For 46-årige Ann Kristina Bojsen er der et før og et efter december 2022. Den første weekend i julemåneden sidste år var hun til fest og fik sidestik på dansegulvet. Det var nok bare dansebevægelserne, tænkte hun.

Men smerterne gik ikke væk. Tværtimod blev de værre i løbet af weekenden, og søndag aften valgte hun at ringe til skadestuen.

- Jeg troede, at jeg havde blindtarmsbetændelse. Det var også lægernes første mistanke, og jeg blev indlagt til observation, fortæller Ann.

Men Ann havde ikke blindtarmsbetændelse. Hun gennemgik forskellige undersøgelser over flere dage og blev også henvist til en CT-scanning, da en læge kunne mærke, at hun var hård over underlivet.

PET-scanningen fandt sted dagen før juleferien, og Ann kunne vælge, om hun ville have svaret før eller efter juledagene.

Hun valgte at vente til 27. december, og det lykkedes - trods alt – at holde en god juleferie med familien. Det lykkedes også at overholde løftet til Niels om, at hun ikke skulle gå ind på Sundhed.dk og læse om resultatet af PET-scanningen.

Faktisk føler Ann i dag, at hun begyndte at overfortolke de positive budskaber.

- Når man taler med veninder og andre, kan de godt have en tendens til at tale alvoren ned, fordi de gerne vil berolige én. Så jeg var begyndt at bilde mig ind, at det nok ikke var så slemt. Måske var det bare vandcyster?

Men det var det ikke. Det var kræft, og den havde spredt sig i bughulen. Blandt andet havde den spredt sig til blindtarmen, og det var det, der havde sendt hende på hospitalet med smerter og mistanke om blindtarmsbetændelse.

Ann skulle have fjernet æggestokke, æggeledere, livmoderen, blindtarm og fedtforklædet, som sidder i bækkenet. Hun skulle måske også opereres i tarmene, så hun fik taget mål til stomi.

Det var meget voldsomt, fortæller Ann.

- Det var et chok, at det var kræft. Det var et chok, at der var spredning. Det var et chok, at der var risiko for stomi. Men det største chok var, at der var risiko for, at de slet ikke kunne operere mig, hvis kræften havde spredt sig for meget, fortæller hun.

- Jeg var ærgerlig over, at jeg var hoppet med på en form for benægtelse. Men da jeg mødte kirurgen, kunne hun alligevel berolige mig lidt. ’Vi kan så meget i dag’, sagde hun. ’For ti år siden måtte vi sende dig hjem, men i dag er der masser af behandlingsmetoder’.

Hvert år rammes cirka 500 kvinder i Danmark af kræft i æggestokkene. Sygdommen er lumsk, fordi den kan udvikle sig længe og sprede sig, inden du mærker symptomer.

Ann fortæller, at hun havde tabt sig i tiden op til diagnosen. Cirka fem kilo på to måneder. Men hun havde netop skiftet job og troede, at hun havde tabt sig på grund af sit nye arbejdsliv: Der var flere trapper, og hun havde en længere cykeltur til jobbet.

- Men samtidig med at jeg havde tabt mig, havde jeg svært ved at knappe bukserne. Min mave var udspilet, og derfor ved jeg i dag, at jeg skulle have reageret, fortæller hun.

Læs her om symptomer på æggestokkræft:

Symptomer på æggestokkræft

Da Ann blev tilbudt operation, blev hun spurgt, om hun ville deltage i et nyt forsøg i forbindelse med sin operation. Forsøget har modtaget støtte fra Knæk Cancer-indsamlingen i 2018.

I forsøget bliver der lagt en ekstra behandling oven i operationen, kaldet HIPEC, hvor bughulen skylles med varm kemoterapi. Ideen er, at kirurgen først fjerner alt det kræftvæv, der kan ses, og derefter skal den varme kemoterapi gøre det af med det usynlige kræftvæv, der måtte være tilbage i bughulen.

Forsøget er et tilbud til nogle kvinder med fremskreden æggestokkræft, hvor kræften udelukkende har spredt sig i bughulen, og som tilbydes en operation for at fjerne kræften. Håbet er, at behandlingen kan være med til at forhindre eller udskyde et eventuelt tilbagefald.

- Jeg var ikke i tvivl om, at det ville jeg gerne tage imod, siger Ann.

Sms'erne herunder er beskeder og snapshots fra afdelingen, da Ann var indlagt i forbindelse med sin operation. Indlæggelsen trak ud på grund af komplikationer.

Forsøget var et lodtrækningsforsøg, hvor der trækkes lod mellem de kvinder, der gerne vil deltage: den ene gruppe får operation, som er standardbehandlingen, og den anden gruppe får forsøgsbehandlingen, som er operation + varm kemoterapi.

Lodtrækningen finder sted, når operationen er i gang, så først når Ann vågnede op, ville hun vide, om hun havde fået forsøgsbehandlingen.

Inden operationen blev hun ringet op af lederen af forsøget, overlæge på Rigshospitalet Berit Jul Mosgaard, der forklarede lidt mere om forsøgsbehandlingen med varm kemoterapi.

Blandt andet fortalte Berit, at der er risiko for lidt længere tids træthed efter operationen, og at helingsprocessen muligvis er længere på grund af kemoterapiens påvirkning af alle overflader.

- Man kan blive dårlig, og det skal man være klar over. Men jeg var klar, siger Ann.

Det gik som hun håbede på: hun kunne opereres, hun fik behandlingen med varm kemoterapi, og hun undgik stomi.

I mange timer lå Ann på operationsbordet, mens Niels gik frem og tilbage udenfor og kiggede på sin mobiltelefon hvert femte minut.

Da hun vågnede, var det til et stort operations-ar fra brystet og hele vejen ned over underlivet, hæftet sammen med 72 metalnitter.

- Overlægen kom og sagde, at det var gået godt. De havde fjernet alt den kræft, de kunne se, og derefter havde de skyllet med kemoterapi i halvanden time.

Derefter var det meningen, at hun skulle ligge på afdelingen et par dage. Men det blev til 23 på grund af komplikationer, der stødte til: Kvalme, opkast, mundsvamp, dobbeltsidet lungebetændelse og en byld i underlivet.

30. januar i år startede Ann på kemoterapi, som hun fik frem til slutningen af maj.

Nu får hun et nyt lægemiddel niraparib, som hun skal have de næste tre år.

Hver tredje måned bliver hun scannet for at holde øje med eventuelt tilbagefald.

- Jeg fik dobbeltsidet æggestokkræft som 45-årig, og fakta er, at risikoen for tilbagefald er høj. Det bliver jeg nødt til at forholde mig til.

- Samtidig er jeg så taknemmelig for de muligheder, jeg har fået i forbindelse med kræftbehandlingen. Det er kun muligt, fordi der bliver forsket. Det er så vigtigt, at der forskes i æggestokkræft, som ikke rammer så mange, men som er lumsk, fordi den har en høj dødelighed og kan udvikle sig, uden at man mærker det.

- Da jeg fik æggestokkræft, var der en tidligere kollega, der sagde til mig: ’Uha, det er en af de dyre’. Det var jeg faktisk rigtig glad for, fordi han indirekte fik sagt til mig, at han godt vidste, at jeg var hårdt ramt, siger Ann.

Efter syv måneders sygemelding og ferie vendte Ann i august tilbage til jobbet som specialkonsulent i HR-afdelingen på Københavns Professionshøjskole. Hun arbejder 20 timer om ugen.

En gang om ugen er hun til kontrol og samtale på hospitalet.

Ann er tilbage på job efter seks måneders sygeorlov og en måneds ferie. Hver tredje måned bliver hun scannet for at holde øje med tilbagefald.

Der er stor forskel på tiden før og efter kræftdiagnosen. Ann har en række senfølger efter kræftbehandlingen, især efter kemoterapien, som hun jo både har fået intravenøst og som en skylning af bughulen: Hun har fået nedsat hørelse, føleforstyrrelser i finger- og tåspidser, kvalme, manglende nattesøvn og angst.

- Jeg har været sindssygt heldig, at jeg ikke har været træt. Men derudover er der rigeligt med senfølger, fortæller Ann, der har valgt at tage hormoner for ikke at gå akut i overgangsalderen, som hun jo ellers ville gøre, da hendes æggestokke er væk.

Går fem-ti kilometer om dagen

Hun har også været meget glad for at deltage i Krop og Kræft, som er et træningsforløb for patienter i kemoterapi. Her fik hun både motion og et fællesskab med andre kræftpatienter.

I dag går hun hver dag fem-ti kilometer for at forebygge lymfødem, som også kan være en senfølge efter kræftbehandling.

- Men uanset hvad jeg gør, bliver jeg aldrig den Ann, som jeg var før. Jeg kommer til at leve resten af mit liv med æggestokkræft.