Af Mette Vinter Weber
Som vaccineekspert, har man naturligvis en favoritvaccine. I hvert fald falder svaret prompte, når man spørger professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet, Jan Pravsgaard Christensen, om han har en favoritvaccine?
– Det er koppevaccinen. Dels har jeg stor beundring for det videnskabelige arbejde, der ligger bag udviklingen af den. Og dels er det en af de få gange i menneskehedens historie, hvor vi har kunnet udrydde en sygdom fuldstændigt. Det er en stor bedrift, lyder det fra eksperten, som dog i de seneste måneder især har brugt sin tid på at svare på spørgsmål om nyere vacciner. Og ja, det er dem mod corona-virus.
Corona-vacciner – og meget mere – vender vi tilbage til i løbet af denne artikel. For selv om der i denne tid er fokus på vacciner som aldrig før, er feltet stort og kompliceret. Så lad os starte med det grundlæggende:
Sådan bygger man en vaccine
Vacciner har til formål at træne kroppens immunforsvar, så det på en sikker måde lærer at genkende og nedkæmpe et fremmed stof, såsom virus eller bakterier, der kan gøre os syge. Det kan man gøre på forskellige måder. Den mest kendte er nok de vacciner, som indeholder levende, men svækket materiale fra den sygdom, man vil vaccinere mod. Det gælder eksempelvis vaccinen mod mæslingevirus. Denne type vaccine virker ved, at immunforsvaret opdager det fremmede stof, slår det ihjel og danner hukommelsesceller, som gør, at hvis stoffet kommer igen, bliver det hurtigt genkendt og slået ned, inden man bliver alvorligt syg.
En anden måde at opbygge vacciner på, er den platform, som blandt andet bliver brugt i vaccinerne mod coronavirus. Her er der i skrivende stund to vacciner i brug i Danmark. Dem står virksomhederne Pfizer-BioNtech og Moderna bag.
Ingen af de to coronavacciner indeholder levende virus. Derimod indeholder de den genetiske kode for det piggede protein, kaldet spike-proteinet, som man ser på illustrationer af corona-virussets overflade. Koden findes i form af mRNA, som er en slags skabelon, der fortæller hvordan proteinet skal dannes.
Når man får vaccinen, kommer det genetiske materiale fra coronavirus altså ind i kroppens celler. Her bliver det genetiske materiale aflæst og oversat til protein, inden det bliver ødelagt. Immunforsvaret genkender nu proteinet som noget fremmed, bekæmper det og danner – ligesom ved vacciner, der indeholder levende virus – hukommelsesceller, som gør, at immunforsvaret fremover kan genkende og nedkæmpe det, man er blevet vaccineret mod.
Ordet vaccine bliver nogle gange også brugt om behandlinger, man får, efter at man er blevet syg. Eksempelvis i forbindelse med immunterapi til behandling af kræft. Den brug af ordet er Jan Pravsgaard Christensen imidlertid ikke enig i:
– Vacciner er noget, man giver kroppen for at træne immunsystemet, så det kan reagere hensigtsmæssigt, hvis man senere bliver inficeret. Vacciner som kræftbehandling handler derimod om, at man tager celler ud af kroppen, opformerer dem, og sprøjter dem ind i kroppen igen. I det tilfælde er der tale om en terapeutisk behandling og ikke en vaccine, siger Jan Pravsgaard Christensen.
Og der er ingen grund til at være bekymret for, om virussets genetiske materiale måske blander sig med vores eget DNA, forklarer Jan Pravsgaard Christensen:
– Det genetiske materiale fra vaccinen kommer kun ind i den del af cellen, som ligger uden for cellekernen, og det bliver nedbrudt, så snart det er aflæst. Vores eget DNA ligger i cellekernen, og her kan virussets genetiske materiale ikke komme ind og blande sig, siger han.
Netop fordi coronavaccinerne er fri for levende virus, er de også sikre for kræftpatienter og andre sårbare grupper at få, selv om ens immunforsvar er svækket af sygdom eller behandling. Man risikerer nemlig ikke at et svækket virus får fat og gør patienter med et nedsat immunforsvar syge, fremhæver Jan Pravsgaard Christensen.
– Vaccinerne fra Pfizer BioNtech og Moderna kan hos nogle give bivirkninger som let feber eller hovedpine. Det er helt normalt, og sker også ved andre vacciner, det er en sund reaktion fra immunforsvaret. Den eneste øvrige risiko for kræftpatienter er, at effekten af vaccinen kan være nedsat, hvis ens immunforsvar ikke er i stand til at danne et lige så stærkt respons som hos raske, siger han.
Det er i dag muligt at vaccinere mod virusset human papilloma virus – HPV. HPV-vaccinen beskytter mod op til 90 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft, analkræft og kønsvorter. Men spørgsmålet er, om det fremover bliver muligt at udvikle en vaccine, der forebygger al kræft. Det ligger ifølge Jan Pravsgaard Christensen ikke lige for:
– Kræft er så kompleks en sygdom, at jeg ikke tror man vil kunne udvikle en enkelt vaccine. Hvis der på længere sigt bliver udviklet vacciner mod kræft, tror jeg, der vil være tale om en hel række af forskellige vacciner, som skal kombineres for at opnå en beskyttende effekt, eller som hver især kan beskytte mod en kræftform, siger han.
Når man kan vaccinere mod HPV, er det, fordi der netop er tale om et virus. Vaccinen indeholder proteiner fra HPV-virussets overflade. Disse proteiner samler sig til en ydre skal, som ligner HPV til forveksling. Der er altså ikke levende HPV i vaccinen og heller ikke genetisk materiale fra virusset. Når vaccinen kommer ind i kroppen, ’tror’ kroppen, at det er et rigtigt virus og derfor bliver immunforsvaret aktiveret. Det gør immunforsvaret i stand til at genkende HPV og danne antistoffer mod virusset, hvis man en gang senere bliver udsat for en ægte HPV-infektion.
I fremtiden vil man måske kunne udvikle lignende vacciner, hvis der viser sig at være andre typer virus, som er årsag til andre former for kræft.
Teknikken bag HPV-vaccinen er også udgangspunkt for en gruppe danske forskeres arbejde. De arbejder i øjeblikket på at udvikle en coronavaccine, som i sin opbygning minder om HPV-vaccinen.
HPV er en virus, der smitter ved seksuel kontakt, og som kan give kræft og kønsvorter. Kondom forhindrer ikke smitte med HPV og i Danmark er der hver dag to danskere, der får kræft, som skyldes HPV.
HPV-vaccination beskytter mod op til 90 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft, analkræft og kønsvorter, og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at piger og drenge bliver HPV-vaccineret, når de fylder 12 år
På siden StopHPV kan du læse mere om HPV og HPV-vaccination
En ting er, hvor effektivt en vaccine beskytter mod sygdom – en anden er hvor længe beskyttelsen varer. Også her er der forskelle på vacciner, og noget tyder på, at de vacciner, der er baseret på en platform med levende, svækket stof har en særligt god holdbarhed
– Det gælder eksempelvis vacciner mod mæslinger, fåresyge, røde hunde, polio og kopper. Her har platformen med svækket virus vist sin værdi ved at være give en effektiv beskyttelse længe. De nyere vacciner holder typisk kortere tid og er velegnede til et specifikt formål. De har deres berettigelse, men er ikke så godt designet, at de virker hele livet, siger Jan Pravsgaard Christensen.
Han fremhæver, at det imidlertid ikke for alle vacciner er nødvendigt, at de varer hele livet. Vacciner mod difteri og kighoste, behøver eksempelvis kun at beskytte børn i de år, der går, indtil kroppen har udviklet et effektivt immunforsvar, der er stærkt nok til selv at bekæmpe infektionen. Her bliver man vaccineret som lille, og så holder effekten i omkring ti år.
Et andet eksempel er stivkrampevaccine, som også har en begrænset levetid, men hvor man gerne vil bevare den beskyttende effekt, og hvor man derfor bliver vaccineret med jævne mellemrum.
Og så er der vacciner af nyere dato, så som coronavaccinerne og HPV-vaccinen, hvor man endnu ikke ved hvor længe effekten holder. Man følger stadig de første kvinder, der blev vaccineret mod HPV, og her ti år efter er vaccinen stadig effektiv.
Noget af det, som corona-pandemien har været medvirkende til, er at sætte skub i udviklingen af de nye vacciner baseret på genetisk materiale, især mRNA, som fortæller hvordan proteinet skal dannes.
Selv om teknikken fandtes, inden pandemien brød ud, og blandt andet er brugt til vacciner mod zikavirus og rabies, har udviklingen for alvor taget fart i kampen mod coronavirus. Og ifølge Jan Pravsgaard Christensen er der stor sandsynlighed for, at denne type vaccine kommer til at spille en rolle i fremtidens vaccinestrategi. Den er nemlig fleksibel, og dens opbygning gør, at det er relativt enkelt at skræddersy den til nye sygdomme. Lidt som med LEGO-klodser, kan man nemlig udskifte stykket af mRNA afhængig af, hvilken sygdom vaccinen skal virke mod. Det gør det også muligt, at tilpasse vaccinerne i forhold til de mutationer af coronavirus, der vil dukke op.
– Det er en teknologi, som vil være rigtig nyttig ved kommende pandemier. Med den har vi en effektiv værktøjskasse, som gør os i stand til relativt hurtigt at udvikle en vaccine, når der dukker en ny sygdom op. Mit håb er, at man kan udvikle teknikken, så vaccinerne kan blive billige at producere uden at gå på kompromis med deres kvalitet. Lykkes det, vil man kunne vaccinere store dele af verden, og redde rigtig mange menneskeliv, siger Jan Pravsgaard Christensen.
