Tekst: Casper Andersen Foto: Tomas Bertelsen
Tekst: Casper Andersen Foto: Tomas Bertelsen
Det er en smuk augustmorgen i Dragør Søbad. Klokken har netop passeret 4.30, da 37-årige Julie Meldrum Kruse bryder den blikstille vandoverflade med sine første svømmetag. Daggryet farver himlen orange, mens vandet endnu er kulsort. Iført badedragt, svømmebriller, hætte og taske – der glider bag hende fastgjort af en snor om livet som sikkerhed – tager hun sine første tag i vandet mod Sverige. Foran hende venter 19 km svømning i Øresund. Lige efter Julie tøffer en følgebåd med hendes familie som opbakning. Svømmeturens formål er at sætte fokus på, at kræft skal opdages tidligere. Julie har længe ønsket at gennemføre turen – og denne
morgen i august bliver drømmen til virkelighed.
"Det var fuldstændig fantastisk," siger Julie, da hun træder i land i Malmø: "Det gik, som det skulle, og jeg er bare lykkelig over, at det lykkedes. De sidste fem kilometer var lidt hårde, men jeg gennemførte," jubler Julie, mens smilet breder sig.
"Det var vigtigt for mig at finde styrken til turen, ligesom jeg skal finde styrke til at være uhelbredeligt syg. Den resttumor, jeg lever med, er i bero lige nu og kan være det i mange år, men at få en langsom dødsdom er stadig noget, som jeg og mange andre skal leve med," forklarer hun.
Julie har tidligere haft en drøm om at svømme over den engelske kanal. Det blev ikke til noget, men nu har hun realiseret drømmen om at svømme over Øresund.
Julie trækker på venstre fod og går underligt, som hun selv formulerer det. Men i vandet er hun sig selv – sådan næsten da.
Julie Meldrum Kruse har altid haft et tæt forhold til vandet. Som ung var hun konkurrencesvømmer, og senere flyttede hun til Australien for at dyrke havsvømning.
Efter sin kræftoperation i hjernen blev Julie lam i venstre side, og det var en hård kamp at vende tilbage til den, hun var en gang. Konsekvenserne af kræften ses på land. Julie trækker på venstre fod og går underligt, som hun selv formulerer det. Men i vandet
er hun sig selv – sådan næsten da. "I vandet er der ingen underlig hånd eller mærkelige
skridt. Der er kun mig, og jeg er den samme, som før jeg blev syg. I vandet er jeg hel."
Ingen andre skal gå igennem det samme som mig
Svømmeturen blev kulminationen på et langt og uskønt forløb for Julie. For få år siden kunne hun slet ikke forestille sig at være en del af kræftstatistikkerne. Hun var ung, veltrænet og mor til to små børn med fuld fart på både arbejde og privatliv. Men en kold formiddag i februar 2018 oplever Julie for første gang det, der kommer til at definere resten af hendes liv. Hun er på vej ind i et supermarked, da der pludselig går et jag op i hendes venstre arm. Armen bliver helt følelsesløs. Hånden er kold. Jagene forsvinder, men vender tilbage og går nu op i hovedet. Det tager 30 sekunder. Så er de væk igen. Det sker flere gange dagligt.
Det næste halvandet år er Julie i kontakt med vagtlæger, egen læge, en neurolog og bliver udredt for epilepsi. Alle vurderer, at hun er sund og rask. Men jagene fortsætter – fra venstre arm og op i hovedet.
"Jeg arbejder fortsat på fuldtid, for jeg elsker mit arbejde, og når jeg ikke fejler noget, så kan jeg jo lige så godt tage på arbejde, forklarer Julie, der er skolelærer i Tårnby på Skelgårdsskolen. Hun har også to børn, Nor på 2 og Bjørk på 4, som hun skal tage sig af, hun dulmer derfor smerterne med Panodil – og arbejde. Det er først i foråret 2019, at lægerne kommer på sporet af kræftdiagnosen. Julie sidder på lærerværelset med to gode kollegaer, da hun får endnu et anfald. Heldigvis insisterer de på, at det er alvorligt, og Julie bliver kørt til Hvidovre Hospital. Et udredningsforløb går nu i gang, og Julie bliver MR-scannet. Scanningen viser, at hun har en tumor i hjernen på størrelse med en appelsin.
"Det var et kæmpe chok. Gennem hele udredningen følte jeg, at lægerne spildte deres tid, for jeg fejlede jo ikke noget," siger Julie og fortsætter: "Da de finder tumoren, kan lægerne ikke sige noget om, hvorfor den er kommet, eller om den er ondartet. Dog ved de, at den har siddet der længe. Måske i 10 år, måske siden jeg var barn."
Det er vigtigt for Julie, at hendes børn - Bjørk og Nor - bliver påvirket mindst muligt af hendes sygdom.
Da Julie vågnede efter sin operation for kræft i hjernen, var hun lam i venstre side. Svømningen hjalp hende tilbage, og i vandet har hun nu ingen mén.
Julie bliver opereret, og da hun vågner efter operationen, fortæller kirurgen, at der desværre var kræft i tumoren. Operationen har desuden gjort hende lam i venstre side:
"Jeg var 100 pct. død i venstre side. Jeg snakkede underligt, men jeg kunne sagtens tænke normalt, men min fod og hånd var iskolde. De vidste ikke, om jeg ville få førligheden tilbage. Det var sindssygt hårdt," fortæller Julie.
"De siger også, at de ikke kan fjerne tumoren helt, så den vil vokse sig større med tiden. Så en dag skal jeg opereres og have kemoterapi endnu en gang. De fortæller også, at jeg ikke kan helbredes, så en dag vil jeg dø af min kræftsygdom."
Feature: Kræft er ikke det første en læge tænker på - men unge får faktisk også kræft
Julie er skuffet over det lange forløb, der gik forud for diagnosen. Hvorfor tog ingen symptomerne mere alvorligt? Og den undren delte de læger, der skulle operere Julies tumor.
"Kirurgen sagde, at symptomerne lå lige til højrebenet. De føleforstyrrelser, jeg havde haft, burde have fået alarmklokkerne til at ringe. I stedet er jeg blevet
sendt frem og tilbage mellem min egen læge og neurolog uden at få taget blodprøver eller blive scannet. Hvis jeg var blevet undersøgt bedre, så stod jeg måske i en anden situation nu?" siger Julie.
Derfor opfordrer hun alle til at lytte til deres krop og tage symptomerne alvorligt:
"Man skal ikke tænke: ’jeg er bare hypokonder – det går nok over’. Det er vigtigt at være vedholdende, kritisk og spørge ind til sin egen situation, hvis der er noget, man ikke forstår."
Artikel: Hurtige ja/nej-undersøgelser kan fange tidlige tegn på kræft
Som gammel havsvømmer blev svømningen en del af Julies helingsproces.
"Min historie skal frem, for så har kampen ikke været forgæves," lyder det fra Julie.
Allerede en uge efter operationen var Julie tilbage i havet. Som gammel havsvømmer blev svømningen en del af hendes helingsproces. Med ét svømmetag, ét benspark ad gangen, uvurderlig støtte fra familie, venner og en stor portion stædighed, lykkedes det for Julie at vinde førligheden tilbage.
"Det var en fantastisk følelse. Det var samtidig en bekræftelse på, at jeg nok skulle komme mig og blive hel," siger Julie. I foråret 2021 kontaktede Julie Kræftens Bekæmpelse. Hun ønskede at sætte fokus på tidligere og bedre kræftdiagnoser – men hvordan?
"Jeg fik idéen til at svømme over Øresund til Sverige. Det kan da skabe noget opmærksomhed om min sag," forklarer Julie.
Hun oprettede derfor indsamlingen ’Swim till you die’ til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Drømmen kom ikke helt ud af det blå. I 2014 havde Julie en drøm om at svømme over Den Engelske Kanal, men det blev ikke til noget pga. graviditet. Men nu, syv år og en uhelbredelig kræftdiagnose senere, tager hun revanche.
Menene efter operationen har sat sine spor. Når hun svømmer, er bensparket ikke så kraftigt, og hun har svært ved at samle fingrene.
"Men det er okay, så længe jeg kan arbejde, være aktiv og være der for mine børn, så lever jeg med det. Børnene skal påvirkes mindst muligt af min sygdom. Mit eget sind kan godt bære, at jeg skal leve med et timeglas hængende over hovedet resten af mit liv – men børnene skal skånes."
Julie har indfriet sit mål for indsamlingen på 30.000 kr. Men det vigtigste for hende er at skabe bedre forhold for andre kræftpatienter, så de ikke skal gennemgå, hvad hun gjorde.
"Min historie skal frem, for så har kampen ikke været forgæves," lyder det fra Julie, der begrunder sin indsamling med ordene: Jeg svømmer for livet, fællesskabet, de syge og de døde.
Antallet af kræftpatienter, der overlever sygdommen, ar taget et stort spring frem de sidste 25 år takket være forskning og bedre behandling. Men der er fortsat brug for forbedringer. Det gælder for patienter, der er ramt af sjældne kræftformer, og for patienter med diffuse symptomer, hvor det er svært at stille en diagnose.
"Vi er nået rigtigt langt på kræftområdet de sidste årtier. Men kræft er stadig den hyppigste dødsårsag i Danmark, og derfor er det helt afgørende, at der bliver gjort en indsats for at få diagnosticeret kræftpatienter hurtigere og bedre. Vi ved, at selv mindre forsinkelser på uger eller få måneder kan få alvorlige konsekvenser for de patienter, der bærer rundt på kræftformer, der er sværere at diagnosticere," siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Julie Meldrum Kruse, som fortæller sin historie i Tæt på kræft, er skuffet over det langvarige forløb, der gik forud for hendes kræftdiagnose.
Hun havde gennem længere tid jag i armen, der blev så voldsomme, at de trak helt op i hovedet. Julie oplevede, at lægerne ikke tog hendes symptomer alvorligt, selv om det for hende føltes indlysende, at hun skulle undersøges nærmere. Desværre skete det først næsten halvandet år efter, at hun første gang henvendte sig til sin læge.
Mindst to ud af tre kræftforløb i Danmark starter ved, at patienten går til sin praktiserende læge med symptomer. Derfor er det også vigtigt, at man opsøger sin læge så snart, man får symptomer, der kan mistænkes for at være tegn på kræft.
Knæk Cancer-millioner til tidligere diagnostik
Kræftens Bekæmpelse er i kontakt med mange kræftpatienter, der ligesom Julie sidder tilbage med en følelse af, at de eller deres symptomer ikke bliver taget alvorligt.
Derfor bruger Kræftens Bekæmpelse 20 mio. kr. fra årets Knæk Cancer-indsamling til forskning, udvikling og oplysningsarbejde om tidligere diagnostik. Indsatsen skal føre til, at patienter diagnosticeres tidligere, så udsigten til at redde liv bliver
bedre. Indsatsen skal sikre, at borgerne reagerer hurtigere på symptomer, og at praktiserende læger har større opmærksomhed på patienter, der gentagne gange henvender sig med de samme symptomer.
Samarbejde med Praktiserende Lægers Organisation
Kræftens Bekæmpelse og Praktiserende Læger Organisation (PLO) efterlyser i et fælles udspil fra august, at patientens egen læge får en direkte og hurtig adgang til simple ja/nej-undersøgelser. Det skal være muligt for de patienter, der ikke umiddelbart passer ind i et kræftpakkeforløb, men hvor lægen vurderer, at der kunne ligge noget mere alvorligt bag patientens symptomer. Når lægen ikke kan sende patienten til udredning uden at tage det helt store redskab – kræftpakken – i brug, er der nemlig stor risiko for, at patienten bliver undersøgt for langsomt eller for lidt. Det skal det nye udspil ændre på.
"At få styrket diagnostikken for patienter, som har vage og diffuse symptomer på alvorlig sygdom, vil også forbedre udredningen for de mange patienter, som har andre sygdomme end kræft. For det vil vise sig, at langt de færreste har en kræftsygdom. Det vil lette bekymringen hos mange patienter at få en hurtigere afklaring på det," slutter Jesper Fisker.
Kræftens Bekæmpelse: Sådan får vi tidligere og bedre diagnoser
Vi ved, at selv mindre forsinkelser på uger eller få måneder kan få alvorlige konsekvenser for de patienter, der bærer rundt på kræftformer, der er sværere at diagnosticere.
Denne artikel er oprindelig bragt i vores medlemsblad 'Tæt på kræft'.
Bladet udkommer tre gange om året og sendes via email til alle medlemmer, der ønsker at modtage det.
Din støtte er vigtig. Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.
