På billedet: Michelle Schwartz (til højre) nyder sommeren med sine to søskende, Danielle og Ivar Schwartz (tvillinger 25 år). Til oktober skal hun have en stamcelletransplantation, som forhåbentlig kan helbrede hende for den lymfekræft, hun lider af. Ivar og Danielle betyder alt for Michelle og hjælper hende med at holde humøret oppe i en svær tid.
Af: Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm Foto: Privat
’For præcis en uge siden fik jeg opkaldet. Der er fundet en donor. I Tyskland. Det betyder, at jeg har gode muligheder for at blive rask. Lettelsen er af astronomisk størrelse. Fuck cancer og skål for det pokkers liv – det er det smukkeste, der findes. #fuckcancer #Ungkræft # stamcelletransplantation #thebigc #igotthis #levstærkt’
Sådan skriver 28-årige Michelle Schwartz på sin Instagramprofil i slutningen af juni. På billedet smiler hun og skåler til kameraet med en drink i hånden.
- Jeg er virkelig lettet, men jeg er også nervøs. Transplantationen bliver formentlig det hårdeste, jeg nogensinde kommer til at gå igennem. Det vil være afgørende for resten af mit liv, og der er jo en risiko for, at det ikke virker. Men lige nu handler det om at leve livet fuldt ud, smiler Michelle.
'Jeg tænker nogle gange: ’Hvor er det synd, at den unge pige skulle gå alt det igennem’ – men den unge pige er jo mig!'
I december 2019 blev Michelle pludselig alvorligt syg. Hun fik over 41 i feber og blev indlagt akut på Rigshospitalet. Flere af hendes organer var ved at stå af, og i to uger kæmpede lægerne for at stabilisere hende.
En scanning viste, at hun havde en aggressiv form for lymfekræft. Nærmere bestemt Non-Hodgkin af typen anaplastisk storcellet lymfom.
Lægerne pumpede Michelle med væske, så hun tog 20 kilo på, og gav hende samtidig kemoterapi for at slå de aggressive kræftceller ned. Gennem det hele svævede Michelle ind og ud af bevidsthed.
- Jeg kan ikke rigtig huske de to uger. Men jeg kan huske en stemme, der siger: ’Du har kræft.’ Jeg ved ikke, hvem der sagde det, eller hvem jeg var sammen med. Det er som om, det skete for en anden end mig. Jeg tænker nogle gange: ’Hvor er det synd, at den unge pige skulle gå alt det igennem’ – men den unge pige er jo mig!, forklarer Michelle.
Michelle skulle have seks gange kemoterapi, og allerede efter den første, begyndte hendes lange hår at falde af:
- Dér gik det op for mig: ’Fuck jeg har kræft, og det er noget, man dør af’. Man siger, at man ser sit liv passere revy, det gjorde jeg. Jeg så alt det, der ville ske, når jeg ikke var her mere. Jeg sagde endda til mine veninder, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville klare den. Jeg havde det så dårligt, at jeg simpelthen ikke troede, at jeg ville overleve.
På billedet: Michelle fik sin første kemo i december 2019. Lægerne kæmpede for at stabilisere hende, og hun svævede ind og ud af bevidsthed.
På billedet: Da Michelle mistede håret, gik det for alvor op for hende, at hun var alvorligt syg. Hun har det stadig svært med at se sig selv uden hår, derfor bruger hun næsten altid sin smukke langhårede paryk.
Michelle reagerede heldigvis rigtig godt på kemobehandlingerne og allerede efter de første fire, viste en scanning ingen tegn på kræft. Michelle var tilsyneladende kræftfri, men fik alligevel de to sidste doser for en sikkerheds skyld.
- På to måneder gik jeg fra at være parat til at opgive livet, til pludselig at være kræftfri. Det gik så vanvittig stærkt, at jeg faktisk ikke nåede at bearbejde det. Der er en kæmpe sorg forbundet med at få kræft, at skulle forholde sig til sin egen mulige død og den smerte, man påfører sin familie. For at klare det, tror jeg, at jeg pakkede en masse følelser væk – det må jeg tage mig af på et senere tidspunkt, siger Michelle.
Hun var nu klar til at leve livet igen – men så kom coronakrisen og lukkede hele landet ned. Michelle fik stadig kemo og var derfor i højrisikogruppen, så hun isolerede sig selv.
En lille måned efter det gode scanningssvar fik hun det igen dårligt med nattesved, feber og mærkeligt udslæt. Hun blev i første omgang undersøgt for corona. Testen var negativ. Men hun blev indlagt, så lægerne kunne holde øje med hende. Selv havde hun en fornemmelse af, at hendes kræft var kommet igen.
Og desværre viste det sig, at hun havde ret.
- Det er alle kræftpatienters værste frygt: at kræften kommer igen. Min kræft er åbenbart så aggressiv, at så snart kemoen er ude af kroppen, så blomstrer den op, fortæller Michelle.
Hun var indlagt og måtte ikke få besøg på grund af corona-restriktionerne. Hun var også alene, da lægen gav hende den hårde besked, at kræften var tilbage:
- Igen kan jeg ikke huske så meget, jeg tror simpelthen, at jeg fortrænger det. Men jeg blev dybt skuffet – og så kom sorgen. Jeg ringede med det samme til mine forældre og søskende og fortalte det. Det var virkelig hårdt at være alene med sorgen og smerten.
Lægerne vurderede nu, at den eneste helbredende behandling var en stamcelletransplantation. Ingen af Michelles søskende kunne desværre bruges som donor, og derfor gik lægerne i gang med at lede efter en donor i registrene.
Det er en omfattende behandling, hvor man så at sige skifter patientens immunforsvar ud med en donors. Inden transplantationen bliver man behandlet med en kemoterapi og strålebehandling, der både slår kræftcellerne og ens eksisterende knoglemarv ned. Herefter får man stamceller fra en donor. De nye stamceller vil starte en immunreaktion og dræbe de kræftcellerne.
Risikoen for infektioner er stor i forbindelse med stamcelletransplantation. Derfor skal man være isoleret indtil man har et tilstrækkeligt antal hvide blodceller i blodet, så kroppen igen kan forsvare sig mod infektioner.
På billedet: Den eneste helbredende behandling for Michelle er en stamcelletransplantation. Hendes søskende kunne ikke bruges som donorer, i stedet er der nu fundet en donor i Tyskland.
På hospitalet blev Michelle løbende testet for corona, og efter en uge var testen pludselig positiv. Nu havde hun både kræftsygdommen og coronavirussen at kæmpe imod. Og det tærede voldsomt på kræfterne – både fysisk og psykisk.
- Det var den hårdeste periode i mit liv. Jeg kan huske, at jeg lå i min seng en aften og bare inderligt ønskede, at jeg ikke ville vågne næste morgen. Jeg ville bare have fred. Jeg følte mig som en belastning for alle, og jeg havde lyst til at give op. Det var en forfærdelig følelse og også enormt skamfuldt, da jeg føler, at jeg burde kæmpe for min families skyld, men jeg glemte helt, hvad det var jeg kæmpede for.
- Og så pludselig, da det så allerværst ud, skete der noget inden i mig: Der opstod en stærk følelse af at ville kæmpe for det liv, som jeg føler, jeg har ret til. Jeg er ikke færdig med at leve, siger Michelle med eftertryk.
På billedet: Efter at have været isoleret på hospitalet gennem lang tid, fik Michelles søster lov til at blive indlagt sammen med hende, da lægerne godt kunne se, hvor hårdt isolationen tog på Michelle.
'Da det så allerværst ud skete der pludselig noget inde i mig. En stærk følelse af, at ville kæmpe for det liv, som jeg føler, jeg har ret til. Jeg er ikke færdig med at leve'
På billedet: Michelle nyder at bruge tid sammen med sin guddatter, Frida. Hun drømmer også om selv at få børn en gang, men ved ikke om kemoen har ødelagt hendes chance for at blive gravid.
Da Michelle var lille, tog hendes mor altid Michelle og hendes yngre to søskende Ivar og Danielle med ud for at samle ind til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. I mange år var det en tradition, men Michelle har aldrig rigtig tænkt nærmere over, hvad de samlede ind til.
- I forhold til kræft har jeg nok levet et rimeligt naivt liv, og aldrig forholdt mig til, at det kunne ramme mig eller nogen i min familie. Men nu er jeg pludselig i tromlen…
- Det er en sygdom, der berører os alle. Forskningen har bragt os langt, men vi er ikke i mål. Derfor er det så vigtigt at støtte, og give noget tilbage. Min mor sagde altid, at det var vigtigt, at give noget tilbage og gøre noget godt for andre - præcis som min donor. Han doneret noget af sin knoglemarv, og det kan ende med at redde mit liv. Det er jeg dybt taknemmelig for. Det er de små ting, der kan gøre en kæmpe forskel for andre, siger Michelle.
I år kan hun ikke selv samle ind, men hvis hun en dag får sine egne børn, vil hun give videre til dem, at det er vigtigt at gøre noget godt for andre.
- Kræft er en familiesygdom, forstået på den måde, at det rammer alle i familien. Mine forældre og mine to søskende er dybt berørt af min sygdom. Det allerhårdest har været at være vidne til den smerte, min familie oplever. De skåner mig for meget, men jeg er ikke i tvivl om, hvor meget de lider.
I øjeblikket er Michelle hjemme fra hospitalet, men kæmper fortsat med eftervirkninger af coronaen og skal jævnligt på hospitalet for at få kemoterapi. Medicinen holder kræften nede, indtil hun skal have sin transplantation. Hun skal passe på sig selv – men hun vil også leve livet.
- Det kan godt være, at jeg ikke burde sidde på en restaurant, kramme mine veninder eller kysse min guddatter – men jeg er nødt til at leve mit liv, siger Michelle.
På Instagram har hun delt en video, hvor hun fester og danser med sine venner. Til opslaget står: ’Min læge ville falde ned af stolen, hvis hun hørte, hvad jeg har lavet de sidste to uger. Jeg har gjort alt det, man må, og lidt til. Men jeg er ikke ked af det, og jeg vil ikke undskylde over for nogen.’
- Det handler ikke kun om at overleve – men om at leve. Og det gør jeg. Lige nu er jeg lykkelig, jeg har så mange gode oplevelser i bagagen, og jeg har så mange mennesker, der støtter og elsker mig. Det er ikke fordi, jeg ikke værdsatte det før, men når man får smidt en dødsdom i hovedet, så værdsætter man det på en anden måde. Så lige nu tager jeg en dag ad gangen, for i princippet kan jeg jo ikke vide om den her sommer bliver min sidste, siger Michelle.
Læs mere om lymfekræft af typen Non-Hodgkin Lymfom, som Michelle har
Har du spørgsmål om kræft og corona?
