|
PANAGIOTIS GALANOS, POSTDOC, |
|
Som jeg stod der mutters alene i det mennesketomme laboratorium, mindede det lidt om kulisserne i en gyserfilm, hvor morderen ville springe frem om lidt. Jeg skulle egentlig have været til påskefrokost med familien ligesom alle andre, men jeg var nødt til at melde fra. Jeg kunne ikke gå lige nu. Jeg havde været i gang med forsøget i næsten en måned. Som ph.d.-studerende på universitetet i Athen forsøgte jeg at genskabe nogle processer i laboratoriet, som foregår i kræfttumorer i mennesker. Når kræft behandles, bliver cellerne populært sagt gamle og dør. Men der er nogle få celler, der undslipper og spreder sig i stedet for at dø. Sammen med nogle kollegaer havde jeg i lang tid spurgt mig selv, hvordan det kunne ske? Og pludselig kunne jeg – midt i det påsketomme laboratorium – se i mikroskopet, hvordan cellerne undslap en proces, som tidligere blev anset for ensrettet. Det var kæmpestort. Sekundet efter blev jeg mistroisk over for mit eget forsøg. Det er en typisk forskerting: Vi vil bevise vores resultater igen og igen, før vi tør tro på dem. Til alt held lykkedes det mig senere at genskabe forsøget. Det samme gjorde kollegaer i Danmark, Spanien og Skotland, som jeg arbejdede tæt sammen med. Men den slags tager tid, så der gik to år, før vi kunne offentliggøre en artikel i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift. Da var jeg i gang med at afsone min værnepligt på et militærhospital, og min general var komplet ligeglad. Så jeg fik aldrig rigtigt fejret det. Heldigvis blev artiklen godt modtaget, og den er blevet citeret mange gange. Det er i forskerkredse tegn på, at du har gjort et godt stykke arbejde, for det viser, at andre bygger videre på din forskning. |
|
En af dem, jeg samarbejdede med om forsøget, var professor Jiri Bartek fra Kræftens Bekæmpelse. Han er verdensberømt inden for mit felt, så da han foreslog mig til at komme til Danmark, slog jeg til med det samme. Det er lidt af et drømmested for mig – her er alle de faciliteter, jeg har brug for, og et miljø med topforskere fra hele verden. Jeg har fået lov til at sammensætte mit eget team med to kandidatstuderende og en ph.d.'er. Vi bygger hele tiden oven på resultaterne fra det tomme laboratorium i Athen. Målet er med tiden at være med til at udvikle bedre kræftbehandlinger. En af mine første oplevelser i Kræftens Bekæmpelse var et introkursus, hvor det blev gennemgået, hvor pengene kommer fra. Jeg blev imponeret over, hvor meget danskerne giver. Det er bare… wow! Det giver mig endnu mere lyst til at gøre en forskel, når så mange mennesker er investerede i kræftsagen. Det eneste minus ved at arbejde i Danmark er grøntsagerne. Jeg savner de friske tomater fra haven i Athen. Men derudover føler jeg mig altså meget privilegeret. |
|
|
Artiklen blev første gang bragt i magasinet Tæt på Kræft i juni 2023. Du kan se hele magasinet her: |
Tekst: Rikke Hovn Poulsen Foto: Morten Andersen
Publiceret: Juni 2023