De første kemokure virker efter hensigten. Men efter et halvt års tid er der intet godt nyt, tumoren bliver ikke mindre. Selv om der kort før jul bliver skiftet til en skrappere kur, kan sygdommen ikke holdes i ave. 

Dagene er lange og slørede for Jeppe i februar 2009. Han ved, at kroppen modarbejder ham, og at det kun går én vej nu. Efter et bad, hvor han vasker kemorester af sig, stopper han op foran spejlet. Hans øjne er gule. Han er afmagret. Kan næsten ikke kende sig selv.

- Det var her, han fik italesat, at nu er vi et helt andet sted, end vi har været før. Nu kan det blive når som helst, fortæller Jette.

Familien har fået stillet et palliativt team til rådighed, som kommer og hjælper til i dagstimerne. Om natten er de alene med stilheden og angsten for, at det næste sekund bliver Jeppes sidste. Der er en psykolog tilknyttet teamet, som taler med familien. Hun forsøger at gøre afskeden mindre smertefuld:

- Hvad nu, hvis man ved, at der kun er kort til tid til, at man skal dø? Spørger hun.
Jeppe kigger på hende:

- Hvis vi skal snakke om, at jeg skal dø, så skal jeg nok selv sige det – du skal ikke begynde på det nu.

Men Jeppe vil gerne tale med Jette og resten af familien om døden, forberedelserne til sin begravelse og hvem, der skal have hvad, når han er væk. I ti hårde måneder har familien gennemlevet et katalog af følelser – chok, håb, fortvivlelse og nu erkendelse.

- Det var selvfølgelig enormt belastende at være i. Trist og tungt. Men på en eller anden måde også livsbekræftende. Jeppe var ligesom landet i sig selv, inden han døde, og måske netop derfor kunne han tale åbent om døden. Når du bliver udsat for noget så voldsomt, så bliver du nødt til at prøve at finde en mening i det meningsløse, fortæller Jette..

Det er frostklare dage i februar 2009, der bliver Jeppes sidste. Hele familien er samlet. De sidder med ham i sofaen i den varme dagligstue. Jeppe er begyndt at kaste meget op. Han sidder foroverbøjet ind over et lille tårn af puder, fordi store smerter i rygsøjlen forhindrer ham i at ligge ned.

Forældrene skiftes til at få en kort lur af ren og skær udmattelse. Jette trækker lidt frisk luft med Jeppes kæreste. Tårernes salte smag rammer læberne – sorgen er allerede til at tage at føle på.

Det palliative team overlader familien til sig selv med instrukser om, at Jeppe ikke kan få for meget morfin fra den butterfly, der overfører den smertestillende væske til Jeppes blodbaner. Jette får en veninde over, som er tidligere sygeplejerske, så de ikke står alene i de sidste timer.

- Vi sidder på hver sin side af ham. Jeg holder ham i hånden, og siger; ”Jeppe, vi har aldrig været ret gode til at sige farvel, men du er nødt til at tage af sted nu. Du er nødt til at rejse i forvejen.” Så klemmer han min hånd. Og så kommer hans sidste åndedrag, fortæller Jette.

Et lys er slukket. Jeppes kæreste og søster ifører ham hans favorit-nattøj, og bedemanden kommer for at lægge Jeppe i den hvide kiste, han selv har valgt. Vagtlægen er i gang med at lave en dødserklæring: Klokken er 19.00, torsdag d. 12 februar 2009. Jeppe er omgivet af sine søskende, sine forældre og sin kæreste. De sover rundt om ham den nat.

Det er frostklart udenfor, og kisten står uden låg. Vinduerne er åbnet. I dagene op til begravelsen kan Jette ikke forstå, at det værst tænkelige er sket – Jeppe er død. Fremtiden med ham er visket ud i sandet. Alt vender sig i hende. Hun kaster op.

Det bliver, som Jeppe forudså: Viby Kirke er fyldt med mennesker til begravelsen, hvor Marie Carmen Koppels røst fylder rummet med nummeret Bridge over troubled water, og kisten bæres ud til tonerne af You’ve got a friend.

Både Jette og hendes mand går længe rundt med en form for skyldfølelse: Hvad har vi gjort forkert, siden Jeppe døde? Har vi ikke passet godt nok på ham?

De fyldes også af vrede over den læge, der i sin tid ikke opdagede tumoren:

- Til sidst må du erkende, at det i virkeligheden handler om magtesløshed og meningsløshed. Du kommer jo ingen vegne med det. Det ændrer jo intet at være vred. Det er menneskeligt, at man forsøger at dreje skylden over på en eller anden – et eller andet. Men det er jo ikke nogens skyld, den eneste, man kan skælde ud på, er Gud.

Sorggruppe er ikke noget, der kommer på tale for parret, men gennem det palliative team får de mulighed for at dele deres tanker med et andet par, der har mistet deres datter. Jette læser stakkevis af bøger om sorg, taler med sin søster og cykler lange ture med en veninde, hvor tårerne får frit spil:

- Man skal ikke tro, at man kan klare alting selv. Både min mand og jeg har haft brug for en ventil og et sted at få afløb, og her har hjælp udefra været guld værd. Vi har også haft nære venner, der har sagt: Ring, hvis vi kan gøre noget! Men jeg ved nu, at det ikke er nogen hjælp. Når man ligger så meget ned, ved man ikke, hvad man har brug for.

Det er på sin vis et vendepunkt for Jette, da hun for godt ti år siden tropper op på Hejmdal, Kræftrådgivningen i Aarhus, for at melde sig under fanerne som frivillig. Selvom det er angstprovokerende at køre ned ad Hospitalsgaden, hvor hun har fulgt Jeppe til onkologisk afdeling, føler hun, at han har hånden i ryggen på hende:

- Da Jeppe døde, skulle jeg overhovedet ikke have noget med kræft at gøre. Jeg skulle komme mig over det allerværste. Men efter noget tid kom det til mig: Der er ikke noget, der kommer til at give mere mening for mig. Det er, som om Jeppe udpeger retningen for mig.

Her 13 år efter, at Jeppe tog sin sidste indånding, toner hans skikkelse nu frem som skoleportrætter på kommoden og fotos på mobilen. Sorgen er ligeså dyb, som den var i starten. Den fylder bare mindre. I et ringbind har forældrene gemt alt fra personligt håndskrevne kort, de modtog efter hans begravelse, og avisudklip af dødsannoncer til papirer fra hospitalet. På venstre håndled bærer Jette et armbånd med kinesiske lykkedyr, som hun gav Jeppe, da han blev syg. 

I mange år har de på Jeppes fødselsdag inviteret hans kammerater over til chili con carne. Så spiller de alle fodbold og fortæller røverhistorier om deres gamle ven. Et foto af Jeppe iført fodbold-outfittet hænger stadig nede i klubhuset.

– Vi bliver aldrig færdige med at snakke om Jeppe. Det er vigtigt at have de døde med sig i alt det, vi gør. Jeg bliver så varm om hjertet, når man får historier fra hans venner om, hvordan han var. Bliv ved med at snakke om de døde, for de er med dig – kærligheden holder ikke op, selvom kroppen er et andet sted.