LOUISE HOUGAARD LOFT, SENIORPROJEKTLEDER I FOREBYGGELSE OG OPLYSNING |
Forårssolen strømmede ind gennem de gigantiske glaspartier på øverste sal i Sundhedsstyrelsen, og jeg stod badet i sollys. I baggrunden talte Søren Brostrøm til den inviterede presse. Han var i gang med at skyde vores fælles informationsindsats ’Stop HPV- bliv vaccineret’ i gang. Jeg trykkede upload på min bærbare computer, og vupti var vores nye Facebookside online. Jeg kan huske den der fede, fede følelse: ”Vi er bare helt klar på alt, hvad der kommer. Nu får vi vendt udviklingen. Nu kommer vi tilbage på sporet – så vi kan udrydde en kræftsygdom og redde liv,” tænkte jeg. |
Kampagnen skabte massiv medieopmærksomhed - her en artikel fra TV2. Læs hele artiklen her
Baggrunden for den nye fælles indsats mellem Sundhedsstyrelsen, Lægeforeningen og os i Kræftens Bekæmpelse var dyster. Antallet af børn, der blev vaccineret mod HPV, var styrtdykket fra 2015 til 2017. Forældrene var begyndt at tvivle på vaccinen, efter at en tv-dokumentar i 2015 viste piger, der mente, at de var blevet syge efter vaccination. Men forskningen viste tydeligt, at vaccinen var sikker. Nu var det vores opgave at gå i dialog med forældrene. Den første kampagnetid var elektrisk. På Facebook svarede vi forældre i døgndrift. Det var hårdt at lægge arbejdet fra sig. Jeg følte hele tiden, at jeg skulle være til stede online. Mine kollegaer og jeg forsøgte at give forældrene lødig information, inden de blev ramt af misinformation. Og det virkede: De kritiske røster havde svært ved at komme igennem med deres budskaber, og det blev tydeligt for mange af de tvivlende forældre, at de med ro i sindet kunne få deres børn vaccineret. Rundt om i landet var der masser af seje frivillige, der bakkede vores indsats op lokalt. Og efter fem år var vi i mål: Tilslutningen til vaccinen, der beskytter mod blandt andet livmoderhalskræft og analkræft, er igen en af de største i verden. |
|
Artiklen blev første gang bragt i magasinet Tæt på Kræft i juni 2023. Du kan se hele magasinet her: |
Tekst: Margit Shabanzadeh de Thurah Foto: Morten Andersen
Publiceret: Juni 2023