Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på tidlig diagnostik af kræft. Vi bringer beretninger fra unge, som føler, at de ikke er blevet taget alvorligt af deres praktiserende læge. Det er de unges egne oplevelser fortalt med deres egne ord.
Her kan du læse Natasias historie.
Af: Natasia Baasch Foto: Privatfotos
Martins tumor blev opdaget den 22. juni 2018 – seks måneder efter hans knoglesmerter begyndte. Seks måneder med besøg hos forskellige læger og til forskellige undersøgelser. Jeg tænker tit, at hans kræft kunne og burde været opdaget tidligere.
Vi skal tilbage til december 2017, hvor Martin under en træning i fitnesscenteret pludselig får meget ondt i venstre lyske. Smerterne er voldsomme, men Martin slår det hen som en skade, for han træner jo meget. Han lader bare være med at lave den øvelse, og så går det bedre.
De næste par måneder har han det okay. Han har kun ondt, når han laver nogle bestemte øvelser, og derfor tænker vi, at det bare er en skade i lysken.
Jeg var helt rolig. På intet tidspunkt tænker jeg, at det kan være noget alvorligt.
Martin går heller ikke til lægen. Det er jo bare en skade.
Smerterne bliver gradvist værre, og Martin har ikke længere kun ondt, når han træner, også når han slapper af.
I januar 2018 går Martin til sin praktiserende læge. Han bliver tjekket godt igennem, og han får også tjekket testiklerne og mærket på prostata. Det ser fint ud. Han får besked på at holde sig i ro. ”Det er en lyskeskade,” siger lægen. Det tror vi på, for Martin træner meget og er meget stærk. Alt i alt er han en sund og rask mand på 25 år.
Han går til lægen nogle gange med smerter, og både lægen og Martin skyder stadig skylden på træning
Læs også: Kræft er ikke det første en læge tænker på - men unge får faktisk også kræft - Temaartikel om unge med kræft
”Martin går heller ikke til lægen. Det er jo bare en skade.”
Men smerterne går ikke væk. De tiltager. Martin taber sig lidt, men han har også målrettet spist og trænet for at tabe sig. Jeg presser på for at få ham til at tage til lægen, for han begynder at få ondt flere steder – nu også i ryggen, lænden og i benet.
Lægen henviser ham til en MR-scanning. Måske det kan være en diskusprolaps, siger lægen.
Scanningen viser ingenting
Til scanningen fortæller Martin, at han har ondt i lysken, benet, lænden og ryggen, og at smerterne startede i lysken. Men klinikken skal scanne for diskusprolaps og scanner derfor kun for det.
Svaret kommer, og der er ingenting at se på scanningsbillederne. Det hele ser normalt ud. Vi tænker, at alt er godt. Hvis der var noget alvorligt, så havde man jo kunnet se det.
Men smerterne begynder at tage til. Martin får svært ved at gå på arbejde, og i maj går han med nød og næppe til sin sidste eksamen. Han har tabt sig meget, og T-shirten hænger lidt på ham. Det kommenterer jeg på. Jeg vil have, han siger det til lægen.
Lægen kender ham ikke, da vi er forholdsvis nye hos hende. Hun ser ikke, at Martin er gået fra at være en mand på 90 kilo til at være ranglet. Martin forklarer også lægen, at han har forsøgt at tabe sig. Lægen syntes, det hele virker lidt underligt. Martin har lidt feber engang imellem, og hans infektionstal svinger også lidt. Hun siger, at han skal holde sig i ro og sætte træningen på pause.
I slutningen af maj 2018 får Martin en synlig bule i lysken. Nu bliver vi bange. For en skade begynder jo ikke bare at bule ud. Martin ser også endnu mere ranglet ud.
Den praktiserende læge henviser os til hospitalet. Her møder vi en læge, som hurtigt konkluderer, at der ikke er nogen bule. Vi fortæller, at den kommer og går, men hun kan intet se på den korte tid, hun bruger. Hun sender os hjem og siger, at Martin skal ultralydsscannes for brok.
Vores praktiserende læge henviser til scanningen. Der er 14 dages ventetid, for brok er jo ikke akut.
Efter to uger bliver Martin scannet. Normalt ville jeg ikke tage med, men vi har aftalt, at vi går ikke alene til scanninger.
Efter to uger bliver Martin endelig ultralydsscannet.
Lægen scanner Martin og slynger ud, at det nok er lymfekræft. Han kunne se lidt knuder. Det virker helt absurd, for man fortæller da ikke folk helt henslængt, at de nok har kræft.
Jeg stopper med at tænke, og jeg kan faktisk ikke huske ret meget. Jeg tror ikke rigtig på lægen. Der går en klap ned, mens tårerne triller. Det hele går så hurtigt.
Martin har en tid hos sin praktiserende læge senere på dagen. Hun sender ham i en kræftpakke, og så går det stærkt.
Ung kræft har en gruppe i Aarhus for unge pårørende og efterladte til unge kræftpatienter. De mødes én gang om måneden og har også en lukket Facebookgruppe, hvor de deler erfaringer. Her kan du også se, hvornår de mødes næste gang. Find gruppen her.
Her kan du læse mere om Kræftens Bekæmpelses tilbud til pårørende og efterladte.
Det er alvorligt. Martin bliver undersøgt grundigt: Ultralydsscanning, PET-scanning, MR-scanning, CT-scanning og biopsi.
Martin har et sarkom med en bløddelstumor på over 10 centimeter. Det viser sig, at han har Ewing sarkom.
Jeg har aldrig hørt om det. ”Et sarkom, hvad er det?” tænker jeg.
Tumoren går gennem bækkenet og presser på nerverne, der går op gennem ryggen. Det er tumoren, vi har kunnet se i Martins lyske.
Vi er mega lettede over endelig at få en forklaring på alle smerterne, men samtidig vildt skræmte over ikke at kende til sygdommen. Vi læser på nettet og på cancer.dk og kan godt se, at statistikken ikke er med os, for overlevelsesraten er ikke høj.
Men lægerne siger, at kræften ikke har spredt sig. De virker næsten overraskede. Vi får at vide, han skal have kemo i et år. Et helt år.
Vi er positive. Lægerne er positive. Vi skal nok klare det her!
Martin får kemo fra juli 2018 til november 2018. Tumoren går fra at være 10 centimeter til ikke at være målbar. Alle er glade. Han skal opereres i bækkenet og starte op på en ny kemokur efterfølgende.
Men i marts 2019 får vi at vide, de har fundet nye tumorer i bækkenområdet.
Kemoen virker ikke, og kræften spreder sig langsomt.
I december 2019 har Martin også metastaser på lungen. ”Hvor spreder kræften sig til næste gang?” tænker jeg.
Vi prøver at holde fast i håbet. Det er man nødt til, også selvom det er spinkelt, for måske virker næste behandling.
Den 11. april 2020 blev vi gift. Det var vigtigt for os at blive gift, mens Martin selv kunne gå op til rådhuset.
Martin ønskede, at sangen ’That’s the way it is’ af Daniel Lanois blev spillet til sin bisættelse. En sang som betød meget for ham, da han var syg. Hør sangen her.
Scanningerne bliver ved med at vise flere metastaser. Vi bliver bange.
Jeg sover dårligt om natten. Jeg vil hele tiden tjekke, om Martin trækker vejret.
I maj bliver vi indlagt på palliativ afdeling, og det er her, Martin har sin sidste tid.
Jeg begynder at spørge ind til hans tanker omkring begravelse. Han ville gerne have, der bliver spillet sangen ”That’s the way it is” af Daniel Lanois fra spillet Red Dead Redemption. Martin identificerede sig med hovedpersonen i spillet, som dør af tuberkulose.
Martin sagde ofte til mig, at jeg godt måtte finde en ny mand, når han ikke var der mere. Han virkede afklaret. Han vidste godt, at han snart skulle dø, selvom han forsøgte at bevare håbet lige til det sidste.
Martins organer begyndte at stå af. Han forandrede sig, og han sov meget. Jeg vidste godt, at han ikke havde så lang tid igen.
Den 14. maj sov Martin ind. 11 dage før hans 28 års fødselsdag og efter næsten to års kamp.
"Jeg vil ikke bruge energi på at være vred. Det er mit liv for kort til. Martin var heller ikke vred, så det vil jeg heller ikke være. Det bringer ham ikke tilbage."
Min mands tumor blev opdaget den 22. juni 2018 – 6 måneder efter hans smerter begyndte. 6 måneder med besøg hos forskellige læger og til forskellige undersøgelser. Jeg tænker tit, at hans kræft kunne og burde været opdaget tidligere. Jeg ville ønske, de havde lyttet til de andre symptomer og ikke kun set en mand, der trænede meget og nok var skadet. En mand, der blev tydeligt tyndere og næsten ikke kunne gå af smerter.
Jeg har stadig den samme praktiserende læge som Martin. Det er kun hende, jeg går hos i lægehuset. Hun er super grundig med mig, efter alt det vi har været igennem.
Jeg synes, hun skulle have bedt om, at Martins lyske også blev MR-scannet, da det var dér, smerterne startede. Og jeg synes, at scanningsklinikken skulle have lyttet til Martin, da han fortalte dem, hvor han havde ondt, og hvor smerterne stammede fra. Samtidig ved jeg jo godt, at det er en forretning, og at det også handler om kroner og øre.
Men jeg bebrejder ikke Martins praktiserende læge. Jeg er ikke vred på hende. Jeg er sikker på, hun er så ked af, hun ikke sendte ham i en kræftpakke før. Jeg vil ikke bruge energi på at være vred. Det er mit liv for kort til. Martin var heller ikke vred, så det vil jeg heller ikke være. Det bringer ham ikke tilbage. Men jeg har naturligvis en vis skepsis, efter det vi har været igennem. Jeg tager mig ikke til takke med noget, før jeg 100 % ved, hvad der er galt, hvis jeg fejler noget.
Jeg er gravid og venter mit og Martins første barn. En lille dreng.
Martin og jeg var henvist til fertilitetsbehandling. Vi var midt i et fertilitetsforsøg, da han døde. Vi vidste godt, han aldrig ville møde det barn, men vi var enige om, at det var det rigtige for os. Vi har brugt knap to år på at forberede os på, hvad vi ville gøre, hvis vi havnede i denne situation – at Martin døde midt i fertilitetsbehandlingen.
På Martins sidste dag var jeg til scanning for at tjekke æggene, og da jeg kom tilbage til palliativ afdeling, fortalte han mig, hvor meget han ønskede, at det ville lykkes denne gang.
Æggene blev taget ud og befrugtet to døgn efter, at Martin sov ind.
Vi var enige om, at jeg skulle fortsætte alene.
Og nu sidder jeg her og er gravid. Jeg venter mit og Martins barn – en dreng. Barnet var et fælles ønske, også selvom vi vidste, at jeg ville blive alenemor. Jeg synes, det er så smukt, at der kommer til at være noget af Martin her i livet. Barnet er en gave – ikke kun til mig, men også til Martins familie. Nu får en del af Martin lov til at leve videre.
Ung kræft er Kræftens Bekæmpelses indsats for unge, som har eller har haft kræft, i alderen 15-39 år. Ung kræft har 11 grupper over hele landet, hvor unge spiser sammen, bowler, klatrer i træer og går til stand up. De deler erfaringer, hænger ud, griner og bakker hinanden op i det svære.
Ung kræft har også en enkelt gruppe for unge pårørende og efterladte til unge kræftpatienter.
Læs mere om Ung kræft her og find din nærmeste gruppe.
Kampagnen 'Kræft er ikke for børn' sætter fokus på og samler penge ind til forskning, forebyggelse og patientstøtte i relation til børn og unge, som rammes af kræft – både som patienter og som pårørende.
Læs mere om, hvad pengene blandt andet går til og hvordan du kan støtte
