|
JACOB ENGELMANN, PSYKOTERAPEUT, OG RÅDGIVER, KRÆFTRÅDGIVNINGEN I NÆSTVED: |
|
Sorgen lyste ud af ham, da han første gang satte sig i stolen over for mig. Kropssproget, stemmen – alt ved ham var sammenlukket. Han havde været gift med sin kone i 60 år, og de skulle snart fejre diamantbryllup. Men nu var hun blevet uhelbredeligt syg. Konen var afklaret og klar til at dø, men han anede ikke, hvad han skulle stille op med sig selv uden hende. Han kiggede ned i bordet, mens han fortalte, at han var holdt op med at gå udenfor. De plejede at være et aktivt par, men nu havde han droppet sport, venner – ja, selv havearbejdet, som han elskede. Han følte ikke, han kunne tillade sig at gå fra hende, selv når hun sov det meste af dagen. Han sad bare og ventede på, at hun skulle vågne. I hans generation talte man ikke meget om følelser, så han havde ikke noget sprog for det, han gik igennem. Vi fik en lang samtale om livet og døden. Og så gav jeg ham en opgave: I en måned skal du dyrke din sport mindst en gang om ugen. Og så skal du i haven, hvor du er til stede i nuet, mærker din vejrtrækning og I begyndelsen syntes han vist, det var noget værre hokus pokus at være ’mindful’ på den måde. Men da jeg så ham næste gang, fortalte han, at det havde givet ham meget. |
|
Han kom til samtale hos mig i alt fem gange. Vi talte om bekymringstid, sorgprocesser og ventesorg. Hver gang gik han derfra med lidt mere sænkede skuldre, end han kom med. Jeg kunne ikke fjerne hans smerte, men jeg gav ham et rum og et sprog for sorgen. Den sidste gang jeg så ham, var tre uger efter hendes død. Han var i dyb sorg. Men han prøvede at praktisere nogle af de ting, vi havde talt om; at hente brød hos bageren, se blomsterne gro, gå i biografen med en ven. Han sagde, at han aldrig i sit lange liv havde talt så intensivt med et andet menneske som med mig. Det blev jeg rørt over. Han havde også gjort indtryk på mig. Vores samtaler var nok meget typiske for mit arbejde i kræftrådgivningen – og så alligevel ikke, for her kommer pårørende, kræftramte og efterlevende i alle aldre. Folk har forskellige erfaringer i livet, og derfor har de også meget forskellige måder at håndtere kriser på. Nogle beder om råd til noget praktisk, som for eksempel at søge et legat. Men ofte ender det ud i nogle meget dybe samtaler. Jeg sætter enormt stor pris på at få lov til at være en del af det – det er virkelig et drømmejob for mig. |
|
Tekst: Rikke Hovn Poulsen Foto: Morten Andersen
Publiceret: Juni 2023