Af: Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm Foto: Tomas Bertelsen og private fotos
Få læst artiklen op af Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm (lydfilen åbner i et nyt vindue)
Af: Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm Foto: Tomas Bertelsen og private fotos
Få læst artiklen op af Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm (lydfilen åbner i et nyt vindue)
Lennart har fået lettere til tårer. Tidligere var det altid ham, der til familiesammenkomster rejste sig op for at holde tale. Men det kan han ikke længere uden at blive berørt:
- Jeg er blevet mere følsom. Det er som om, jeg har forstået, at mit liv har en udløbsdato – og det påvirker mig dybt, siger Lennart Hilfeldt.
Lennart er 56 år, har fem voksne børn og bor alene i et gammelt hus på Falster. Han er en ægte samler. Så haven, huset og det tilhørende anneks er fyldt med gamle skilte, olietønder og sågar en brandhane. Lennart har desuden en stor passion for Kim Larsen og Gasolin og har indrettet et helt rum i huset, hvor han hylder sine helte.
Han viser veloplagt rundt i sit hus og i den store have. Da han overtog huset for fem år siden, var haven fuld af blomstrende bede og buske, Men efterhånden har ukrudtet taget over, for Lennart har ikke længere kræfterne til at holde haven. I stedet er han ved at grave sig igennem bid for bid og så græs. Det er hårdt arbejde og kræfterne er ikke, hvad de har været.
For godt fire år siden oplevede Lennart de første tegn på, at ikke alt var, som det burde være. Han fik sværere og sværere ved at komme af med afføringen, men i de første par måneder ignorerede han symptomerne – dybest set fordi han var bange for svaret.
- Jeg tror, det er meget typisk mænd. Inderst inde ved vi godt, at der er noget galt. Det gjorde jeg også. Men af frygt for at få en dårlig besked, gjorde jeg ikke noget. Så længe ingen har sagt ordet ’kræft’ – så er jeg jo ikke syg. Men det er det dummeste, man kan gøre, siger Lennart.
På billedet: Da Lennart købte huset for fem år siden, var den tilhørende have fyldt med bede og blomster. Men han har ikke længere kræfterne til at holde haven. I stedet graver han sig igennem ukrudtet og sår græs. Det er hårdt arbejde, så han må tage en del hvilepauser på den røde stol undervejs.
'Jeg ignorerede symptomerne. For så længe ingen har sagt ordet ’kræft’ – så er jeg jo ikke syg.'
På billedet: Lennart har fem børn. Her er de samlet ved Lennarts 50 års fødselsdag. Fra venstre er det Maria Hilfeldt Hansen, 21 år, Michelle Hilfeldt Hansen 27 år. Dina Vanessa Liamson, 30 år, Lennart Hilfeldt, 56 år, David Hilfeldt, 33 år og Simon Hilfeldt, 27 år, Michelles tvillingebror. Foto: privat.
Kræft koster i gennemsnit 22 danske mænd livet hver dag, og desværre overser mange mænd alvorlige symptomer på kræft. Det viser en tidligere kortlægning, som Kræftens Bekæmpelse står bag.
Ifølge den kender mange danske mænd ikke alle tegn på kræft. Blandt andet svarer 46 pct., at de ikke ser ændret afføringsmønster som et symptom. Men det er et af de syv tegn, som Kræftens Bekæmpelse opfordrer til, at man går til læge med. For jo før en kræftsygdom opdages, jo større er mulighederne for helbredelse.
Så Lennart er desværre ikke alene om at gå for længe med symptomer. Til sidst kunne han dog ikke ignorere problemerne og gik derfor til læge. Umiddelbart kunne lægen efter en hurtig undersøgelse ikke se at noget var galt. Lennart blev derfor sendt hjem med beskeden om ’at komme igen om et par måneder, hvis han ikke havde fået det bedre.’
Men skæbnen kom lægen i forkøbet. Samme dag modtog Lennart nemlig et brev med en indkaldelse til screening for tarmkræft. Han tog en afføringsprøve og sendte den afsted. To uger efter kom svaret. Der var blod i afføringen, og Lennart blev indkaldt til yderligere undersøgelser på hospitalet.
- Så bliver man selvfølgelig nervøs. Men igen gjorde jeg alt for at skyde tankerne om kræft langt væk, og jeg tog alene på hospitalet, da jeg ikke ville bekymre mine børn.
På sygehuset fik Lennart foretaget en kikkertundersøgelse. Han kunne følge med på en skærm, men valgte at lukke øjnene, da han var bange for, hvad han kunne risikere at se. Da lægen havde kikkerten helt oppe, spurgte Lennart: ’Nå hvordan ser det så ud?’
- Jeg havde håbet, at hun med det samme ville sige: ’Det ser fint ud.’ Men det gjorde hun ikke. I stedet sagde hun: ’Lad os lige vente til kameraet er ude…’ Så vidste jeg jo godt, at den var gal, siger Lennart.
- Jeg havde det frygteligt. Det var den første indikation på, at der var noget alvorligt galt. Der gik en million tanker igennem mit hoved. Er det kræft? Hvilken form for kræft? Skal jeg dø? Skal jeg have kemo – og hvad med mit arbejde?
Da lægen endelig havde fået kameraet ud, bekræftede hun Lennarts bange anelser: ’Det så desværre ikke godt ud’. Omkring 10 cm. oppe i endetarmen sad en stor knude, og det var sandsynligvis endetarmskræft. Knuden skulle fjernes, og derefter ville de tage stilling til, om Lennart skulle have yderligere behandling.
Lennart brød helt sammen og kan faktisk ikke huske så meget derefter. Sygeplejersken spurgte, om han havde nogle pårørende, han kunne kontakte. Han var ikke selv i stand til at ringe, så sygeplejersken fik nummeret til Lennarts næstyngste datter Michelle Hilfeldt Hansen, der i dag er 27 år gammel.
- Jeg kan huske, at jeg var på vej ud af døren, da jeg skulle til fødselsdag. Men jeg nåede lige at tage telefonen. Sygeplejersken præsenterede sig og spurgte, om jeg havde en far, der hed Lennart Hilfeldt? Jeg svarede ja, og så fortalte hun, at far lige havde fået konstateret kræft, fortæller Michelle:
- Det gav slet ikke nogen mening. Jeg tænkte: ’Der må være sket en fejl’. Min far var jo overhovedet ikke syg, og han havde intet fortalt – så det kunne ikke passe.
Men efterhånden gik alvoren op for Michelle. Hun aflyste fødselsdagen og ringede til resten af sine søskende. Familien blev samlet hos Lennart og sammen brugte de dagen på at tale det hele igennem. Hvilke symptomer havde han haft, hvad han havde tænkt, og hvorfor havde han ikke delt sine bekymringer?
- Jeg følte mig faktisk holdt udenfor og blev irriteret. For jeg ville jo altid tale med ham, hvis jeg blev syg, og det gjorde ondt at vide, at han havde gennemgået alt det alene, fortæller Michelle.
På billedet: Michelle bor i Slagelse med sin kæreste og deres datter Diana. Hun besøger sin far på Falster så ofte hun kan.
'Jeg har lært to ting: Tag dine symptomer alvorligt og tal med nogen om det.'
På billedet: Mens Lennart var indlagt, skrev hans børnebørn breve og hilsner til ham.
Efter 14 dage blev Lennart opereret. Kræften havde heldigvis ikke spredt sig, så Lennart slap for yderligere behandling. Men forløbet var hårdt med flere operationer efterfølgende. Han har fået fjernet to tredjedele af endetarmen, hvilket betyder at han skal på toilettet omkring 12 gange i døgnet - både dag og nat. Og det sætter naturligvis sine spor.
Lennart er kronisk træt og lider af hukommelses – og koncentrationsbesvær. Han kan derfor ikke længere arbejde på fuld tid og har måttet sige farvel til jobbet som fængselsbetjent blandt landets hårdeste forbrydere, et job han har elsket gennem 33 år. I stedet har han fået tilkendt fleksjob og ved endnu ikke, hvor det fører ham hen. Men i det mindste er han kræftfri:
- Jeg har været rigtig heldig, det er jeg slet ikke i tvivl om. Og jeg har lært to ting: Tag dine symptomer alvorligt og tal med nogen om det. Jeg ville ønske, at jeg havde involveret mine børn tidligere. De kunne have hjulpet og støttet mig – og presset på for at søge læge tidligere, siger Lennart.
Læs mere om endetarmskræft:
Endetarmskræft
Hele forløbet har været hårdt, men det har samtidig gjort familien tættere, det er Lennart og Michelle enige om:
- Vi snakker om mange flere ting, og far deler i dag sine tanker om symptomer. Lige siden har han aldrig været alene til en scanning eller samtale på hospitalet. Vi har også haft nogle dybe snakke om livet og døden. Vi værdsætter hinanden på en anden måde. Fordi man ved at man lige pludselig kan miste det hele, siger Michelle og det berører Lennart dybt:
- Jeg har svært ved at sætte ord på, hvor meget det betyder. Jeg er blevet gammel og følsom, og jeg er blevet mindet om, hvor heldig jeg er at have mine børn. Tidligere har jeg nok taget dem for givet, men de er for alvor nu blevet min livsnerve. Det er fantastisk at opleve den kærlighed og opbakning, smiler en tydelig berørt Lennart.
For ni måneder siden fødte Michelle en datter, Diana – Lennarts ottende barnebarn. Så ofte som muligt kommer Michelle og Diana på besøg og nyder tiden på landet med morfar.
Denne artikel er oprindelig bragt i vores medlemsblad 'tæt på kræft'.
Bladet udkommer tre gange om året og sendes via email til alle medlemmer, der ønsker at modtage det.
Din støtte er vigtig. Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.
