Sig til, hvis du ser et mistænkeligt modermærke

En rundspørge lavet af Kræftens Bekæmpelse viser, at kun hver tredje af os vil reagere, hvis vi ser et mistænkeligt modermærke på en anden. Men det er vigtigt, at vi dropper berøringsangsten – det kan faktisk redde liv at gøre andre opmærksomme på mistænkelige modermærker. Det er Lisbeth og Trine begge levende beviser på.

Tekst: Caroline Juul Mørck. Fotos: Privat, Colorbox og Tjekmærkerne.nu

Lisbeth Dorch Nielsen går månedligt til massør, men denne gang bliver ulig de tidligere gange. De to snakker hyggeligt om den sidste måneds hændelser, mens massøren arbejder med Lisbeths ryg.

Pludselig stopper massøren op. Lisbeth vender hovedet på massagebriksen og kigger spørgende.

- Lisbeth, der er et modermærke, der ser lidt specielt ud. Jeg tror, det vil være en rigtig god idé, hvis du får tjekket det af en læge, siger massøren skeptisk.

Lisbeth tænker ikke videre over kommentaren. Hun er klar over, hun har rigtig mange modermærker, og at nogle af dem ser lidt anderledes ud end andre.

Et par måneder senere er Lisbeth til læge. Hun skal til at tage sit overtøj på, da hun husker, hvad massøren sagde.

- Inden jeg går, kan du så måske tjekke et modermærke på mit skulderblad? Jeg tror ikke, det er noget, men min massør nævnte det for mig for et par måneder siden.

Lægen kigger på modermærket og giver straks Lisbeth en henvisning til hudlægen. For Lisbeth bliver hendes besøg hos massøren afgørende for hendes liv. Hun får hurtigt fjernet modermærket, der efterfølgende viser sig at have kræft. Heldigvis har den ikke spredt sig.

Det er syv år siden, Lisbeth fik konstateret modermærkekræft.

- Jeg fik efterfølgende fortalt af lægerne, at min massør havde en afgørende betydning for mit kræftforløb. Jeg er derfor meget taknemmelig for, at hun valgte at reagere, fortæller Lisbeth, der i dag er 43 år.

Lisbeths ar på ryggen vidner i dag om det kræftforløb, hun har været igennem

Vi er berøringsangste

Langt fra alle gør som Lisbeths massør og siger til, hvis de opdager et modermærke i en anderledes farve eller med et asymmetrisk udseende. En ny rundspørge af Kræftens Bekæmpelse viser, at kun hver tredje vil reagere, hvis vi ser et mistænkeligt modermærke hos én, vi ikke kender.

Hudlæge Christina Haak oplever jævnligt patienter i sin praksis, der skal have tjekket deres modermærker efter bekymringsfulde kommentarer og reaktioner fra deres tætte relationer. Men hun oplever også danskerne som berøringsangste, når det kommer til at påpege mistænkelige modermærker hos andre.

- Jeg tror, der er en generel forsigtighed og forlegenhed hos danskerne. Man går jo ikke bare hen og snakker med fremmede mennesker. Men bemærker man noget, så skal man lade være med at være så forsigtig og bruge sin almindelige situationsfornemmelse og prikke folk på skulderen, siger hun.

Christina nævner i samme forbindelse, at mere end 90 procent af alle tilfælde af modermærkekræft i Danmark bliver helbredt, netop fordi vi bliver tjekket i tide hos lægen.

Heldigvis er der også nogen, der ikke er bange for at påpege andres modermærker. 35-årige Trine Bie er en af dem. Hun fik selv konstateret modermærkekræft i 2020 og er kræftfri i dag. Efterfølgende har hun aldrig holdt sig tilbage, når hun ser et mistænkeligt modermærke

- Jeg kan slet ikke lade være. Nogle gange føler jeg, det er lidt grænseoverskridende, men på den anden side; hvis det får folk til lægen i god tid, så er det vigtigt at sige noget, forklarer hun.

Trine har fået sendt sin kollega afsted til lægen på grund af et mistænkeligt modermærke. Det viste sig senere at være kræft. Også på Instagram har Trine kontaktet fremmede mennesker for at nævne, at de bør få tjekket et modermærke af en læge.

'Nogle gange føler jeg, det er lidt grænseoverskridende, men på den anden side; hvis det får folk til lægen i god tid, så er det vigtigt at sige noget'

Trine Bie, kræftfri efter modermærkekræft

Trine er ikke bange for at kontakte fremmede på Instagram, hvis hun spotter et mistænkeligt mærke. 

Trine Bie har aldrig oplevet, at folk har reageret negativt, når hun henvender sig til dem og pointerer et modermærke. Faktisk er hendes oplevelse ofte det modsatte – familie og venner opfordrer hende til at tjekke deres modermærker, og fremmede mennesker anerkender kun den omsorg, som Trine viser, når hun henvender sig

 - Faktisk har jeg flere gange oplevet venner og bekendte, som beder mig om at tjekke deres mærker, når vi snakker om, at jeg har haft modermærkekræft. Folk tager pænt imod, at man blander sig.

6 trin, fra du opdager et mistænkeligt modermærke

1. BESTIL TID: Gå straks til lægen, der kigger på det.

2. HUDLÆGEN: Hvis lægen er mistænksom eller ikke kan udelukke, at der er tale om kræft, får du en akut tid hos en hudlæge. Du kommer i det, der hedder et kræftpakkeforløb.

3. PLASTIKKIRURG: Hudlægen kigger på modermærket, og hvis hudlægen mener det er modermærkekræft, får du en akut tid til operation hos en plastikkirurg, der fjerner dit mærke.

4. VÆV UNDERSØGES: Er hudlægen i tvivl om det er modermærkekræft, kan hudlægen også vælge selv at fjerne det og sende vævet til akut mikroskopisk undersøgelse.

5. ENDELIGT SVAR: Kræft i modermærker bekræftes først, når mærket er fjernet. Så når det er opereret væk og undersøgt mikroskopisk, får du bekræftet eller afkræftet din og lægens mistanke.

6. NÆSTE SKRIDT: Tykkelsen på modermærket ved den mikroskopiske undersøgelse er med til at afgøre om du skal i yderligere behandling.

Det er omsorgsfuldt at tjekke

Flertallet af dem, der i Kræftens Bekæmpelses rundspørge ikke vil påpege mistænkelige modermærker hos andre, angiver, at det er fordi de ikke er fagpersoner.

Ifølge hudlæge Christina Haak kræver det dog ofte ikke lægefaglig viden at se, om et modermærke ser forkert ud og adskiller sig fra andre modermærker.

- Modermærkekræft er en kræftform, der oftest sidder synligt på huden. Derfor er det ærgerligt, når folk ikke kommer til lægen i tide. Vi forventer ikke, at folk kan diagnosticere hinanden, men spotter man modermærker, der skiller sig ud, skal man bare sige det.

'Vi forventer ikke, at folk kan diagnosticere hinanden, men spotter man modermærker, der skiller sig ud, skal man bare sige det.'

Christina Haak, hudlæge

Tjek uanset hudtype

Har du lys hud og mange modermærker, er du i øget risiko for at få modermærkekræft. Og det er især personer i risikogruppen, der er opmærksomme på at få tjekket modermærkerne regelmæssigt. Men alle mennesker og hudtyper kan blive ramt af modermærkekræft.

Det mærkede Trine på egen krop. Hun er forholdsvis mørkglødet med mørkt hår, mørke øjne og næsten ingen modermærker

- På grund af min hudtype dyrkede jeg solen enormt meget. Jeg blev ikke forbrændt og brugte heller ikke altid solcreme. Jeg tænkte slet ikke, at modermærkekræft kunne ramme mig, før jeg en sommerdag opdagede et modermærke på låret, der havde forandret sig.

Modelfoto

Husk solbeskyttelse og sluk solariet

Ligesom Trine er begyndt at passe på sin hud i solen, har Lisbeth også ændret adfærd. Hun har altid ønsket solbrun hud, særligt i ungdommen i 90’erne, hvor solariet ikke kunne være tændt nok. Men efter at hun fik konstateret modermærkekræft, passer hun i dag meget på uv-strålingen.

Mens hun fortæller sin historie, stryger hun sine lyse arme, som er dækket af modermærker

 - Da jeg fik modermærkekræft, slukkede jeg solariet. Jeg ville ønske, jeg havde gjort det før. Men jeg tænkte ikke, at det ville skade mig. Og da jeg var ung, vidste jeg nok ikke bedre. Men i dag passer jeg på min hud og bruger solcreme, slutter hun. 

Find mere om tegn på modermærkekræft:

Tjek Mærkernes hjemmeside

Beskyt din hud mod uv-stråling

Ifølge WHO kan 90 procent af alle tilfælde af hud- og modermærkekræft direkte tilskrives uv-stråling fra sol og solarier.

Hvis du følger Solkampagnens solråd: Skygge, solhat og solcreme, når du opholder dig i solen, beskytter du din hud mod uv-stråling. Derudover bør du også undgå at gå i solarium.

Læs meget mere om solbeskyttelse:

Solkampagnens hjemmeside