"Da jeg så forsidehistorien vidste jeg, at jeg havde gjort en forskel"

I de følgende dage havde Ole og jeg en rigtig god fornemmelse. Vi kunne simpelthen mærke det: Den her forside var point of no return. Nu måtte der ske noget i sagen!

Som frivillige i Kræftens Bekæmpelses lokalforening havde vi i flere måneder haft en dialog med kommunen. Vi ønskede, at politikerne skulle sikre hjælp til de flere hundrede børn, hvis forældre hvert år bliver alvorligt syge eller dør i Svendborg Kommune. Helt konkret foreslog vi, at kommunens lærere skulle på kursus i at håndtere børn og sorg.

Sideløbende arbejdede en lokalpolitiker også ihærdigt på det. Ole og jeg havde også gjort et stort arbejde for at rejse penge fra forskellige fonde. Men vi mødte modstand, og det var derfor, at vi besluttede os for at gå til pressen.

Det menneskelige ansigt på sagen blev familiefaren og hans fire børn. Historien rejste stor debat lokalt; redaktøren skrev en leder, og der var gang i debatten på avisens Facebookside. Og endelig skred lokalpolitikerne til handling og besluttede, at lærerne fremover skulle uddannes i børns sorg.

Det sidste hold lærere blev uddannet i marts i år, og kommunen har afsat budget for de kommende år til børn i sorg. Og ja, Ole og jeg føler da en smule stolthed over, at det er os, der har sat gang i alt det.

Samtidig er jeg dybt taknemmelig for, at familiefaren stillede op i pressen. Uden ham og børnene tror jeg faktisk ikke, at vi var kommet i mål.

Det frivillige arbejde er både meningsfuldt og tilfredsstillende for en pensioneret folkeskolelærer som mig. Det her forløb har virkelig givet blod på tanden og lyst til nye projekter.