Lige siden 9. klasse har Marja Jäättelä vidst, at hun ville være forsker. Fascinationen af videnskab blev grundlagt i biologilaboratoriet i Helsinki, hvor hun og klassekammeraterne pustede ko-lunger op og dissekerede mus. Det førte til, at Marja Jäättelä fulgte i sin fars fodspor og begyndte at læse medicin. Uddannelsen til læge var dog mest en plan B, for lige fra starten var drømmen at blive forsker. Men visheden om at have en solid lægeuddannelse at falde tilbage på, gav den unge studerende muligheden for at gå sine egne veje inden for forskningen. 

Der snor sig i det hele taget en rød tråd af selvstændighed, mod og ønsket om at gøre tingene på sin egen måde, igennem Marja Jäätteläs liv og karriere. Kombineret med en uomtvistelig blanding af hårdt arbejde, intelligens og talent. 

Som da doktordisputatsen blev påbegyndt allerede på tredje år af medicinstudiet – og færdiggjort da hun var 27 år. Eller da to års afsluttende eksamener på studiet blev taget på et halvt år, så Marja kunne flytte ned til sin danske kæreste i København og færdiggøre sin uddannelse der.

Eller historien om dengang Marja Jäättelä, som er tidligere elitesvømmer på det finske landshold, var ude og svømme i Øresund. I stedet for at svømme langs kysten valgte hun den større udfordring med at svømme udad – mod Sverige – hvilket førte til, at hun blev samlet op af kystvagten, fordi hun svømmede i sejlrenden.

Billedet herover: Marja Jäättelä på cykel under en pause i løbet af en konference i Colorado.

En ener

Efter studierne blev Marja Jäättelä boende i København. Her mødte hun senere digteren og forfatteren Henrik Nordbrandt. De giftede sig i 2009 og blev forældre til datteren Anna. 

Om morgenen d. 31. januar i år døde Henrik efter kort tids sygdom. Han blev 77 år, og beskrivelserne af ham efter hans død tegnede et billedet af en mand, der var helt sin egen - en ener. Med Politikens ord var han en, der ’stod uden for kasserne, uden for klasserne, og der blev han stående’. 

Det er en beskrivelse Marja Jäättelä kan genkende, og som hun beskriver som noget af det, der bandt de to sammen. 

– Det at gå sine egne veje var noget, vi havde til fælles. Det kendetegnede os begge og det gjorde, at vi forstod hinanden utrolig godt, siger Marja Jäättelä.

Billedet herover: Marja Jäättelä sammen med datteren Anna, der i dag er 16 år.

Følg resultaterne

Som med andre områder i samfundet er der perioder med trends inden for forskning. Og da Marja Jäättelä startede sin forskning i cellebiologi, hed trenden apoptose. Det indbyggede selvmordsprogram, som skal sikre, at skadede celler begår selvmord, så de ikke udvikler sig til kræft, blev anset som den vigtigste årsag til, at celler døde. Det var det, der var svaret, i langt de fleste af de artikler og forskningsprojekter, som undersøgte årsager til celledød i både normale celler og kræftceller. Men i Marja Jäätteläs forsøg så hun, at kræftceller ikke døde af apoptose. Hun fulgte det hun så og stillede spørgsmålet om, hvilke andre veje i cellernes indre der så kunne føre til, at celler dør. 

– Det har aldrig interesseret mig særlig meget, hvad andre forskere er optaget af. Jeg har altid ønsket at finde mit eget snarere end at gå efter, hvad alle andre arbejdede med. Jeg har altid gået efter de ting, jeg har set i laboratoriet. Jeg har troet på de resultater, jeg har fået der og har fulgt efter dem. Det, der motiverer mig, er at finde noget helt uventet og så kunne forklare det, siger Marja Jäättelä. 

Et af de tidlige forsøg hun udførte var med prøver indsamlet fra børn, der havde meningitis. Prøverne var med møje og besvær indsamlet af en professor-kollega. De var meget små og meget værdifulde. Så det var med rystende hænder, at den unge forsker satte forsøget i gang: Prøverne skulle uddeles i små rør og bruges til et forsøg med kræftceller, der efter planen skulle dø, når de blev påvirket af et bestemt stof – et såkaldt cytokin. Prøverne tilbragte natten i et varmeskab. Men da Marja Jäättelä så til dem dagen efter, var ingen af kræftcellerne døde. Forsøget var mislykkedes.

– Jeg var sikker på, at det var mig, der havde gjort noget forkert, og jeg var dybt ulykkelig over at skulle gå tilbage til professoren og fortælle, at jeg havde spildt hans dyrebare prøver, husker Marja Jäättelä. 

Nogle dage efter så hun, at laboranterne lavede en række målinger på varmeskabet i laboratoriet. Det viste sig, at varmeskabet var i stykker, og det betød, at Marja Jäätteläs mislykkede forsøg havde tilbragte natten ved en alt for høj temperatur. 

Hvad der virkede som et mislykket forsøg, var i virkeligheden et eksempel på, hvordan kræftceller kunne undgå at dø af en dengang ukendt mekanisme. Og flere år senere gav Marja Jäätteläs egen forskning forklaringen på, hvad der egentlig var sket: I cellernes indre findes såkaldte heat shock-proteiner, der bliver aktiveret, når celler bliver udsat for livstruende påvirkninger, eksempelvis høje temperaturer. Heat shock-proteiner er en af de forsvarsteknikker, som kræftceller bruger for at undgå at dø af det, der hedder lysosomal celledød. Det var heat shock-proteinerne, der havde beskyttet kræftcellerne i varmeskabet – og Marja Jäättelä havde opdaget en ny dødsmekanisme.

Billedet herover: Marja Jäättelä har været tilknyttet Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning siden 1989. Her leder hun forskningsgruppen 'Celledød og Metabolisme' samt Grundforskningsfondens Center for Autofagi, Recirkulering og Sygdom

Kritisk tænkning

Beder man Marja Jäättelä om at se tilbage på den udvikling, hun har oplevet inden for forskning gennem sin karriere, følger der en opfordring med svaret. 

– Når man i dag ser tilbage på tidligere tiders forskning, kan man godt tænke, at det var vel nok primitivt. Men prøv at tænke på alle de opdagelser, tidligere tiders forskere alligevel gjorde selv med færre tekniske muligheder. Det er jo imponerende. I dag er der sket en kæmpe teknisk udvikling. I laboratoriet kan vi eksempelvis kortlægge alle gener hos en kræftpatient på en dag. Det tog 13 år, da man for første gang begyndte på at kortlægge det menneskelige genom i 1990. Et andet fremskridt er kunstig intelligens, som kan sammenligne enorme mængder data og finde mønstre, mennesker ikke selv kan se. Men midt i al udviklingen mener jeg, vi skal huske at holde fast i den videnskabelige kritiske tænkning og forholde os til både de analyser, vi laver, og de svar, vi får. Vi skal huske at undre os og stille spørgsmålstegn og være opmærksomme. Det tror jeg stadig er den måde, vi får den bedste forskning på, siger Marja Jäättelä.