29-årige Michelle:
’Tredje gang SKAL bare være lykkens gang’

På billedet: Michelle har netop fået konstateret endnu et tilbagefald af sin aggressive lymfekræft. Gennem sit kræftforløb har hun prøvet at afskærme sig fra alt, der er negativt, og har derfor også frabedt sig alle lægernes statistikker. - Det er muligvis ikke den rigtige strategi – det ved jeg ikke – men jeg har brug for at holde fast i troen på, at selvfølgelig bliver jeg rask, siger hun.

Inden for et år har 29-årige Michelle Schwartz fået beskeden: ’Du har kræft’ hele tre gange. Hun har fået kemo, antistoffer og en stamcelletransplantation - og lægerne skal nu lægge nye planer, for den seneste behandling virkede desværre ikke. Men hun har ikke mistet håbet: – Hvis den cancer vil have en runde tre, så tager vi bare en runde tre!

Af: Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm     Foto: Claus Møller & private fotos



Det hele var ellers ved at lysne. Efter 150 dage i isolation ovenpå en stamcelletransplantation, var 29-årige Michelle Schwartz ved at tælle ned til forår, lysere tider og ikke mindst til et liv uden kræft. Men sådan skulle det desværre ikke gå. For i begyndelsen af februar blev Michelle pludselig blev indlagt med feber: 

- Ingen mistænkte kræft. Jeg var lige blevet scannet, hvor alt så fint ud. Så lægerne var helt sikre på, at feberen måtte skyldes en virus eller infektion, siger Michelle. 

Svaret kom derfor bag på alle. For endnu en gang var Michelles lymfekræft tilbage. Den stamcelletransplantation, som hun fik i efteråret, havde desværre ikke fået bugt med de aggressive kræftceller, så lægerne skal igen lægge nye behandlingsplaner. 

- Der er ikke andet at gøre end at komme op på hesten igen. Hvis den cancer vil have en runde tre, så tager vi bare en runde tre. Jeg tror stadig på, at jeg nok skal komme den skide sygdom til livs, siger Michelle.

Michelle sidder i hospitalsseng

På billedet: Gennem sit sygdomsforløb har Michelle delt sine tanker og følelser på Instagram. Hun delte nyheden om sit seneste tilbagefald med dette billede.

'Man går fra at føle sig ung og udødelig og have hele livet foran sig til pludselig at se døden i øjnene'

Michelle Schwartz, 29 år, lymfekræft

'Lyst til at give op'

Michelles forløb startede i december 2019, hvor hun fik konstateret aggressiv lymfekræft. Hun kom akut i kemobehandling, og det gik umiddelbart godt. Kræften forsvandt. 

Men ganske kort tid efter fik Michelle igen symptomer, og nye undersøgelser viste i første omgang, at hun havde corona – og få dage efter så lægerne, at kræften var kommet igen. 

Det var midt i den første coronanedlukning, så Michelle lå alene i isolation, da hun fik begge beskeder. 

- Det var den hårdeste periode i mit liv. Jeg kan huske, at jeg lå i min seng en aften og bare inderligt ønskede, at jeg ikke ville vågne næste morgen. Jeg ville bare have fred. Jeg følte mig som en belastning for alle, og jeg havde lyst til at give op. Det var en forfærdelig følelse og også enormt skamfuldt, da jeg føler, at jeg burde kæmpe for min families skyld, men jeg glemte helt, hvad det var jeg kæmpede for, husker Michelle. 

- Da jeg fik konstateret kræft første gang, var min umiddelbare reaktion: ’ Det klarer jeg’. Men anden gang begyndte jeg at miste troen. Man går fra at føle sig ung og udødelig og have hele livet foran sig, til pludselig at se døden i øjnene. Det var en kæmpe barriere, som jeg skulle over for at finde troen på, at jeg har en fremtid. Og den kæmper jeg stadig med hver dag, siger Michelle. 

Læs Michelles historie: Jeg er ikke færdig med at leve

Tre billeder fra Michelles kræftforløb

På billedet: Michelle fik sin første kemo i december 2019 (øverst). Da hun begyndte at miste håret, valgte hun til sidst at barbere det af. den langhårede paryk har hjulpet hende til, at føle sig knap så synligt syg.

Nye stamceller skal slå kræften ned

Lægerne satte nu deres lid til en stamcelletransplantation og gik i gang med at lede efter en donor. Michelles to søskende, Ivar og Danielle, der er tvillinger, matchede ikke, men til alt held fandt lægerne en donor i Tyskland, og i september fik Michelle sin transplantation. 

Inden transplantationen fik Michelle en mild kemokur og stråler på hele kroppen. Det skulle slå hendes eget immunforsvar ned, så de nye celler kunne få plads til at danne et nyt immunforsvar, der kan bekæmpe de aggressive kræftceller. 

Selve transplantationen foregår som ved en almindelig blodtransfusion. Efter en halv time med drop i armen kunne Michelle tage hjem, hvor hun skulle holde sig så isoleret som overhovedet muligt i 100 dage, indtil de nye celler fik overtaget. 

- Jeg havde ret høje forventninger til transplantationen, men det gik aldrig helt godt. De nye celler havde svært ved at tage over, og jeg blev dårlig af den medicin, jeg fik, fortæller Michelle. 

Ved juletid opdagede Michelle pludselig noget udslæt på maven, og hun var sikker på, at hendes kræft var kommet igen. 

- Min kræft har hver gang vist sig som udslæt på huden, men efter en del undersøgelser, afkræftede lægerne min frygt. I stedet mente de, at jeg var i gang med at afstøde de fremmede celler, og de planlagde derfor, at jeg skulle have en ny portion donorceller, fortæller Michelle.

Læs mere om stamcelletransplantation
Sådan kan du donere stamceller



Michelle får stamceller

På billedet: Michelle får nye stamceller. På Instagram skrev hun: Det er skørt at tænke på, at der skal bo et fremmed immunforsvar i MIN krop... Willkommen nye stamceller! Venligst opfør jer pænt, dræb noget cancer, spark de gamle stamceller ud, og find jer så godt til rette. Vi skal nok blive gode venner og leve et langt og lykkeligt liv sammen ❤️

'Det vigtigste af alt er, at lægerne ikke har givet op – så har jeg heller ikke. Men det er ikke let, og lige nu er jeg ret knust'

Michelle Schwartz, 29 år, lymfekræft
Michelle i hospitalsseng efter operation

På billedet: Michelle har fået fjernet syg lymfeknude. Analyser af den, der skal hjælpe lægerne med at finde frem til den rette behandling.

’Lægerne har ikke givet op’

Men den plan er nu skrinlagt, efter det har vist sig, at kræften alligevel er retur. Lægerne er nu i gang med at undersøge, hvilken behandling der er den rette og næste på hylden for Michelle. 

- Det vigtigste af alt er, at lægerne ikke har givet op – så har jeg heller ikke. Men det er ikke let og lige nu er jeg ret knust. Det føles som om, alt har været spildt og den sommer, jeg så inderligt har glædet mig til, skal jeg formentlig tilbringe i isolation, mens alle andre er ude og hygge sig, siger Michelle.

Før Michelle fandt ud af, at hendes kræft var kommet igen, valgte hun at dele sin historie i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling den 11. april. Her samler tusindvis af danskerne ind til kræftforskning, forebyggelse og støtte til mennesker ramt af kræft som Michelle. 

- Det er vildt betryggende, at der er så mange mennesker, der støtter op om kræftsagen. Der er sket store fremskridt, og hvis jeg havde fået kræft for bare ti år siden, ville lægerne måske ikke have haft lige så mange valgmuligheder på hylden til mig? Kræft kan ramme os alle, og vi er nået rigtig langt med forskningen – men vi er der ikke endnu. Derfor er det så vigtigt, at der bliver samlet penge ind, siger Michelle.

Det seneste år med sygdom og isolation har gjort Michelle klogere på hende selv, og hun har lært at prioritere, hvad der er vigtigt i livet. 

- Jeg har prøvet at afskærme mig fra alt, der er negativt, og har derfor også frabedt mig alle lægernes statistikker, for dem kan jeg ikke bruge til noget. Det er muligvis ikke den rigtige strategi – det ved jeg ikke – men jeg har brug for at holde fast i troen på, at selvfølgelig bliver jeg rask. 

- Derfor har jeg også brugt tiden på at planlægge min fremtid. Det kan måske virke mærkeligt at lave langsigtede planer, når man i virkeligheden ikke ved, om man har en fremtid – men det er med til at holde håbet i live, siger Michelle. 

Et håb for fremtiden er børn. Michelle har et stort ønske om at stifte familie og få sine egne børn, men på nuværende tidspunkt kan lægerne ikke svare på, om det vil være en mulighed, eller om de mange behandlinger har ødelagt hendes fertilitet. Og selvom det er et stort ønske, så har Michelle ikke plads til at lade den bekymring fylde lige nu.

 - Jeg må tage en dag ad gangen. Lige nu sætter jeg al min lid til lægerne, og gør mig klar til endnu et behandlingsforløb. Tredje gang SKAL bare være lykkens gang, slutter Michelle.

Portræt af Michelle

På billedet: Michelle har gået ture dagligt, mens hun har været i isolation. Den tid har hun brugt til at bearbejde nogle af de negative tanker, der kommer. Michelle ahr ikke mistet modet, men håber lægerne kan finde en ny behandling, der kan slå de aggressive kræftceller ned.

Støt Landsindsamlingen

Meld dig som indsamler ved landsindsamlingen, så er du med til at støtte livsvigtig kræftforskning, til gavn for patienter som Michelle 

Sådan fordeler vi pengene fra landsindsamlingen
De indsamlede penge er med til at gøre en stor forskel for kræftsagen. For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 60 kr. til forskning i kræft, 19 kr. til patientstøtte, 18 kr. til forebyggelse af kræft og 3 kr. til administration.

Kun 3 pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige.

Meld dig som indsamler til Landsindsamlingen den 11. april

Se video med Michelle