Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på tidlig diagnostik af kræft. Vi bringer beretninger fra unge, som føler, at de ikke er blevet taget alvorligt af deres praktiserende læge. Det er de unges egne oplevelser fortalt med deres egne ord.
Her kan du læse Hannes historie.
Af: Hanne Hove Foto: Privatfotos
Mine symptomer startede i midten af oktober 2019, da jeg begyndte at hoste. Der gik fire uger, før jeg kontaktede min læge. Det var jo bare hoste. Men hosten gik ikke væk, og derfor skrev jeg til min praktiserende læge via e-konsultation.
Hun skrev tilbage, at det var en virus, og at der var mange, som hostede på denne årstid. Hun bad mig derfor om at se tiden an.
Jeg ventede i yderligere to uger og ringede så til lægen igen, da jeg blev ved med at hoste. Jeg kunne mærke, at der ikke var tale om en almindelig hoste. Jeg kunne ikke sige én sætning uden at hoste.
I telefonen sagde lægen igen, at det var en virus, og at der godt kunne gå længere tid, før det ville gå væk. Jeg insisterede på, at hun skulle se mig, da jeg var bange for, om jeg havde fået lungebetændelse.
Jeg fik en tid hos lægen, og hun lyttede på mine lunger. Hun syntes, hun kunne høre noget på de små lungeveje, og derfor fik jeg en recept på en astmaspray, da hun mente, det kunne hjælpe.
Læs også: Kræft er ikke det første en læge tænker på - men unge får faktisk også kræft - Temaartikel om unge med kræft
Læs mere om symptomer på kræft
Symptomer på kræft
"Han sagde, at jeg skulle have været sendt til røntgen efter de første fire uger. Det er ikke normalt at hoste så længe."
Astmasprayen hjalp ikke. Jeg blev ved med at hoste. Også når jeg snakkede.
Og sådan gik det i yderligere to uger, indtil jeg en søndag aften fik feber og havde svært ved at trække vejret helt ned i lungerne. Jeg ringede til lægevagten, som gerne ville se mig. Han mente ikke, at der var nogen grund til at tage astmaspray, da jeg jo ikke har astma. Han sagde, at jeg skulle kontakte min læge dagen efter og bede hende om at henvise mig til røntgen.
Han sagde, at jeg skulle have været sendt til røntgen efter de første fire uger. Det er ikke normalt at hoste så længe.
Min praktiserende læge henviste mig til røntgen, og jeg kom til den samme dag den 16. december.
Den 19. december blev jeg utrolig hæs og havde næsten ingen stemme.
Læs mere om de 7 tegn:
Kend de syv tegn på kræft
Den 25. december læste jeg svaret på røntgenbilledet på Sundhed.dk. Jeg kunne ikke lade være.
Der stod, at det ikke var lungebetændelse, men en hjerteskygge, en aortaknop og muligvis hjerteproblemer.
Jeg blev bange, og mit hjerte hamrede derudad. Jeg googlede løs, selvom jeg godt vidste, at det var dumt. Men jeg forstod ikke dét, jeg læste. Hvad betød det? Hvad fejlede jeg? Havde jeg en sygdom i hjertet? Det lød alvorligt, tænkte jeg.
Jeg ringede til lægevagten for at få hjælp til at forstå, hvad jeg havde læst. Jeg fik at vide, at det kunne være mange ting. Måske bare en skygge fra røntgen. Jeg fortalte også om min hæshed, men fik at vide, at det nok var fordi, jeg havde overanstrengt mig, når jeg hostede.
Jeg fik besked på at kontakte min egen læge, når de åbnede igen.
Jeg blev sendt fra den ene undersøgelse til den anden. Det var så frustrerende. Til sidst endte jeg med at blive sendt i en kræftpakke, og så gik det hurtigt.
Min læge gav mig en henvisning til en kardiolog. Jeg kunne få en tid tre måneder efter. Jeg tog derfor kontakt til den sundhedsforsikring, jeg har igennem mit arbejde, og kom til efter fem dage.
Jeg fik at vide, at der ikke var noget galt med mit hjerte, udover at jeg havde en lille smule væske omkring hjertet, som højst sandsynligt ville fordampe af sig selv, men at der skulle følges op på det. Hans vurdering var, at jeg skulle tilses på en lungemedicinsk afdeling.
Jeg kontaktede derfor min praktiserende læge igen, som lavede en henvisning til lungemedicinsk afdeling. Herefter kontaktede jeg min sundhedsforsikring, så jeg kunne få en hurtigere tid. Jeg fik testet mine lunger, og de var helt fine. Lægen mente, at jeg i stedet skulle tilses af en øre-næse-halslæge.
Endnu engang kontaktede jeg min praktiserende læge, som lavede en henvisning. Og jeg kontaktede igen min sundhedsforsikring, så jeg kunne få en hurtig tid – ligesom de andre gange. Øre-næse-halslægen konstaterede, at min ene stemmelæbe var lammet, og at det var derfor, at jeg var hæs. Han kunne ikke se, hvorfor den var lammet, for der var ingen tumor, rifter eller sår.
Han sendte mig i en kræftpakke!
Han fortalte, at fordi han ikke kunne se, hvorfor stemmelæben var lammet kombineret med min vedvarende hoste, så skulle han sende mig videre. Han sagde ikke direkte ordet 'kræftpakke', men at jeg skulle på sygehuset til yderligere undersøgelser ”i sådan en pakke.” Jeg spurgte, om han mente en ”kræftpakke” – og det gjorde han. Han gav mig en seddel i hånden, som jeg skulle aflevere til receptionisten – hun skulle ringe til sygehuset for at få en tid til mig.
Jeg var taget alene afsted. Min mand og jeg havde snakket om, at han ikke behøvede at tage med. Det var jo ikke alvorligt.
Helt alene satte jeg mig i min bil med sedlen i hånden. Og så tudede jeg. Kræft? Det havde jeg godt nok ikke regnet med.
Hele februar gik med undersøgelser, scanninger, blodprøver, EKG og biopsi. Og ikke mindst ventetid.
På scanningerne så de, at der var en knude.
Den 28. februar fik jeg at vide, at jeg havde lymfekræft: Non-Hodgkins diffust storcellet b-lymfom.
Jeg var selvfølgelig rigtig ked af diagnosen, men da vi havde været til samtale på Hæmatologisk Afdeling og fik en ordentlig forklaring på den her kræfttype, og hvad der skulle gøres, så faldt der ro på. Vi har igennem hele forløbet sagt, at det her skulle jeg nok klare.
Jeg spurgte en af lægerne om, man kunne se knuden på det røntgenbillede, jeg fik taget til at begynde med. Det mente han, for den "hjerteskygge," de havde set, var min tumor.
Kræftknuden var på 12 cm i diameter og sad i brysthulen og ud mod den ene lunge. Den pressede på nerven op til stemmebåndet, og det er derfor, den blev lammet.
Min behandling var seks serier kemo af tre gange så i alt 18 gange. Derudover fik jeg 15 gange stråler, hvor jeg skulle møde på sygehuset mandag-fredag i tre uger.
Min stemme er desværre ikke blevet bedre. Jeg er stadig hæs, og jeg skal starte til talepædagog. Derudover slår mit hjerte for hurtigt – det har det gjort under hele forløbet. Min læge på sygehuset mener, at tumoren kan have presset på en nerve til hjertet, som gør, at det slår for hurtigt.
"Jeg kan derfor godt forstå, at kræft ikke var det første, hun tænkte, men samtidig er det jo heller ikke normalt, at man hoster så meget i så mange uger."
Lige efter min kræftdiagnose var jeg vred på min praktiserende læge. Hvis hun nu bare havde taget mig alvorligt og sendt mig til røntgen, da jeg kontaktede hende første gang, så ville jeg være kommet hurtigere i behandling og måske have min stemme endnu.
Jeg har ikke haft nogen andre symptomer på kræft ud over hoste, og den her type kræft er ikke normal for personer på min alder. Jeg kan derfor godt forstå, at kræft ikke var det første, hun tænkte, men samtidig er det jo heller ikke normalt, at man hoster så meget i så mange uger.
Hun var rystet og ked af det, da man fandt ud af, at min hoste skyldtes kræft.
Mange spørger, hvorfor jeg ikke skifter læge, men jeg har valgt at blive ved hende, fordi hun kender mig, og jeg ved, at hun ikke laver den samme fejl to gange! Jeg stoler 100% på hende.
Jeg håber, at mit forløb har fået hende til at reagere hurtigere næste gang, der kommer en patient, som hoster lidt længere tid end normalt.
Det kan lyde mærkeligt, men da jeg endelig fik konstateret kræft, og de fortalte mig behandlingsplanen, følte jeg mig i trygge hænder. Uvisheden inden diagnosen var forfærdelig. Jeg blev sendt rundt til specialister, som bare kunne sige, at jeg ikke fejlede noget inden for deres felt.
Der er ventetid, hver gang man bliver sendt videre, og hvis jeg ikke havde haft min sundhedsforsikring, så havde det trukket meget længere ud. Hvis jeg havde fulgt de almindelige tider ved det offentlige, havde jeg først haft en tid ved kardiologi den dag, jeg begyndte på kemo. Det er da tankevækkende.
På et tidspunkt tænkte jeg da også, om det bare var mig, der var hypokonder, fordi de jo ikke kunne se, at noget var galt. Men jeg blev ved med at insistere, for jeg kunne jo mærke, at noget føltes forkert.
Og til sidst fandt man jo ud af, hvad der var galt. Jeg havde kræft.
Jeg håber, min historie kan være med til at skærpe de praktiserende lægers opmærksomhed. Kræft kan ramme alle. Jeg er ung, sund og rask, men fik kræft alligevel.
Ung kræft er Kræftens Bekæmpelses indsats for unge, som har eller har haft kræft, i alderen 15-39 år. Ung kræft har 11 grupper over hele landet, hvor unge spiser sammen, bowler, klatrer i træer og går til stand up. De deler erfaringer, hænger ud, griner og bakker hinanden op i det svære.
Ung kræft har også en enkelt gruppe for unge pårørende og efterladte til unge kræftpatienter. Læs mere om Ung kræft her og find din nærmeste gruppe.
