Skal man op til de øverste etager i Kræftens Bekæmpelses hovedbygning på Østerbro i København, kræver det et særligt adgangskort. På computerne ligger der nemlig fortrolige cpr-numre og sygdomsoplysninger, og i laboratorierne er forsøg med kræftceller i gang. Så her er adgang strengt forbudt for uvedkommende.

Vi befinder os i Kræftens Bekæmpelses eget forskningscenter – en labyrint, der strækker sig over flere etager i fire bygninger forbundet af gangbroer i glas. På fjerde sal sidder forskerne foran deres computere og arbejder med epidemiologisk forskning. Her bliver data fra store registre brugt til at forske i årsagerne til kræft, og i hvad der kan beskytte mod sygdommen. For eksempel har forskerne på etagen været med til at slå fast, at frugt, motion og fuldkorn mindsker risikoen for kræft.

På opslagstavlerne hænger billeder fra julefrokosten, feriepostkort, babybilleder og præsentationer fra konferencer. Navneskiltene afslører, at mange af forskerne her er opvokset under fjerne himmelstrøg langt fra Østerbro: Orlandi, Lambrughi, Sanchez, Mashkoor. Internationalt samarbejde og videndeling er nemlig afgørende inden for forskningsverdenen. Så i dag er centeret arbejdsplads for 290 ansatte fra 32 lande. Nogle er her i en periode, andre slår rod. 

For enden ad gangen holder seniorforsker Johnni Hansen til i et enmandskontor. Det begrænsede lys i rummet kommer fra to skråvinduer. Væggene er fra gulv til loft fyldt med bøger og ringbind. Her kan han fordybe sig i tal og analyser uden at blive forstyrret af naboens radio eller plæneklipper.

- Jeg ved godt, at jeg har mange papirer. Men der er system i det. For nogle år siden skulle jeg skifte kontor, og jeg var så heldig, at nogle kolleger flyttede det hele. Selv om de gjorde sig umage for at genskabe bunkerne, var det et helvede, smiler han.

Johnni Hansen forsker i arbejdsmiljø, og han har været i Kræftens Bekæmpelse, siden han tog sin forskeruddannelse for over 30 år siden – kun afbrudt af nogle år på Arbejdsmiljøinstituttet. Han sætter nemlig stor pris på den frihed, han har til sin forskning her, hvor administration og bureaukrati ikke er overvældende. Og hvor han i høj grad selv kan sætte retningen for sin forskning.

Den erfarne forsker var den første til at finde en sammenhæng mellem natarbejde og brystkræft. Hans forskningsresultater gav genlyd i hele verden, og blandt andet BBC og CNN ringede for at få interviews. 

Som forsker er kontakt med medier og bekymrede borgere ikke en hovedopgave, men Johnni ser samtalerne som en vigtig opgave.

- Mange er bekymrede, hvis de har været udsat for asbest, Roundup eller PFAS, fordi de har hørt historier i medierne. Jeg kan være med til at sætte det i perspektiv og berolige folk. Så det er vigtigt, at min viden bliver brugt og kommer ud, forklarer han. 

At forskningsresultaterne bliver brugt ude i den virkelige verden, er der dog ingen tvivl om: Takket være Johnnis og andres forskning i sammenhængen mellem kræft og natarbejde er antallet af sammenhængende nattevagter nu begrænset for blandt andre sygeplejersker. Og hans forskning i asbest har ført til, at mennesker, som har fået lungehindekræft på grund af asbest, nu kan få erstatning, også selv om de ikke selv har arbejdet med asbesten.

Det er ingen tilfældighed, at Center for Kræftforskning er placeret i samme bygninger som resten af Kræftens Bekæmpelses hovedkontor. Det betyder nemlig, at der er et tæt samarbejde med resten af organisationen. 

På den måde bliver de nyeste forskningsresultater hurtigt omsat til konkrete indsatser og initiativer i de afdelinger, der arbejder med patientstøtte, forebyggelse, politiske indsatser og fundraising. For eksempel kan forskernes nye viden om HPV-vaccinen bruges til oplysningskampagner i forebyggelsesafdelingen. Og fundraising-kollegaerne kan bruge et nyt forskningsgennembrud til at motivere flere mennesker til at melde sig ind i foreningen. 

Men også internt i Center for Kræftforskning arbejder mennesker med forskellige faglige baggrunde. Det er faktisk en vigtig del af centerets opbygning, at der i den ene ende arbejder forskere med ekspertise i såkaldt epidemiologisk forskning – altså dem, der som Johnni dykker ned i store mængder af tal og data. Og i den anden ende går en anden slags forskere rundt i kitler og udfører forsøg i laboratorierne.

En af kittel-forskerne er Jonathan Stahl-Meyer. Han er del af gruppen Celledød og Metabolisme, der forsker i lysosomer. Lysosomer findes i cellerne og udfører et hav af funktioner - primært i stofskiftet. Tidligere troede man, at cellen døde, hvis der gik hul på lysosomerne. Men Jonathans forskning har vist, at det ikke er tilfældet. Nærmere betegnet viser hans forskning, at 'lysosomal lækage' faktisk har en vigtig funktion under celledeling, en livsnødvendig proces for os mennesker. Resultaterne gør os klogere på, hvordan celler opfører sig, og kan med tiden blive en brik i det puslespil, der kan føre til ny kræftbehandling.

Det meste af Jonathans tid går med forsøg i laboratoriet, når han da ikke lige skiver på en videnskabelig artikel eller analyserer data på sin computer. Han har været i Kræftens Bekæmpelse, siden han blev færdig med sin uddannelse i biokemi for syv år siden, og han har taget sin forskeruddannelse her. 

- Jeg syntes, det var fedt at arbejde med celler i laboratoriet, og det var fantastisk at komme ind i Kræftens Bekæmpelse. Det var et kæmpe laboratorium med fede faciliteter og mange muligheder som celleforsker – for en laboratorienørd som mig var det en stor legeplads, fortæller han.

I sine syv år i Kræftens Bekæmpelse har Jonathan været en del af flere forsøg med banebrydende resultater. Men også det sociale spiller en stor rolle: 

- Jeg har mødt mange dygtige og søde mennesker her – det er et meget internationalt miljø, og folk er meget samarbejdsvillige. Det har virkelig været en fornøjelse. Ikke mindst vores bordtenniskampe i kælderen… der er blevet banket nogle bolde afsted! Det er supersjovt og skaber sammenhold, fortæller han.

Jonathans kontrakt i forskningscentret udløber snart, og han er på vej til et nyt job. Der er dog ingen tvivl om, at tiden i Kræftens Bekæmpelse har været livsændrende for ham. Det er nemlig her, han har mødt sin hustru, Kamilla, som han har en søn på et år med. Livet som far og forsker kræver planlægning, men heldigvis gør rammerne i Kræftens Bekæmpelse det muligt at få den kabale til at gå op. 

- Vi har meget fleksibilitet. Jeg har altid været god til at planlægge, så jeg ikke så ofte skal arbejde i weekenden eller om aftenen. Jeg passer nok ikke ind i stereotypen om den lyssky forsker, der sover på en madras i laboratoriet – der skal også være plads til andre ting i mit liv,” understreger han.

Center for Kræftforskning har et budget på knap 200 millioner kroner om året. Heraf kommer lidt over halvdelen som en såkaldt basisbevilling fra Kræftens Bekæmpelse – det vil sige, at det er medlemmer og støtter, der finansierer forskningen. Men en del forskningsprojekter er også afhængige af bevillinger udefra, for eksempel fra fonde.

En af dem, der nogle gange bruger tid på at skrive fondsansøgninger, er Lisa Frankel. Hun er leder af forskningsgruppen RNA og Autophagy. Her forsker hun sammen med sit team i, hvad der går galt i raske celler, når de udvikler sig til kræftceller.

- Grundforskning som vores er byggestenen tilal den medicin, vi kender i dag. Vi går på jagt efter nye molekyler, der kan forklare, hvorfor kræften opstår, hvorfor den bliver aggressiv, og hvordan den spreder sig. Den viden giver et nødvendigt fundament for at videreudvikle ny og bedre behandling, forklarer hun.

Lisa gør i sit arbejde brug af gen-saksen CRISPR; et nyt og meget omtalt værktøj, der gør det nemt at klippe og klistre i gener. CRISPR er i medierne blevet kaldt en revolution inden for forskning, som at skifte fra håndplæneklipper til havetraktor.

Hun kom til Kræftens Bekæmpelse, fordi hun her kunne etablere en forskergruppe i et miljø omringet af eksperter. Hendes team består af otte forskere fra Grækenland, Indien, Island og Spanien. Kun én er fra Danmark. Lisa selv er halvt dansker, halvt canadier. Så der bliver sjældent talt dansk i laboratoriet. 

En bonus ved at arbejde i et internationalt miljø er, at man smager på en masse spændende mad: 

- I min gruppe er vi enormt glade for at spise god mad og lave ting sammen. En gang om året tager vi afsted et par dage. Sidst var vi ude at vandre og bade i en svensk skov. Og jævnligt holder vi middag hjemme hos en af os og spiller spil eller quizzer, fortæller hun.

Lisa ser det som en kæmpe fordel, at hun i Center for Kræftforskning er tæt på Kræftens Bekæmpelse, der har ’patienternes ånd’ i sig. - Det ultimative formål med det, vi forskere laver, er jo patienterne. Vi håber, at vores forskning en dag
kommer dem til gavn i form af ny behandling. Det kommer tættere på et sted som Kræftens Bekæmpelse, end hvis man sidder på et universitet, siger hun.

Lisa tager sig ofte tid til at holde oplæg for patienter og stiller gerne op til interviews for at fortælle om sin forskning. Og hun opfordrer sine medarbejdere til at gøre det samme. Det er nemlig vigtigt for hende, at de vigtige fremskridt kan være med til at skabe viden og håb uden for laboratorierne.

Hun føler sig privilegeret over at kunne dedikere så mange timer af sit liv til noget, hun virkelig brænder for. Men det kan være udfordrende, når man samtidig er mor til tre og også elsker at opleve verden udenfor.

- Men når så en af mine Ph.d.-studerende forpustet kommer løbende ind på mit kontor, helt oppe at køre over et spændende fund, hun har gjort i laboratoriet,
og som hun slet ikke kan vente med at dele med mig – så er det det hele værd!