Stine sidder i hospitalssengen med tårerne løbende ned ad kinderne. Hendes medpatient på stuen vil gerne se Vild med Dans. Det er fint for Stine. Men hun havde ikke regnet med at se en kvinde med brystkræft valse hen over gulvet for rullende kameraer.

Følelserne skyller ind over hende. Hvor er det fantastisk, at alt dette er blevet stablet på benene – for kvinden i fjernsynet, Stine og alle andre kræftramtes skyld.

Stine mærker bogstaveligt talt omsorgen komme rullende imod sig ud gennem skærmen. Det er overrumplende. Og i det øjeblik tager hun en beslutning:

- Hvis jeg er i live næste år, vil jeg melde mig til det program. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre, smukkere og mere ærefuld måde at samle ind til kræftsagen på, siger hun til sig selv.

I de følgende år er Stine det faste holdepunkt i søsterens familie. Hun tager både de glade og de svære samtaler – om livet, døden, begravelsen og hvordan det hele skal være, når engang søsteren er væk.

Stine tager med svogeren til rådgivningssamtaler hos Kræftens Bekæmpelse. Og hun knytter et endnu tættere bånd til sin lille niece, der fra sidelinjen må se sin mor blive kørt ind og ud af hospitalet.

- Jeg var deres livline. Det var hårdt. Men samtidig også det eneste rigtige for mig, fortæller hun.

Hver gang telefonen ringer, og svogerens navn lyser op på displayet, giver det et lille gip i Stine.

- Jeg holder meget af ham. Men jeg frygter virkelig den dag, han ringer og siger, at nu er det sket. Den skræk sidder altid i mig, indrømmer hun.

Den næste dag går både stærkt og uendeligt langsomt. Stines læge sender hende videre til hospitalet i Odense. Lægerne går straks i gang med mammografien, mens Stines mand parkerer bilen. Og meget hurtigt står det klart, at den er gal.

Da Stines mand endelig kommer ind i lokalet, falder hun grædende i armene på ham.

- Den er god nok. Det er, hvad vi frygtede, hulker hun.

Mammografien afløses af den ene scanning efter den anden, og derefter skal hun have taget biopsier. Oppe i Stines hoved kører alting rundt og rundt. Hun lider i forvejen af PTSD, og lægernes alvorlige miner gør hende bange. Hele hendes krop fryser, og hun ryster over det hele.

- Husk nu at trække vejret, siger lægerne flere gange.

Samtidig anlægger Stine også en enormt praktisk tilgang til sin sygdom. Hun læser alt, hvad hun kan komme i nærheden af om brystkræft, så hun kan spørge kvalificeret ind til lægernes forslag til behandling.

- Det var vigtigt for mig at have en form for kontrol. Muligvis handlede det også om at flytte fokus fra at være syg til at være gamle mig, med drivkraft og handling. Men uanset hvad tror jeg, det hjalp mig, forklarer hun.

Stines søster er en kæmpestor støtte gennem forløbet. Nu er det Stine, der har brug for én til at tale om sin egen begravelse med.

- Vi har altid været enormt tætte, men pludselig var det, som om vi forstod hinanden på et endnu dybere plan. Rollerne blev byttet om. Men det var på en god måde, fortæller hun.

Det er sommer i Danmark, da Stine en dag ud af det blå finder en knude i det andet bryst

- Jeg var rædselsslagen, og det hele vældede op i mig igen. Jeg kunne næsten ikke holde ud at skulle igennem hele møllen med prøver og undersøgelser igen, beretter hun.  

Heldigvis viser det sig kun at være en vandcyste. Men oplevelsen ryster Stine voldsomt. Og hun tager en stor beslutning: Når hun om få måneder skal opereres igen for at få rekonstrueret brystet, vil hun bede lægerne om at fjerne det andet bryst samtidig.

- Jeg ville ikke risikere nogensinde at skulle igennem sådan en omgang igen – så hellere forebygge, forklarer hun.

Lægerne bakker op om Stines beslutning. Og i slutningen af oktober bliver hun indlagt igen.  

- Hvor er her hyggeligt, smiler lægerne, hver gang de kommer ind på Stines stue.

Hun har hængt lyskæder op omkring sin seng. Rundt om står batteridrevne fyrfadslys. Og i sengen ligger Stine iført glimmersokker og glimmersko.  

- Glimmer og farver gør mig glad, det gør noget godt for mig. Og jeg er overbevist om, at jeg heler hurtigere, når jeg har det godt. Så derfor sørgede jeg for at tage alt det med hjemmefra, beretter hun.

- Det var også en måde at holde fast i en form for normalitet, så jeg ikke bare var en kræftpatient. Jeg var faktisk Stine, som er farverig og fuld af glimmer, også selv om jeg sad i en hospitalsseng, forklarer hun.

Også denne gang opstår der komplikationer, og Stine er igen indlagt i ti dage. Det er her, hun tilfældigvis ser Vild med Dans – og tager beslutningen om at melde sig til næste år, hvis hun altså er i live til den tid. 

Sådan har det været siden – nuet og hverdagen har fået en helt ny betydning for Stine. Og hun husker løftet til sig selv: I september 2022 melder hun sig som danser for at hjælpe med at samle ind til den vigtige kræftforskning, der betyder, at behandlingerne hele tiden bliver bedre for mennesker som hende selv og hendes søster. Og til Kræftens Bekæmpelses støtte til patienter og pårørende, som hele familien har haft stor glæde af igennem hele forløbet.

Den sidste fredag i oktober kunne du derfor møde Stine i Vild med Dans – Knæk Cancer.

- Jeg var rystende nervøs for, hvordan det ville blive at stå på gulvet foran det fyldte Kongelige Teater – og ikke mindst de hundredtusindvis af seere, der kigger med. Men jeg glædede mig også virkelig meget, siger hun.