heller ikke. Kræftens Bekæmpelse i Vejle har en gruppe, og Didde er villig til at køre Agnete derhen, men den er for unge, der har terminalt syge forældre. Det har Agnete ikke.

- Esbjerg er den sjette største by i landet, men kan ikke engang mobilisere en gruppe for børn med syge forældre. De har brug for hinanden, det er jeg sikker på. Det er skide tarveligt.

Didde ville ønske, at der havde være lige så meget fokus på Agnete, som der var på hende, da hun blev syg.

- Det største og mest vidunderlige maskineri gik i gang for mig, da jeg fik kræft. Jeg ville sådan ønske, at det samme var sket for Agnete. Fokus var kun på mig. Men hvad gør det ved et barn at blive udsat for sådan et traume, som det er? Slipper man nogensinde den angst?

Didde ved godt, hvad der vil hjælpe hende og alle forældre og børn, der kommer i samme situation som hun og Agnete har været i.

- Jeg ville ønske, vi havde fået sådan en care-package. At der var et professionelt menneske, der havde haft fat i Agnete, ligesom de havde fat i mig. Nogen, der tog styringen. Der skulle også være en folder til Agnete om, hvilke reaktioner, der er normale, og om hvordan man kan håndtere de følelser og tanker, der kommer. Måske andres historier om at have en forælder med kræft. Og information til forældre og tilbud om psykolog og samtalegruppe med andre børn.