Da hun kort efter tager plads ved siden af Theis, og lægen gentager den urovækkende besked, får Theis’ mor et 'mærkeligt udtryk i ansigtet', og hun vipper rastløst med fødderne, der lige nøjagtig ikke når jorden fra den høje stol, hun sidder på.

Lægen bryder flere lange sekunders larmende stilhed.

- Hvordan har du det, når du hører det, jeg fortæller dig? spørger han Theis, der stirrer tomt ud i luften.

- Jeg har ikke så god tid, for jeg skal nå et tog om et kvarter, svarer han og beder sin mor om at køre ham til stationen i Korsør, hvor han skal skifte for at nå på arbejde i København.

Både Theis og hans mor kigger direkte ud gennem bilens forrude, og ingen af dem siger et ord i de syv minutter, som køreturen fra lægen til stationen varer.

Først halvejs på togturen fra Korsør til København går det op for Theis, at han har fået kræft.

Et liv med kræft sætter også nogle mere praktiske barrierer for intimitet og romantik. For eksempel har Theis for nyligt deltaget i en eksperimentel behandling på Herlev Hospital, der sætter væsentlige begrænsninger for seksuel aktivitet, fordi medicinen er så giftig.

- Jeg fik at vide, at hvis jeg skulle have sex, ville kondom ikke være nok, og jeg ville både skulle tage en masse piller og forholdsregler. Forestil dig lige at møde op på en date med tasken fuld af medicin og creme? Det ville jeg bare ikke udsætte nogen for, siger han og smågriner.

Syv tilbagefald og adskillige operationer har sat sine tydelige spor på Theis’ krop, og de mange ar under armene og på ryggen fortæller en årelang historie om sygdom, som han i lang tid gjorde meget ud af at skjule i livets mere intime stunder.  

- I dag er jeg ligeglad, men det har tidligere været svært for mig at være nøgen med et andet menneske. Hvad ville andre mon tænke om arrene? Derfor har jeg gjort meget ud af at tage en T-shirt på eller slukke lyset, så ingen skulle forholde sig til de synlige tegn på sygdom.

Theis kalder sig privilegeret, fordi han selv har været sparet for at have kræft tæt inde på livet i løbet af sin opvækst. Men det betyder samtidig, at han ikke anede, hvad han skulle stille op, da han blev diagnosticeret med modermærkekræft i 2016. 

- Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle snakke med, eller hvor jeg skulle gå hen. Når jeg så kiggede mig omkring på nettet, fandt jeg overvejende frem til kvinder eller ældre mænd, og det havde jeg lidt svært ved at spejle mig i, fortæller Theis, der af samme grund har valgt at engagere sig i blandt andet Ung Kræfts fortællerkorps, som rejser land og rige rundt for at fortælle om livet som ung og kræftsyg.

Siden 2019 har Theis været ude og tale om kræft på et hav af skoler, uddannelsesinstitutioner, foreninger og arbejdspladser, men første gang han skulle dele sin historie, var han meget tæt på at aflyse.

Dagen inden hans debut som fortæller ved et stort arrangement hos Kræftens Bekæmpelse i København med hundredevis af fremmødte fik han at vide, at han igen var blevet syg med modermærkekræft efter at have været sygdomsfri i tre år.

- Det var, som om klappen gik ned, og jeg befandt mig i en eller anden form for choktilstand. Jeg rendte rundt det meste af dagen kun i underbukser og anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg husker, at jeg havde nogle pizzarester fra dagen før, som jeg stod og spiste foran køleskabet, imens jeg stirrede ud i luften, siger Theis, der trods lægens urovækkende melding tog afsted til arrangementet og fortalte sin historie med en mindre omskrivning af slutningen, der gjorde historien meget mindre opløftende end planlagt.  

Flere af tilhørerne fortalte bagefter, at det var gået rigtig godt, og lige siden har Theis delt sin historie med enhver, der ville høre den. I dag holder han meget af at være ude og fortælle om sine oplevelser og erfaringer.

- Hvis bare en enkelt blandt publikum kan bruge de ting, vi taler om, eller jeg kan hjælpe til at gøre folk lidt klogere på kræftområdet, så bidrager jeg meget gerne til det,” siger han og uddyber.

- Spørgsmålene fra publikum tvinger mig til at reflektere over en masse ting, jeg har været igennem, og det er nok også grunden til, at jeg aldrig har følt behov for at gå til psykolog, forklarer Theis og tilføjer, at han i begyndelsen var meget bange for at blive spurgt ind til døden, når han var ude med fortællerkorpset.

- Jeg har altid været bange for døden, også inden jeg blev syg, og som barn kunne det for eksempel give et sug i maven, når en rustvogn kørte forbi. Men kræftsygdommen har alligevel ændret mit syn på døden og bragt den lidt tættere på. Jeg er ikke klar til at dø, og jeg vil gerne leve længe, men jeg har indfundet mig med, at døden er en naturlig del af livets cyklus. Men det har taget mig nogle år at finde mig til rette i den tanke.

Og døden kom for et halvt år siden meget tæt på.

Theis gennemgik en forsøgsbehandling med immunterapi, hvor man lærer kroppens immunceller at genkende kræftcellerne, så kroppen selv slår sygdommen ned.

Behandlingen endte med at gå til angreb på hans lever og nyrer.

- Jeg blev helt gul i huden og både vanvittigt syg og træt. Til en opfølgningssamtale 14 dage efter jeg havde fået det bedre og var blevet udskrevet, sagde lægerne, at jeg var meget tæt på at dø af organsvigt. Det reagerede jeg meget kraftigt på at få af vide, fordi jeg følte, at døden pludselig kom meget tæt på, siger han. 

 Da Theis var allermest syg, fik han Bob, en blå dinosaurbamse, af sine gode venner. I dag har han altid Bob med i baglommen som en slags maskot, når han er ude for at holde foredrag, fordi den har fulgt ham i en særligt svær tid og minder ham om den lange rejse, han har været igennem, siden han blev diagnosticeret i 2016.

Theis skal netop til påbegynde en helt ny forsøgsbehandling, der kun er blevet brugt på en enkelt anden person med samme kræftsygdom.

- Jeg vil helst ikke sige det, men jeg er pissehamrende nervøs. Noget af det, der virkelig slår mig, er min forfængelighed. Som et led i behandlingen skal jeg gennemgå tre dages meget intens kemoterapi for første gang i mit seks år lange sygdomsforløb, og der kan man risikere at miste håret. Det har faktisk ikke tidligere været muligt for fremmede mennesker at se, at jeg er syg, men det kommer det måske til nu, og det har jeg det rigtig svært ved, siger Theis, der ser med optimisme på fremtiden.

- Lige nu tager jeg én dag ad gangen og kigger fremad. Jeg har indrettet mit liv sådan, at jeg ikke altid kan forpligte mig til aftaler langt ude i fremtiden. Og så sørger jeg for at holde mig i gang, for jeg er også lidt bange for at falde hen og blive mere syg, hvis jeg ikke kommer ud og foretager mig noget med andre. Så er man også alene med sine tanker og bekymringer om alle de frygtelige ting, der kunne ske.

Gå på gaden til Landsindsamlingen søndag 3. april:

Meld dig som indsamler