Det er fem et halvt år siden nu. Tonny Ottosen var på arbejde som driftskoordinator for skraldemændene i R98. Han stod ude på trappen, da en kollega sagde 'Tonny, du er gul i øjnene'. Han gik til lægen, der tog blodprøver, og et par dage efter sendte ham til scanning på Hvidovre Hospital. Det var kræft. Den sad i bugspytkirtlen – det var alvorligt.

- Operationen gik godt. Lægerne sagde, at jeg var heldig, og alle var glade. Jeg fik forebyggende kemo i et halvt år og tabte alt håret og blev pæn og slank, fortæller Tonny Ottosen.

TonnyO, som hans kolleger kalder ham, gik til scanning hver tredje måned, og de første gange så alting fint ud, men efter en scanning tog overlægen på Herlev brillerne på næsen og sagde 'Unge mand, det her er en alvorlig samtale.'

Læs mere om bugspytkirtelkræft

Bugspytkirtelkræft

- Lægen sagde, at jeg skulle gå hjem og få styr på familielivet. Kræften havde spredt sig til lever og lunger -  de sagde, at jeg var terminalt syg. Men de ville gerne prøve noget ny livsforlængende kemo, som er blandet af fire forskellige slags kemo. De sagde, at det kan man klare 10-15 gange af, så ville kroppen ikke kunne klare mere. Men jeg kom op på 49 gange livsforlængende kemo. Det var hårdt - meget hårdt -  men jeg kunne godt klare det.

Den livsforlængende kemobehandling slog kræften ganske effektivt tilbage, og selv er han ikke i tvivl om, at en del af forklaringen på, at han kunne klare den hårde kemokur er vilje. Hans egen vilje til at 'komme over på den anden side,' som han siger. Både for sin egen skyld og for familien, hans kone og de to voksne døtre, og for kollegerne både på jobbet og i håndbolden, hvor han er dommer. 

- Det at blive diagnosticeret med bugspytkirtelkræft og slå op på google og se, at der er tre procent, der overlever… Så synes man, at det er lidt for tidligt i en alder af 53 år. Jeg har stadig mine børn og familie… Men med hjælp fra familie og kolleger så besluttede jeg mig for, at jeg ville klare det her. Jeg har lysten og viljen til at være her, og lysten til at opfylde alle de forpligtelser, man har som kollega, eller som far og mand. Så skylder man at kæmpe for det, siger han.

TonnyO, som hans kolleger kalder ham, gik til scanning hver tredje måned, og de første gange så alting fint ud, men efter en scanning tog overlægen på Herlev brillerne på næsen og sagde 'Unge mand, det her er en alvorlig samtale.'

På arbejde med kemo

TonnyO har været kemofri i to år nu, og han føler sig 'frisk og på toppen', siger han. Under en stor del af sygdomsforløbet holdt han fast i at arbejde på deltid, og har valgt at være meget åben om, hvad der skete, og hvordan det gik med hans behandlinger. Han er facebookvenner med mange kolleger, medarbejdere og også dommerkolleger fra håndbolden, og han har valgt at offentliggøre både op- og nedture på facebook.

- Så giver kollegerne highfive, eller skriver, 'vi tror på dig.' Selvom det er en mandeverden, så synes jeg, det er vigtigt at sige, hvordan jeg har det.  Og de har faktisk sagt, at det er godt at kunne følge med, for når man er skraldemand, så kan man godt blive lidt stor over skuldrene og have lidt store overarme og nogle tatoveringer, så er man måske ikke så blødsøden, at man spørger hver dag, hvordan går det?  Så de er glade for, at jeg lægger det op på facebook, for så behøver de ikke gå og spørge til det.  Så ved de, når de har set facebook, at TonnyO har det godt igen, og så er alle glade, fortæller han.

At blive mødt med stor forståelse på jobbet har været en stor hjælp, fortæller TonnyO, der netop tilskriver støtten fra chefer og kolleger en stor del af æren for, at han er kommet igennem et alvorligt sygdomsforløb med sig selv i behold. Da han under kemo-behandlingerne ind imellem ikke havde det så godt og 'kunne se lidt hvid ud i hovedet', så var det altid accepteret, hvis han ringede ind og sagde, at han kom senere, eller at han slet ikke kom ind den dag. Eller at han måske tog en lur i løbet af arbejdsdagen.

- Og de dage, hvor det hele er lidt mørkt, så tager man ud på arbejdet og der er man omgivet af 110-120 voksne mænd, der er meget bramfri, og så får man at vide, at nu skal man altså mande sig op. Det har jeg rigtig været rigtig glad for hele vejen igennem, at jeg har beholdt mit job, selvom jeg har været væk. Og det har betydet meget for mig, at de blev ved med at stole på, at selvom jeg var syg, så har de troet på, at 'du kommer tilbage i fuld TonnyO igen på et tidspunkt', siger han.

En træmand bliver menneskelig

TonnyO ved det godt. At alt det med følelser og sygdom, det passer rigtig dårligt ind den mandeverden, han altid har arbejdet i. Udlært butiksslagter, så en tid som chef for portørerne på Frederiksberg Hospital, og derfra videre til skraldemændene i R98 og Urbaser. Han er blevet kaldt en træmand, og han har - indrømmer han -  alt for ofte, været den, der mente, at han vidste bedst. Altid.

- Jeg havde jo nogen gange konflikter med nogle medarbejdere, og jeg kunne ikke se hvorfor. Så blev jeg syg – og så fik jeg lidt et andet livssyn. Fik en anden tilgang til det at have med mennesker at gøre, siger han.

Kombinationen af sygdommen og en coaching uddannelse har lært ham, at man kommer langt med at være åben og lyttende og forsøge at forstå andres perspektiv.

- Jeg er blevet mere menneskelig, det tror jeg.  Der er blevet meget mere plads, og hverdagen går lettere. Livet er jo lettere uden alle de konflikter. I dag er jeg heller ikke så bange for at tabe ansigt… det gør ikke noget at indrømme, at jeg tog fejl, at det var bedre at gøre det på en anden måde, siger han.

Det er vigtigt for TonnyO at dele sin historie. Mest af alt budskabet om, at det nytter at tro på den behandling, lægerne sætter i værk og at det nytter, at række ud efter hjælp.

- Det er vigtigt for mig at sige, at man må ikke blive flov og begynde at gemme sig.  Man skal være åben og ærlig og ikke gå at putte sig, Der er nok mange, der siger, at det er hårdt at få en kræftdiagnose, og det er hårdt at skulle igennem en af de største operationer, man kan få, og det er det også. Men det er vigtigt også at huske på, at man er i så gode hænder både på hospitaler og i familien, og der er så mange, der er klar til at hjælpe en. Og hvis man ikke har så mange kammerater, så er der gode tilbud i kommunen og i Kræftens Bekæmpelse, siger han.

De seneste år har TonnyO været fast indsamler ved landsindsamlingen. For ham handler det om, at give noget tilbage. Han står ved Spinderiet i Valby og samlede sidste år næsten 4000 kr. ind – meget af det via Mobilepay.

- Og mange bække små igennem hele Danmark gør så, at der kommer rigtig mange penge den dag, og jeg bliver rigtig glad og stolt over, at det kan jeg hjælpe med, at give tilbage, for I har hjulpet mig, siger han.

- Hvorfor skal man være syg og dårlig og have det skidt før man kan se, hvorfor man skal melde sig som indsamler? Når man er rask og frisk, så tænker man 'Ja ja.. det kan min nabo gøre'. Det er dybt mærkeligt, at det gør man først, når man ser, hvad man får for de penge, som landsindsamlingen giver til Kræftens Bekæmpelse, som så giver det videre til forskere og hospitaler. Men altså fire timer lørdag formiddag, det kan alle jo gøre, siger han.

Få gratis hjælp fra Kræftens Bekæmpelse
Rådgivning